Herodes: En ny konge kan kun betyde splittelse, sværd og spektakel

Three Magi before

Herodes beder de fremmede mænd gøre sig det behageligt og tilbyder dem hvile og forfriskninger. De må jo være trætte efter den lange rejse, skriver sognepræst Anders Kobbersmed. Foto: Colourbox

Han er fristet til at give de uforsigtige "vise" mænd et nydeligt værelse i det royale torturkammer for den umådelige frækhed at insinuere, at en rival skulle være født.
Anders Kobbersmed

De vise mænds latterlige spørgsmål om en nyfødt kongesøn gør mig urolig. Jeg kan ikke tillade nogen rival, siger kong Herodes i sognepræst og skuespiller Anders Kobbersmeds gengivelse

Det er en småkold aften. På kongepaladset i Jerusalem står Herodes i sin tronsal og varmer hænderne over et ildfad. En almindelig rolig dag er ved at gå på hæld. Den knugende fornemmelse i brystet, som han altid får på disse lange arbejdsdage, er så småt ved at løsne sig.

Endnu en dag, hvor han med vanlig påtaget selvbeherskelse har lyttet til utallige supplikanters smålige kævl: "Romerske soldater har igen stjålet af mine høns" og "Lad min mor blive hofleverandør af rosinkager." Føj! Herodes har aldrig kunnet døje rosinkager.

Han gyser. Ikke af kulde, men ved tanken om endnu en dags knugende brystsmerter og høflig forstillelse.

En småkold, men rolig aften. Det er i grunden slet ikke så tosset. Af alle verdens afkroge er denne lille stribe land på Middelhavets østkyst dog den mest utilregnelige og brandfarlige. Men her er fred nu. Takket være ham og nåja, med lidt hjælp fra de romerske velgørere. Så snart nogen snakker frihed og oprør mod romerne, slår han nådesløst til. Om det er fremmede eller hans egen familie: ingen skal igen kaste landet ud i tidligere tiders endeløse stridigheder, som aldrig har ført noget godt med sig. Uanset hvem der er udvalgt, kaldet af Gud eller hvad de nu påberåber sig. Så længe han er konge, skal landet have fred.

En tjener melder aftenens sidste supplikanter. Nogle vise mænd fra østen. Hvor vis er man, når man flakker rundt om aftenen og forstyrrer den store Herodes, når han at tænke, inden han brummer ’send dem ind’. Farverige og kostbare klædninger varsler, at det er fornemme folk, og Herodes tager venligt imod: vise eller ej, rigdom skal man aldrig kimse af.

De kommer ikke med ønsker, men derimod med et latterligt spørgsmål: "Hvor er jødernes nyfødte konge?" Der er da ingen nyfødte konger her, og det er der sandelig heller ikke brug for. Han er fristet til at give de uforsigtige "vise" mænd et nydeligt værelse i det royale torturkammer for den umådelige frækhed at insinuere, at en rival skulle være født. Men en pludselig indskydelse standser ham. Han beder de fremmede mænd gøre sig det behageligt og tilbyder dem hvile og forfriskninger. De må jo være trætte efter den lange rejse.

Mens mændene hviler, får Herodes travlt. Han sender bud efter landets klogeste religiøse ledere og beder dem fortælle, hvor jødernes Messias ifølge profetierne skal fødes. De peger på Betlehem, den store kong Davids egen by. Selvfølgelig! De vise mænds latterlige spørgsmål, giver ny næring til smerterne i brystet. Er der virkelig noget om snakken? Han kalder de vise mænd til sig og sender dem mod Betlehem. Dér skal de finde den nyfødte konge og så vende tilbage og fortælle det til ham.

Men dagene går og de vise mænd vender ikke tilbage. Har de mon lugtet lunten? Er de blevet advaret?

Uanset hvor profetisk og hvor himmelsk denne såkaldte Messias er, kan Herodes ikke tillade nogen rivaler. For landets skyld. En ny kongeaspirant kan kun betyde splittelse, sværd og spektakel. Herodes kalder vagtkaptajnen til sig og udsteder en frygtelig ordre: Drag i al hast til Betlehem. Alle drengebørn under to år i Betlehem og omegn må dø.

Han står og kigger efter vagtkompagniet fra paladsets ydermur, mens de drager ud i natten. Han forbander de vise mænd langt væk: "Se, hvad I er skyld i! Havde I gjort som jeg sagde, ville kun ét menneskeliv gå tabt i stedet for de hundredvis, som jeg nu er tvunget til at ofre," tænker han. Han mærker den velkendte knugende fornemmelse i brystet igen. Tænk at en rolig småkold aften med ét kan give anledning til så megen uro. Tænk at en ganske almindelig vinteraften kan forandre så meget.
 
 Anders Kobbersmed
Sognepræst og uddannet skuespiller