Synspunkt

I Taizé-klosteret nulstiller jeg mig selv

Det er inspirerende at trække sig tilbage og tænke en selvstændig tanke eller to, efter at sang og tidebønner har renset sjælen, og undervisningen hver formiddag har givet verdensperspektiv. , skriver journalist Svend Løbner. Foto: Foto: Leif Tuxen.

I Taizé-klosteret er jeg anonym. Jeg har valgt en teltplads i et hjørne med udsigt over bjergene i Bourgogne. Den ene uge om året nulstiller jeg mig selv og får fornyet fokus, skriver journalist Svend Løbner

Det er tredje gang jeg tilbringer en uge i det økumeniske kloster i den franske landsby Taize. Denne gang sammen med omkring 5000 andre - flest unge - fra alle fire verdenshjørne. Vi bor i telte og barakker rundt omkring den store kirke.

Hvad får op mod 100.000 om året til at valfarte så langt for tidebønner, bibelundervisning og workshops om socialt engagement? Måske det samme, som får mig af sted: fokus, spiritualitet, teologi, og ja, fornyet inspiration.

Jeg tager hertil for at være alene. Være helt uafhængig af andre dagsordener. Hvordan hænger det sammen med et mylder af mennesker? Jo, jeg er anonym, og jeg har valgt en teltplads i et hjørne med udsigt over bjergene i Bourgogne. Og så deltager jeg i de arrangementer, jeg har lyst til. Den ene uge om året er jeg helt mig selv. Jeg nulstiller mig selv og får fornyet fokus.

Men jeg kan ikke lade være med at deltage i så meget som muligt. Ikke mindst tidebønner tre gange dagligt. Rytmen hanker op i bønsdisciplinen. Sangene renser sjælen. Bibelordene masseres på plads. Stilheden åbner for nye tanker, som føder ærlige bønner. Alt sammen inspireret af en inkluderende teologi.

Taizés teologi er enkel. Man indrømmer, at teodicéproblemet ikke lader sig løse sådan uden videre. Så i stedet for at filosofere over, hvorfor en god Gud mon tillader alt det onde, opfordres man til selv at svare på livets ondskab med barmhjertighed mod de mennesker, man møder i livet.

Klostrets 90 munke er selv gode forbilleder. Ikke blot rejser de med trøst og hjælp til verdens brændpunkter. Men de tjener også selv til livets ophold for at alle donationer og personlig arv kan gå til de fattige.

Broder Roger stiftede klostret i begyndelsen af Anden verdenskrig. Her husede han og nogle få brødre jødiske flygtninge. Da krigen var slut, tog de sig også af tyske krigsfanger. I dag huser de flygtninge fra blandt andet Sudan og Afghanistan. Barmhjertighed er klostrets DNA. Klostret har også en religionsteologi. Johannes Døbers ord om Jesus citeres og synges igen og igen: "Midt iblandt jer står en I ikke kender".

Kristus oplyser hvert menneske, uanset om de kender ham. Og hvem gør i øvrigt det fuldt ud? Vi er alle på vej i erkendelsen af det lys, som allerede skinner indeni os.

Her inddeles mennesker ikke i frelste og fortabte. Her kæmper vi alle med det gode og det onde indeni os. Vores håb er Guds allestedsnærværende kærlighed og nåde som bl.a. udtrykkes i ordene gennem profeten Esajas: "Jeg fører blinde af ukendt vej, leder dem ad ukendte store, gør mørket foran dem til lys..." (Esajas kapitel 42 vers 16).

Kristus forkyndes som Guds inkarnation i en falden verden. Han er det konkrete tegn på Guds barmhjertighed. Hans kærlighed stråler mod alle. Som en af Taizes sange lyder: "Hvor barmhjertighed råder, dér er Gud."

Hvis ikke det er inspirerende, så ved jeg ikke hvad der er. Især når man kan trække sig tilbage og tænke en selvstændig tanke eller to, efter at sang og tidebønner har renset sjælen, og undervisningen hver formiddag har givet verdensperspektiv.

 Så hvem ved, hvad det ender med? Efter tre gange i Taizé erfarer jeg, at omvendelse ikke er en engangsforestilling. Opholdet er et vendepunkt - hver gang.

Svend Løbner
Journalist og forfatter