Synspunkt

Må en præst nu ikke kalde kristendom for sand?

Sagen har vist, at der er teologiske standpunkter, der ikke ses med milde øjne på, herunder at kristendommen er en gammel, og dermed evigung sandhed, skriver fungerende sognepræst Margrethe Horstmann. Foto: Privat Foto: Jesper Kristensen Denmark

Det ligger jo i luften, at en præst, der lægger vægten på gudstjenesterne, ikke har samme værdi for kirken som én, der bruger tiden på aktiviteter og reklame, skriver fungerende sognepræst Margrethe Horstmann

Sagen om sognepræst Marie Høgh, der efter perioder med frivilligt arbejde og vikartjenester af medlemmer af menigheden ved Christianskirken i Berlin blev opfordret til at søge den ledige præstestilling ved samme kirke, og siden vraget af et flertal i menighedsrådet efter en procedure, der næppe har sit sidestykke med hensyn til manglende kendskab til såvel evangelisk kristendom som almindelig skik og brug til jobsamtaler, kører i disse dage i fuldt rampelys, og det med rette.

Sagen har vist, at der er teologiske standpunkter, der ikke ses med milde øjne på, herunder at kristendommen er en gammel, og dermed evigung sandhed.

Når Københavns biskop, der er tilsynsførende for kirken i Berlin siger, at det kan man jo ikke sige, så må menigheden i Berlin jo spørge præstekandidaten om hvad der ligger til grund for at indlede ansøgningen med de ord. Men der foreligger mig bekendt ikke et forbud mod at spørge biskoppen om hvorfor en så åbenbar sandhed ikke kan stå i en ansøgning. Det er vel en præst, man søger og ikke en pauseklovn.

Biskoppen skal vurdere om den pågældende kandidat er egnet til embedet, og ikke, som det tilsyneladende er sket i denne sag, skyde en kandidat noget i skoene. Hvis kristendommen ikke er sandhed, så kunne biskoppen passende finde noget andet at bestille, for hvem gider i længden arbejde med noget, der er løgn?

Det ligger jo i luften i denne sag, at en præst af tidehvervsk observans, det vil sige en præst, der lægger vægten på gudstjenesterne og ikke på aktiviteter og reklame, ikke på samme måde kan have et godt samarbejde med menighedsrådet som den, der kan mønstre en masse gode ideer og er en karismatisk leder. Måske kan knap så meget karisma og kælen for egne ideer være tilstrækkeligt. Hvor mange sager med usamarbejdsvillige tidehvervspræster ligger der egentlig og ruller i det danske kirkelige landskab, eksempelvis i Københavns Stift?

Hvis det er rigtigt, at der er blevet spurgt ind til præstekandidatens politiske ståsted, som er underordnet, og oven i købet er blevet talt nedsættende om et bestemt, demokratisk parti, er det for en menighedsrådsformand i en ansættelsessamtale utilstedeligt, og kan ikke undskyldes med at Berlin er en multikulturel storby. Så vidt vides, er den slags i Tyskland, der netop har erfaring med Berufsverbot, aldeles ulovligt.

Og hvis ikke den danske kirke i Berlin netop skal være dansk, og dermed national(NB! Bemærk venligst IKKE nationalistisk), så kan man jo lige så godt nedlægge den. Den skal vel ikke bruges til bare at fremme rygtet om Danmark som et land, der er multikulturelt helt fremme i skoene?

Mellemregningen Søren Krarup = Tidehverv = DF = ”noget fra 30’erne” er tydeligvis god latin i visse kredse.

Kredse, der rummer en sådan menighedsrådsformand, en sådan biskop, og det underlige foretagende DSUK, der formelt blot er et sekretariat, der klart nok ikke er deres opgave voksen. Det drejer sig ikke flæberi fra den vragede kandidats side, men om åbenhed vedrørende en ansættelsesprocedure i den danske kirke. Hvilken kirke, kunne man fristes til at spørge?