Synspunkt

Nybagt mor med kræftdiagnose: I kirken kunne jeg være, her prøvede ingen at kurere mig

For Elisabeth Børch blev kirken et sted, hvor folks frygt for hendes diagnose ikke fyldte rummet. Foto: Privatfoto

Ved juletid 2012 var jeg ude for to livsomvæltende begivenheder: Jeg fødte min datter Tuba, og jeg fik konstateret brystkræft. Alt sammen indenfor en uge, skriver cand.theol. og sanger Elisabeth Børch

Det er med stor forsigtighed, at jeg skriver. Jeg famler mig frem i erkendelsen af, at jeg skriver om at have gennemlevet en krise. Gennemlevet. Tænk at jeg er nået dertil nu. Det havde jeg ikke troet var muligt. Ikke da jeg for snart 5 år siden fik konstateret kræft, og ej heller for et år siden, da kræften for længst var fjernet fra min krop, men til gengæld længe havde været erstattet af noget, der på mange måder til tider syntes værre: angst.

Ved juletid 2012 var jeg ude for to livsomvæltende begivenheder: jeg fødte min datter Tuba, og jeg fik konstateret og blev opereret for brystkræft. Alt sammen indenfor en uge. Det mest naturlige ville være at gå i chok, og det gjorde jeg såmænd også – så meget chok som jeg kunne, når der samtidig var en nyfødt baby. Det næste års tid levede jeg i en tåge bestående af lige dele bleskift og kemoterapi, og jeg forsøgte at få min hverdag til at hænge sammen omkring et liv, som med ordene ”Ja, det er cancer” på ét sekund var gået fra at være håbefuldt og lykkeligt til at være præget af en smerte og en dødsangst i en grad, jeg aldrig havde troet mulig.

Jeg oplevede, at en stor del af mine venner og bekendte havde svært ved at håndtere mødet med mig. Selv personer, som stod mig tæt. Når vi talte om sygdommen, var noget af det første, jeg blev spurgt om altid: ”Hvordan opdagede du det”? Et spørgsmål som tog udgangspunkt i mig, men som samtidig afslørede folks egen frygt for sygdommen. 

Folk blev bange af at snakke med mig. Ikke åbenlyst, men jeg kunne fornemme hvordan mine veninder gik hjem og undersøgte deres bryster for eventuelle knuder. Fuldt forståeligt - selvfølgelig var det det - men ikke noget der hjalp mig. Faktisk gjorde det mig trist. Jeg var nede i et dybt hul. Jeg oplevede dog også hvorledes andre mennesker, også personer som jeg forinden ikke nødvendigvis havde haft den store tilknytning til, pludselig meldte sig på banen.

Når jeg ser tilbage på de sidste fem år, er det svært at sætte finger på hvad der fik mig igennem den krise der knyttede sig til min sygdom. Jeg kan ikke sige at jeg som sådan brugte min tro, det gjorde jeg måske nok, men det var ikke en tro, som på det tidspunkt var defineret. Det jeg til gengæld brugte, var kirken, og jeg brugte det fællesskab og den trøst og ro, som kirken huser.

Den ro, jeg fandt i kirkerummet og hos de personer som kom i min kirke var, set i bakspejlet, en kæmpe hjælp og har været med til at få mig igennem mit sygdomsforløb. Jeg oplevede, at her var et rum, både fysisk og psykisk, der gav plads til at have det skidt, hvor der var tid, hvor man kunne fortælle om alt - og fortælle uden at de efterfølgende samtaler blev løsningsbaserede.

Det betød meget for mig at være et sted hvor ingen forsøgte at kurere mig. I stedet ydede kirken og det kirkelige fællesskab noget andet, noget der nok for mig endte med at blive en del af en kur: Følelsen af ikke at være alene. Kirken hjalp mig i en tid der var den værste, men på grund af min lille datter Tuba også den bedste i mit liv.

Den proces jeg skulle igennem, endte med at blive kureret af én altafgørende faktor: Tid. Tiden læger ikke alle sår, men tiden der er gået har hjulpet mig, og det har i den periode været vigtigt for mig at finde et rum hvor jeg var tryg, og hvor jeg kunne være åben omkring mine følelser. Dette rum leverede kirken. Jeg har netop afsluttet min uddannelse på pastoralseminariet i København, og jeg glæder mig til at kunne give noget af den trøst ,jeg fik fra kirken, videre. Jeg prøvede på egen krop, hvad kirken kunne levere, når personer har det skidt, og jeg vil se det som min fornemste opgave at give dette videre.

Elisabeth Børch
Cand. theol og sanger