Himlen er åben

Det var en befrielse at holde jul for juleløse på Nørrebro, fortæller sognepræst Julie Birgitte Damlund. Foto: Privatfoto

Min jul har altid været fuld af præster. Nu er det mig, der er præsten og skal fortælle om den frie passage til Gud, skriver Julie Birgitte Damlund

I december måned fortæller en række præster med "jule-navne", hvordan de oplever julen og juleforberedelserne som præster. Det er blevet til serien "Præstens Jul".

Her er det sognepræst Julie Birgitte Damlund, der fortæller:

Min jul har altid været fuld af præster. Da jeg var lille, var det min far og at miste ham var at miste barndommens jul. Så skulle vi fra Jylland til København for at fejre jul hos min onkel.

Det var før Storebæltsbroen, i de gamle tog med kupeer og smalle gange. Der stod vi op, med taskerne og kagedåsen med den engelske julekage, min mor havde bagt. Jeg elskede synet af kristtjørnens blanke grønne blade og røde bær på den hvide marcipan, selv om jeg ikke kunne lide smagen. Det dryssede fra dåsen ned på det duvende gulv.

I København skulle vi til julegudstjeneste i Domkirken. Vi sad på galleriet og alt føltes helt forkert. Præsten talte om englene på salmens tonestige. Det sagde mig ikke noget. Så skulle der synges amen. Jeg begyndte at græde da det store kor sendte deres massive lyd ud over rælingen. Det var ikke de korsvar, jeg kendte hjemmefra.

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke fik skæld ud fordi jeg græd. Min dannede tante bemærkede at jeg vist var blevet forkølet og rakte mig et lommetørklæde.

Senere var der julene i vores nye by. Juleafslutninger, musikskolekoncerter, Lucia. Præsterne var overalt, ligesom adventskransen, nisserne og brunkagerne. Tomheden når mine ældre søskende var rejst igen, var en kuldslået fornemmelse i kroppen. At have dem i huset en intens nydelse der altid var alt for hurtigt forbi, ligesom flammen i den lille piges svovlstikker.

I de år undgik vi sjældent årets store juleskænderi. Alligevel lå sorgen som en klump i maven når de tog afsted.

Det var en befrielse at holde jul for juleløse på Nørrebro. Under træet lå pakker uden til-og-fra-mærker og en gave fik endelig sin rette betydning. Noget for intet. Omsorg og varme pakket i fint papir. Når aftenen var ved at være slut, gik vi til midnatsgudstjeneste. Jeg spillede som regel og kom endelig ind under huden på gudstjenesten. Samarbejdet mellem præst og organist er som at samle sig til én tanke, én hensigt, ét udtryk i salmer, ord og musik.

Nu er det mig, der er præsten. Jeg vender udad mod minikonfirmander, børnehavebørn og sognebørn. Men mærker det pludselig også opad. I vintermørket er Jakobs drøm også blevet min: Himlen er åben, der er fri passage. Gud blev menneske og hans himmelske rige blev vores.

Det var måske det, alle præsterne prøvede at fortælle.

Julie Birgitte Damlund er sognepræst i Gentofte Kirke.