Synspunkt

Hvad regerings-grundlaget ikke siger om kirkepolitik

Bortset fra den famøse sætning om Danmark som et kristent land er kirkepolitikken pauvert repræsenteret i regeringsgrundlaget. Det eneste er et lille og visionsløst pip om menighedsrådenes demo-kratiske legitimitet, skriver Kaj sognepræst Bollmann. Foto: Leif Tuxen.

Det var Venstre, der spændte ben for reformudvalgets forslag, og så længe Venstres kirkepolitik domineres af den synodeforskrækkede fløj, er den vej helt spærret, skriver Kaj Bollmann, sognepræst i Jyllinge

Bortset fra den famøse sætning om Danmark som et kristent land er kirkepolitikken pauvert repræsenteret i regeringsgrundlaget. Det eneste er et lille og visionsløst pip om menighedsrådenes demo-kratiske legitimitet.

Det er interessant at se, hvad der ikke står om kirkepolitikken. Naturligvis står der ikke noget om styrelsesreform for folkekirken. Det var Venstre, der spændte ben for reformudvalgets forslag, og så længe Venstres kirkepolitik domineres af den synodeforskrækkede fløj, er den vej helt spærret.

Der er heller ingen henvisninger til udvalget om de andre trossamfunds forhold – det udvalg, som er helt uden repræsentanter for dem, det handler om! Med mindre regeringen vil sylte eller nedlægge udvalget, burde man reorganisere det, så de berørte trossamfund får en markant repræsentation. Det er temmelig uhørt, at man laver udvalgsarbejde helt hen over hovederne på dem, resultatet kommer til at gå ud over. 

Der står heller ikke noget om folkekirkens økonomi. Måske vidste man ikke, da grundlaget blev skrevet, at Bertel Haarder skulle sidde i ministerstolen. Sidst han gjorde det, satte han et udvalgsarbejde i gang om folkekirkens lokale økonomi. Jeg havde selv fornøjelsen af at sidde i udvalget, som både Haarder og den dynamiske daværende departementschef Jakob Heinsen var med til at præge.

Udvalgets Betænkning 1491, ”Den Grønne Betænkning”, fik i årene derefter stor betydning i me-nighedsrådene, blandt andet med sit omfattende ”Best practise”-katalog om hensigtsmæssig udnyt-telse af ressourcerne gennem samarbejde, fællesindkøb, omtanke og nytænkning. Det var det udvalgsarbejde, der skabte slagordet ”Mere kirke for pengene”.

Det er 8 år siden; men genlæser man udvalgsbetænkningen kan man se, at der stadig er lang vej igen. Rigtig mange af ideerne og eksemplerne står stadig og råber efter brug. Masser af økonomisk kassetænkning og pengespild kunne afhjælpes, så pengene blev brugt til, om ikke at gøre Danmark til et kristent land, så i hvert fald til at få mere forkyndelse, undervisning og diakoni for pengene.
 
Bertel Haarder var meget engageret i det udvalgsarbejde dengang. Og når vi nu ikke kan forvente, at der bliver taget fat på de grundlæggende udfordringer i folkekirken i denne regerings tid, kan man da håbe på, at han vil genoptage tråden fra den gang i retning af mere hensigtsmæssigt ressourceforbrug.

Der står heller ikke noget om konfirmationsforberedelsen. En blå regering, der hævder Danmark som et kristent land, bør rette blikket mod noget af det, der i den grad svækker det kristne grundlag. Skolereformens forringelse af vilkårene for konfirmationsforberedelsen er så veldokumenterede, at regeringen har et vandtæt grundlag for at ændre ordningen.
 
Det handler ikke primært om morgentimer for præsternes skyld. Det handler om fleksibilitet i sko-lernes planlægning, der giver mulighed for en fornuftig og gerne nytænkende forberedelse, og gerne i et samspil med skolerne.

Det er der gode og dokumenterede ”best practise”-eksempler på. Aller-først kunne man give de gennemsnitligt to ugelektioner på konfirmationsårgangen, som tidligere var reserveret til konfirmationsforberedelse, tilbage til formålet. De blev med et pennestrøg stjålet fra konfirmationsforberedelsen ved skolereformen og lagt på de i forvejen voldsomt bebyrdede elevers skuldre.

Kaj Bollmann er sognepræst og panelist ved kristendom.dk. 

Andre læser lige nu