Helgener er mennesker som os
Helgener husker os på, at alle skal dø, men de husker os også på, at der er et liv efter døden, skriver præst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard
Helgen her og helgen hisset/ Er i samme menighed/Derom haver os forvisset/ Han, som alle dybder ved./Sammen bo vi i guds-haven/ Skilt kun ved det lille bælt,/ Til at flyve over graven / Vinger låner os vor helt.
Skulle nogen mene, at helgener blev afskaffet ved Reformationen, så modbeviser Grundtvig det kraftigt med denne salme, som synges allehelgenssøndag i vores folkekirke.
Eller gør han? Og hvordan kan der overhovedet findes en Allehelgensøndag i vores kalender? Nok fordi de helgener, Luther og de andre reformatorer opponerede mod, og de helgener, der optræder i vores kirke, opfattes forskelligt.
Der er forskel på kirkernes syn på helgener
De katolske og ortodokse helgener er ekskluderende: de er noget særligt, de kan udvirke mirakler og gå i forbøn for mennesker hos Gud, fordi de har en større goodwill end andre i kraft af deres eksemplariske liv.
Den evangelisk lutherske kirkes helgener er derimod inkluderende og holder sig til Bibelens forestillinger om de helliges samfund, som vi kalder det i vores apostolske trosbekendelse. De helliges samfund består af alle de døbte kristne, som Paulus i sit 1. brev til menigheden i Korinth kalder for de hellige.
Da Allehelgensdag, 1/9, og Allesjælesdag, 2/9, i folkekirken er lagt sammen og fejres under ét på Allehelgens søndag, 1. søndag i november, er denne gudstjeneste traditionelt blevet en mindegudstjeneste for alle sjæle - alle dem, der er gået forud.
I mange kirker inviterer man derfor pårørende til de døde, der er blevet begravet inden for det sidste år, til at deltage i mindegudstjenesten.
De første martyrer former vort helgenbillede
Helgenbegrebet stammer helt tilbage til Det ny Testamente, blandt andet Apostlenes Gerninger, hvor vi møder den første kristne martyr, fattigforstanderen Stefanus, der blev stenet til døde for sin tros skyld. Dem vi umiddelbart forbinder med helgentitlen, er nok de første kristne martyrer, de såkaldte blodmartyrer, der bevidnede troen på Kristus ved deres blod under de store kristenforfølgelser i Romerriget.
Årsagen til kristenforfølgelserne var, at de kristne i det mægtige Romerrige var monoteister og ikke ville tilbede de romerske guder og - hvad der hér var det væsentligste - den romerske kejser, der blev opfattet som en halvgud. På den måde anerkendte de kristne ikke systemet og opfattedes som farlige dissidenter.
Den første kristenforfølgelse fandt sted under kejser Nero, som gav de kristne skylden for at afbrænde Rom, den anden forfølgelse var under kejser Decius, der havde undersøgelseskomiteer i alle større byer, som holdt øje med de kristne og gennem 20 år sendte mængder af dem i døden. Hyppigst som ofre i kamp med vilde dyr på rigets mange arenaer til underholdning for folket.
Den tredje mangeårige kristenforfølgelse fandt sted under kejser Diocletian i begyndelsen af 300-tallet. Langt det største antal af den samlede helgenskare er martyrer fra disse forfølgelser. Efter at kejser Konstantin med sit toleranceedikt i 315 havde givet trosfrihed til alle, stoppede forfølgelserne af de kristne, og ingen led længere martyrdøden.
Martyrdøden var en himmelsk fødsel
Mange af de helgener, der fremstilles i billedkunsten bærende på besynderlige attributter som for eksempel deres egne afskårne bryster, udstukne øjne eller flåede hud, er martyrer fra den tidlige tid.
Kristne skulle udholde døden hellere end at miste troen. Ved at gå i døden for deres tro blev disse blodmartyrer helgener. Og den dag, de led martyrdøden, blev opfattet som deres himmelske fødsel, dies natalis.
Det er den samme tanke, der ligger bag ved de ord, vi siger efter enhver barnedåb: den almægtige Gudstyrke dig med sin nåde til det evige liv. Han bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid.
Man fejrer stadig mange af disse martyrhelgener i den ortodokse og katolske kirke på årsdagen for deres himmelske fødsel. Deres vita blev nedskrevet efter deres martyrdød, så de kunne fungere som forbilleder for de nye kristne menigheder.
Martyrkult forbandt alter og grav
Hurtigt udviklede der sig også en kult omkring martyrernes grave, hvor man spiste sammen og mindedes dem på årsdagen for deres martyrdød. Alter og grav blev herved forbundet. For selvom man troede, at den døde martyrs sjæl var steget til himmels, troede man også på, at den dødes knogler havde hellighed i sig, som kunne overføres til den troende.
Mange af martyrerne var begravet i katakomber, underjordiske gravanlæg, og da kristendommen blev legitimeret som statsreligion i 4. århundrede, overførtes adskillige afdøde martyrer til de nybyggede kirker, som fik navn efter dem. Martyrligene blev lagt i sarkofager, der fungerede som altre.
Der opstod hurtigt en hel relikvieindustri
Idéen om, at enhver kirke skulle indvies til en helgen, gjorde, at man begyndte at splitte martyrernes knogler op i flere dele, og der opstod hurtigt en hel relikvie- og pilgrimsindustri. De troende valfartede til helgenernes kirker, for at få del i deres guddommelige kræfter, som man mente fornyedes årligt på deres dies natalis. Det er oprindelsen til det gamle kirkeårs mange helligdage.
En helgen kunne udvirke mirakler og gå i forbøn hos Gud for den troende. Man bad til så mange helgener, man kunne huske og ihukom hver enkelts dyder.
I den katolske og ortodokse verden er valfarter af denne slags ganske almindelige også i dag, og litanier med endeløse rækker af helgennavne, der opremses af præsten, medens menigheden svarer bed for os eller ora pro nobis efter hvert navn, kan høres ved de fleste messer.
Lister med helgener kaldtes kanoner, deraf udtrykket at kanonisere, det vil sige at helgenkåre.
Næste helgen-type var asketerne og kirkefædrene
Efter den første kristne periode, hvor man blev helgen ved at dø martyrdøden, optræder der andre helgener, der måske ikke dør for deres tro, men som dog lider for den ved at bekende den og ændrer deres liv på grund af den.
Det var asketer, eremitter, ørkenfædre, munke, nonner og jomfruer. Som helgener kaldes de under et for bekendere og kirkefædre. Man kunne sige, at hvor martyrerne havde brugt Jesu død som forbillede, brugte bekenderne hans liv: asketerne prøvede f.eks. at få samme renhed i hjertet som Jesus, og ørkenfædrene søgte Gud gennem bøn, meditation og arbejde.
Helgendyrkelsen kom ud af kontrol
Beviset på en bekenders hellighed var mirakler i levende live eller ved hans/ hendes grav eller relikvie. Hvor proceduren for at blive helgen i kristendommens tidligste år var den enkle at dø for sin tro, kom den nye tilkomst af helgener helt ud af kontrol i de næste århundreder.
I 1170 besluttede pave Alexander 3. derfor, at man ikke måtte bede til en helgen, der ikke var paveligt autoriseret, det vil sige kanoniseret. Man måtte ikke længere have lokale helgener, og det blev forbudt at afbilde helgener, der ikke var kanoniserede, med glorie eller skrive deres helgenvitae.
Efter 1300-tallet blev der ved hver ansøgning om kanonisering nedsat en slags retssag med en advokat for og imod (djævelens advokat) den fremtidige helgen. De kanoniserede helgener fik og får stadig i Rom titlen Sancti.
Et af kriterierne for at blive Sanctus er, at der skal være sket mindst fire mirakler i tilknytning til personen, mens man kan få titlen Beatus (salig), hvis der blot er blevet registreret to mirakler. Den danske videnskabsmand og teolog Nels Stensen (1638-86) blev saligkåret i 1988, og man søger nu i den katolske kirke i Danmark at registrere bønhørelser nok til at kunne rejse en egentlig sag om helgenkåring hos paven i Rom.
Katolske og ortodokse helgener
De katolske helgener med vitae er alle opført i Martyrologium Romanum, hvis seneste udgave udsendtes af paven i 2004. Den er på 844 sider og indeholder over 6650 navngivne Sancti og Beati og 7400 mere eller mindre identificerede martyrer.
Som katolske helgener klassificeres også Jomfru Maria, engle, patriarker, profeter, de 70 apostle, 4 evangelister og 12 disciple. I den katolske ritual- og alterbog Missale Romanum figurerer alle helgener med festdage og bønner.
De ortodokse helgener skal ikke igennem en central retssag for at blive anerkendt. De er i lang højere grad lokale. I det 9. årh. samlede Simeon Metaphrastes så mange helgenvitae, han kunne finde, i sit Menaion. Helgenernes navne og legender er i dag opført i et Synaxarion, som svarer til Martyrologion Romanum, medens liturgi og helgenfester findes i Menologierne, månedsliturgier.
Luther accepterede helgenerne som forbilleder
Blandt de ting inden for den katolske kirke, Luther gjorde op med ved Reformationen, var helgendyrkelsen. Altre til helgener anså han for blasfemi, fordi man let kunne komme til at tilbede en helgen i stedet for Gud. På samme måde opfattede han helgenernes forbøn til Gud for unødig og blasfemisk, da vi alle står lige for Gud.
Men Luther accepterede helgener som forbilleder, der burde efterfølges i deres eksemplariske livsførelser. Derfor mente han også, at de kunne afbildes i kirkerne. I nogle udenlandske lutherske kirker har man stadig tradition for helgener, og i Lunds Domkirke kan man i det nordre kapel ved apsis læse i en slags moderne evangelisk luthersk Martyrologion, hvor for eksempel Kaj Munk er opført som martyr.
Helgener er på sin vis Kristus light: helgener er forbilleder for os. Helgener husker os på, at alle skal dø, men de husker os også på, at der er et liv efter døden. Helgener er mennesker som os og giver os håb om, at der er noget både her og hisset.
Anne-Mette Gravgaard er sognepræst og kunsthistoriker.