Synspunkt

Katolik: Vi er så forkælede, at vi har glemt, at livet er en gave

Mit møde med den unge iraner blev et af denne sommers højdepunkter for mig. Det var en Guds gave – et lille glimt af sandhed, skriver katolik Malene Fenger-Grøndahl. Foto: Soren Kjeldgaard

"Jeg ved det jo godt. Hverken fladskærme eller forsikringsordninger kan beskytte mig mod sygdom, død og sorg. Alligevel er det først i mødet med flygtninge og forfulgte, at jeg for alvor forstår de vilkår, vi mennesker deler", skriver journalist Malene Fenger-Grøndahl

”Jo, jeg har mistet meget. Det er ikke let at være i et fremmed land, alene og uden familie. Men jeg tænker ikke på, om det er prisen værd. Jesus sagde det jo selv: den, der vil følge mig må tage sit kors op og gå samme vej som mig.”

Ordene falder under en samtale, jeg har med en ung iransk mand, der har fået asyl i Danmark for få måneder siden. Han er kommet alene hertil, på flugt fra et regime, som forfølger religiøse mindretal, ikke mindst kristne. Det er hans kristne tro, der har tvunget ham til at flygte.

Han voksede op i en muslimsk familie, men mødte for nogle år siden en kristen, der fortalte ham om Jesus og forærede ham en bibel. Det ændrede den unge mands liv. Han blev troende kristen og begyndte at komme i en undergrundskirke i Iran.

I begyndelsen forestillede han sig ikke, at hans tro ville betyde, at han skulle rive sin tilværelse op med rode og begynde forfra i et fremmed land. Han holdt sin tro hemmelig og levede fra dag til dag. Men myndighederne fik nys om hans tilhørsforhold til undergrundskirken, og jorden begyndte at brænde under ham. Han flygtede og endte i Danmark.

”Jeg er glad for at være i Danmark, og jeg synes ikke, at dansk kultur er så svær at forstå. Men jeg kan godt mærke, at mange mennesker her ikke mærker så tydeligt, hvad det vil sige, at vores fædreland er hos Gud,” siger den unge mand til mig under vores samtale.

Han er sammen med en del andre kristne iranere med på en kristen sommerlejr, hvor der hver dag er bibeltime og samtaler om tro. Her bliver hans konkrete erfaringer sat tydeligt op over for det tilsyneladende trygge liv, som de fleste danske kristne lever. Godt pakket ind i en hverdag med fladskærme, forsikringsordninger og et velfærdssamfund, der trods alt stadig fungerer ganske godt.

For den iranske mand er den kristne forståelse af menneskets vilkår som fredløse og flygtninge på jorden – i dette liv – ikke svær at forstå. Heller ikke det paradoks, der ligger i, at vores liv her samtidig er en Guds gave, som vi i taknemlighed skal bruge på bedste vis, er svær for ham at forstå eller realisere.

Han nyder i fulde drag det liv i frihed, han nu har fået givet – uden at fornægte smerten over adskillelsen fra sin familie. For ham er det et nærværende faktum, at vi lever som flygtninge og hjemløse i en verden, hvor vi dog igen og igen får små himmerigsmundfulde af glæde og godhed – små bidder af det evige livs salighed.

At leve med denne spænding er en af livets store udfordringer, og når jeg ser på mit eget og mange af mine venners liv, er jeg ikke sikker på, at vi tackler den udfordring særlig godt. Forsøger vi ikke igen og igen at fornægte usikkerheden og tvinge følelsen af hjemløshed på afstand med falske forsikringer? Og er vi ikke samtidig så forvænte og forkælede, at taknemligheden bliver aflyst af krævementalitet?
 
Jeg ved det jo godt. Hverken fladskærme eller forsikringsordninger kan beskytte mig mod sygdom, død og sorg. Alligevel er det først i mødet med flygtninge og forfulgte, at jeg for alvor forstår de vilkår, vi mennesker deler

Mit møde med den unge iraner blev et af denne sommers højdepunkter for mig. Det var en Guds gave – et lille glimt af sandhed.

Flere glimt fulgte, da jeg senere på sommeren mødte armensk-syriske flygtninge fra Aleppo, der havde søgt tilflugt i Armenien. Her søgte de tryghed i kirken. Ikke fordi de troede, at de der ville finde nogen garanti mod krig og død. Men fordi de der kan tilbede den levende Gud, der er med os alle dage indtil verdens ende. Og som med sit liv, sin død og sin opstandelse viser os, at vores vilkår som flygtninge har en modpol i vores evige tilhørsforhold til Faderen.

Malene Fenger-Grøndahl er katolik og journalist.