I kommunitetslivet går man i barmhjertighedens skole

Klosterreglen er med til at skabe en sund balance mellem bøn og arbejde, studier og hvile, stilhed og fællesskab, mener Simon Fuhrmann. Foto: Privat

Kristne efterspørger i stigende grad et liv, hvor tro og praksis hænger sammen. Nogle finder inspiration i kirkens gamle klostertradition, blandt andet teologistuderende Simon Fuhrmann

Klosterlivet er en skole i barmhjertighed. At bestemme sig for at følge nogle bestemte retningslinjer i klostertraditionerne kaldet regler er det samme som at gå i lære i kærlighedens og barmhjertighedens skole.

Helt naturligt er det derfor at danne fællesskaber omkring det fælles mål ligesom ønsket om at lære at spille fodbold gør, at man bliver medlem af en fodboldklub.

Et kloster er som en åben og gæstfri familie
Et kloster kan på nogle måder sammenlignes med en stor familie. Forskellen ligger selvfølgelig i, at man vælger et kloster, mens man bliver født ind i familien. Livet i et kristent kommunitet er hverken mere eller mindre elitært eller sekterisk end det at danne en familie.

Fordi Gud som treenighed er fællesskab, er mennesket også skabt til både at udvikle sig i et fællesskab og lade dette fællesskab afspejle Treenighedens kærlige fællesskab. Derfor skal et kristent kommunitets fællesskab afspejle Treenigheden, der selv er kendetegnet ved en åbenhed mod mennesket og et stærkt ønske om fællesskab med hele menneskeheden.

Gæstfrihed og omsorg er ufravigelige dyder i klostertraditionen.

Klosteret er som en skole
Allerede de første klosterfællesskaber i 300-tallet havde mange ligheder med antikkens filosofiske skoler. Klostrene var ikke blot for gamle mennesker, der ønskede at trække sig tilbage fra verden, men for ambitiøse og handlekraftige ofte unge mennesker, der ønskede at overgive sig helt til Gud.

Målet for det kristne liv var at blive formet af Kristi kærlighed, så at man ville gå i døden for alle, ligesom Kristus gjorde.

I dag skyder en ny slags kommuniteter op
Der er i dag en fornyet interesse for kirkens lange klostertradition. Gamle klosterordner oplever vækst, og nye former for klostre blomstrer op. Klosterhistorien er fuld af eksempler på forskellige slags klosterliv.

Nogle boede sammen i større eller mindre grupper, andre hver for sig; nogle i byer, andre i ørkener; nogle familier omdannede deres hus til et kloster, og der er eksempler på, at ægtefolk valgte at leve sammen i cølibat.

En af de former, der har været særlig levedygtig de seneste år, har været modellen, hvor man mere har haft en fælles livsvej præget af en fælles regel end en fælles boplads. Dette gør, at man kan kombinere et liv præget af klosterlivet værdier med et almindeligt liv med arbejde, studier og familie.

Jeg er selv en del af et klosterfællesskab
Jeg er selv en del af et skandinavisk udvidet klosterfællesskab, Det Økumeniske Kommunitet i Bjärka-Säby, hvis hovedsæde er et slot i hjertet af Sverige.

Kommunitetet består både af et såkaldt fraternitet (broderskab bestående af både kvinder og mænd), der bor på stedet, og et løst fællesskab af mennesker, der lever under en fælles regel, men som ellers lever i hver sit hjem. Sammen udgør vi Det Økumeniske Kommunitet.

Reglen skaber balance i livet
Vores kommunitets regel er meget enkel. Man forpligter sig til hver dag at bede en tidebøn, hver uge at deltage i en nadvergudstjeneste, og hvert år at deltage i en retræte. Hvert år mødes alle kommunitetets medlemmer også til et festligt sommermøde.

Reglen er med til at skabe en sund balance mellem bøn og arbejde, studier og hvile, stilhed og fællesskab. Den er med til at gøre den vej tydelig, som vi egentlig har mest lyst til at gå på.

Simon Fuhrmann er teologistuderende og missionspræst.Du kan høre mere om kommunitetstankegangen i weekenden, hvor den engelske præst, forfatter og kommunitetsleder Ray Simpson medvirker ved en netværksdag i Helligåndshuset, København.