Sommerlæsning

Hun møder Jesus som en lyslevende person

I forlængelse af især præsters og teologers debat tidligere på året, om det giver mening for moderne videnskabeligt tænkende mennesker at tale om Jesu opstandelse som andet end et billedsprog, er det fristende at tænke på Charlotte Rørths oplevelse som et udslag af en guddommelig ironi, mener Mogens S. Mogensen, der er interreligiøs konsulent. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Bogen er en biografi om en ganske almindelig kvinde, der helt uforberedt får en række oplevelser, som ryster hende i hendes grundvold, og giver hende et nyt syn på hele tilværelsen, skriver konsulent Mogens S. Mogensen

Mens debatten i begyndelsen af året rasede i og uden for folkekirken om opstandelse – om man som moderne videnskabeligt orienterede mennesker kunne tro på Jesu opstandelse fra de døde – udkom på Informations Forlag Charlotte Rørths bog ”Jeg mødte Jesus”, hvor hun fortæller om, hvordan hun, der var opvokset i en akademisk og ateistisk tradition, mødte og talte med Jesus. 

Charlotte Rørth, der er journalist ved Nordjyske, havde ikke nogen kirkelig baggrund, var ikke konfirmeret og kunne end ikke sit fadervor. Alligevel mødte hun i november 2008 Jesus i et kapel i byen Úbeda i Andalusien på en så overbevisende måde, at det ændrede hendes liv radikalt. 

Jeg har (endnu) aldrig været i Úbeda, men stødte tilfældigvis på en talemåde om byen, ”andar por los cerros de Úbeda”, som direkte oversat betyder ”at vandre rundt i Úbedas bakker”, men som er kommet til at betyde, ”at ryge ud af en tangent”. 

Det var måske det, som Charlotte Rørth var bange for var ved at ske med hende, i hvert fald ventede hun i omkring seks år, inden hun vovede at skrive om sine oplevelser. 

At tro er et tyst område

Bogen er en biografi om en i udgangspunktet ganske almindelig midaldrende kulturkristen dansk kvinde, der helt uforberedt får en række oplevelser, som ryster hende i hendes grundvold, og giver hende et nyt syn på hele tilværelsen. 

I et sakristi bag ”Frelserens hellige kapel” møder hun Jesus lyslevende. ”Gud, er du blevet religiøs?” spørger hendes mor, da hun vender hjem fra Spanien. Det må hun indrømme, at hun nok er, men hun er lidt flov over det, for ”At tro er er et tyst område, et tabu, i mit og mange danskeres liv”. 

LÆS OGSÅ: Hvornår opstod Jesus?

Bogen beskriver hendes ihærdige forsøg på i de følgende år at finde en forklaring på de oplevelser, som hun hverken kan ryste af sig eller bortforklare. 

Vi følger forfatteren hele vejen rundt i den moderne videnskab, i østlige religioner og mystik, i filosofiens og teologi i hendes søgen på en forklaring samtidig med, at hun meget åbenhjertigt fortæller om, hvordan hendes oplevelse og forståelse af tilværelsen ændrer sig, og hvordan hun kæmper for at holde sammen på hendes gamle og hendes nye liv.

Charlotte Rørths åndelige vandring fører hende ind i en kristen spiritualitet, hvor hun finder hjælp både hos historiske åndelige vejledere som Teresa af Avila og Søren Kierkegaard og nutidige åndelige vejledere som Grethe Livbjerg og Lene Højholt. 

Her rejser bogen imidlertid det spørgsmål, i det mindste hos denne læser, om vi i folkekirken har en sådan rummelighed, at mennesker med åndelige oplevelser og erfaringer, som dem Charlotte Rørth beretter om, kan føles sig anerkendt og forstået og vejledt. 

Bogen kan i den henseende ses som en lang appel om at give plads i folkekirken for åndelige erfaringer og spirituel praksis og i den forbindelse at styrke den erfaringsteologiske dimension i folkekirken.

Forfatteren åbner op for grundlæggende spørgsmål

I forlængelse af især præsters og teologers debat tidligere på året, om det giver mening for moderne videnskabeligt tænkende mennesker at tale om Jesu opstandelse som andet end et billedsprog, er det fristende at tænke på Charlotte Rørths oplevelse som et udslag af en guddommelig ironi. 

LÆS OGSÅ: Bog om møde med Jesus lyder som som ironisk kliché, men bør læses

Her får en videnskabeligt og ateistisk opdraget kulturkristen dansker en oplevelse – som hun ikke videnskabeligt kan bortforklare - af, at hun møder Jesus, ikke som en litterær figur i et historisk skrift, men som en lyslevende person, der taler til hende og i den grad skaber opstandelse i hendes liv.

Forfatteren skriver et sted, at hun først nu fattede, at ”mit efternavn Rørth, eksakt betyder det, jeg bliver mere og mere efter oplevelserne, men at det også betyder at bevæge sig”. 

Hvis man i sommerferiens ro giver sig tid til at læse denne bog, så er der bestemt mulighed – eller risiko – for, at læseren også bliver rørt og begynder at bevæge sig, når det gælder de grundlæggende spørgsmål, som forfatteren åbner op for.

Charlotte Rørth, ”Jeg mødte Jesus. Bekendelser fra en modvilligt troende”, Informations Forlag, 2015.Mogens S. Mogensen er interreligiøs konsulent.