"'Herre' er et meget positivt ord"
Jeg ser det som noget positivt, at den, der velsigner, også har magt til at beskytte os, vise os nåde og sikre os fred, skriver professor Kirsten Nielsen
Jeg er ganske enig med dem, der understreger, at vi som præster ikke på egen hånd kan ændre i et rituals ordlyd.
Herren forbindes med lutter positive ting i velsignelsen
Velsignelsen står i Det Gamle Testamente, hvor Gud har et navn, nemlig Jahve. I den aronistiske velsignelse (4. Mosebog 6,24-26) bruges navnet Jahve i alle tre led. Der er dog lang tradition for, at vi gengiver det med ordet Herren (i 1931 oversættelsen med HERREN). I 1992 oversættelsen bruges navnet Jahve kun de få steder, hvor det direkte siges, at Guds navn er Jahve.
LÆS OGSÅ: Den aronitiske velsignelse
For Lene Sjørup er der formentlig knyttet en hel del ubehagelige konnotationer til det at være herre over nogen. Men eftersom ordet Herren forbindes med lutter positive ting i velsignelsen: velsignelse, bevarelse, lyset fra ansigtet, nåde og fred, har jeg svært ved at se, at der skulle være grund til at undgå ordet Herren. Jeg ser det tværtimod som noget positivt, at den, der velsigner, også har magt til at beskytte os, vise os nåde og sikre os fred.
Om ordet Gud opleves mindre maskulint og magtfuldt end ordet Herren, afhænger af, hvem man taler med. De allerfleste forbinder sikkert begge betegnelser med billedet af en mand. Jeg tror derfor ikke, at der er mange, der opfatter de to ord som særligt forskellige.
Gud overskrider alle kønsbilleder
Jeg forstår dog godt ønsket om ikke at identificere Gud med en mand, da Gud netop transcenderer kønsforskellene. Ifølge 1. Mosebog 1,27 er mennesket skabt i Guds billede, og Guds billede er både mand og kvinde (egentlig står der på hebraisk hankøn og hunkøn).
Ergo må Gud ligne både det maskuline og det feminine. Derfor er det vigtigt, at vi også bruger de kvindebilleder, som findes i Bibelen, for eksempel i Esajas' Bog 49,15, hvor Gud sammenligner sig selv med en kvinde, der ammer sit barn.
Og det er vigtigt at vi også bruger de billeder, som ikke er personbilleder, for eksempel Gud som en ørn, en klippe og en kilde med rindende vand, så det bliver tydeligt, at Gud ikke kan begrænses til det, vi forbinder med en mand. Gud overskrider de menneskelige kategorier.
Derfor må præster naturligvis også bruge deres prædikener til at forklare menigheden, at det er billedsprog, når Gud skildres som en mand eller som far.
Kirsten Nielsen er professor i teologi ved Aarhus Universitet