"I himlen møder vi intens glæde"

Man kan selvfølgelig forstå himlen symbolsk, når man oplever noget fantastisk og siger, at man var "i den syvende himmel." Da er det naturligvis ret symbolsk. Men himlen, som Jesus fór op til, den forestiller jeg mig som konkret på en eller anden måde, skriver formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk. Foto: Jacob Schou Nielsen

Himlen rummer varme, omsorg, skønhed og kærlighed. Ingen sorg, ingen sygdom og ingen tårer, skriver formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk

Kristi Himmelfartsdag fejrer vi, at Jesus forlod sine disciple, fór til himmels og forsvandt oppe imellem skyerne. Før den tid havde Jesus forberedt disciplene på det. Blandt andet havde han sagt:

"Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er." (Johannes Evangeliet 14, 1-4)

LÆS OGSÅ: "Gud er nær for alle mennesker"

Hvis man læser dette som det står, så betyder det, for mig at se, at Jesus ville forlade sine disciple og drage op til himlen, hvor der er masser af plads. Og der vil han gerne, at vi skal komme og være sammen med ham.

Nærdødsoplevelser kan sige os noget om himlen

Når et menneske dør, hvad sker der så? Ingen ved det jo helt præcist, men mange har fortalt om nærdødsoplevelser eller oplevelser, de havde, mens de i et kort øjeblik eller i et kort tidsrum var døde.

Dette skete for den lille 4-årige dreng Colton i Nebraska i USA. Mens lægerne opererede ham, døde han, men han blev vakt til live igen. De oplevelser, han havde "i himlen," mens han var død, begyndte han lidt efter lidt at fortælle sine forældre om.

Nogle år senere samlede de alle hans udsagn om himlen i bogen "Himlen findes virkelig!"

Her fortæller den lille dreng om mennesker, han mødte. Blandt andre sin lillesøster, som han aldrig havde hørt om før. Om hvad der skete i andre rum på hospitalet, mens han selv lå på operationsbordet. Om hvordan der så ud i himlen. Om Gud. Om Jesus. Og om hvad der blev sagt til ham.

I begyndelsen troede forældrene ikke rigtigt på ham, men de måtte efterhånden give efter, for drengen nævnte en række mennesker og begivenheder, som de vidste, at drengen absolut intet grundlag havde for at vide noget om.

Det beviser naturligvis ingenting, men sammen med beretninger om andre menneskers "besøg" i himlen, begynder man at tænke på, om der er noget om det.

Himlen er fuld af varme og omsorg
Min forventning og forestilling om himlen stemmer rigtig godt overens med den lille drengs "oplevelser." Jesus er der. Varme. Omsorg. Skønhed. Kærlighed. Møde med mennesker, vi kender og elsker. Ingen sorg. Ingen sygdom. Ingen tårer. Bare intens glæde.

Mine forestillinger er dog først og fremmest grundet på, hvad der står i Bibelen om himlen. For eksempel står der, at "døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed" (1. Korintherbrev 15, 53-55).

Man kan selvfølgelig også forstå himlen symbolsk, når man oplever noget fantastisk og siger, at man var "i den syvende himmel." Da er det naturligvis ret symbolsk.

Himlen er beskrevet i bibelvers og salmer

Men himlen, som Jesus fór op til, den forestiller jeg mig som konkret på en eller anden måde. Som den står beskrevet i Bibelen og i salmerne. Den findes. Men hvordan og hvor, det er der ingen, der ved - undtaget dem, som er der, eller måske har været der.

Adskillige salmer i Den danske Salmebog beskriver himlen, ligeledes ud fra forskellige beskrivelser i Bibelen. Således skriver Grundtvig i salmen: "Om himmerigs rige vi tales ved" (554):

Om Himmerigs rige vi tales ved
med al den glæde og al den fred,
Gud dér sine venner vil give;
dér sorg og sygdom ej kan få rum
så lidt som armod og fattigdom,
alt ondt vil Gud bortdrive,
så rige som konger vi blive.

Dér skal vi smykkes med Himmel-dragt,
når Jesus, vor broder, med Guddoms-magt
i glans sig vil åbenbare;
dér skal for tronen vi knæle ned,
og »hellig, hellig« i evighed
vi sjunge i engleskare;
den glæde skal evig vare.

Tove Videbæk
Formand for Hospice Forum Danmark og panelist på kristendom.dk