"Jeg har valgt at svare på Guds kald og blive diakon"

Under indvielsen sker der en ændring med den nye diakon. Han modtager en uudslettelig åndelig karakter, og sakramentet gør ham i stand til at udføre nye og helt særligt handlinger, fortæller nyindviet diakon i den katolske kirke, Kasper Baadsgaard

Den 28. august blev jeg, Kasper Baadsgaard-Jensen, sammen med Jan Hansen viet til diakon i Den katolske kirke. Vielsen fandt sted i Jesu Hjerte Kirke i København. 

Vælger man at blive diakonviet? Ja og nej.
 
Jeg har valgt, at jeg gerne vil være diakon, og jeg har valgt at gøre, hvad jeg kan, for at det kunne ske, men først og fremmest er det svaret på et kald fra Gud. Svaret på det personlige kald som Gud har til hvert enkelt menneske. 

Dernæst er det biskoppen, der siger ja til, at man bliver diakon. Det er over for biskoppen, at man aflægger løfterne om lydighed, cølibat og om dagligt at bede tidebønnerne for Kirken og Guds folk.

Læs også: Kirke og diakoni må ikke falde fra hinanden

Når man er diakon, er den fornemmeste opgave at tjene, deraf navnet, der stammer fra det græske diakonia (der betyder tjeneste på græsk, red.). Denne opgave er fortsat relevant i dag. 

Under de liturgiske handlinger er diakonens rolle at assistere præsten eller biskoppen. Men tjenesten er ikke kun forbeholdt liturgien, diakonen skal tjene alle, og derfor er det sociale arbejde i menigheden og nærområdet en vigtig del. 

Den anden hoveddel af diakonens arbejde er at prædike evangeliet. I liturgien udtrykkes det ved, at diakonen læser evangeliet. Men igen er det ikke kun forbeholdt messen, at prædike evangeliet er en fuldtidsopgave, som ikke er forbeholdt nogen bestemt kontekst.

Selve vielsen som diakon foregår i rammerne af en messe, hvor selve diakonvielsen finder sted efter læsningen af evangeliet.

Læs også: Har diakonien en rolle i et moderne velfærdssamfund?

Diakonvielsen består af flere elementer. Først er der aflæggelsen af løfterne, hvor man til biskoppen og overfor Guds folk erklærer sig rede til at påtage sig denne opgave. 

Alle Helgenslitaniet er det næste element. Her lægger kandidaterne sig udstrakt på gulvet foran alteret, mens menigheden beder de hellige om at gå i forbøn for Kirken og særligt for dem, der vies til diakoner. 

De næste to elementer er kernen i selve diakonvielsen; håndspålæggelse og konsekrationsbønnen. Ved disse to handlinger udfører biskoppen de synlige tegn på den usynlige handling, der finder sted, nemlig at kandidaterne fra da af er blevet diakoner. 

Under disse handlinger finder en ændring af diakonen sted, hvor han modtager en uudslettelig åndelig karakter. Det vil sige, personen, der modtager denne sakramentale karakter, er nu i stand til udføre særlige handlinger for netop denne stand. For en diakon er dette; dåb, bryllup, begravelse og velsignelser.

Læs også: Sådan bliver man præst - dengang og nu

Derfor kan diakonvielsen ikke gentages eller modtages flere gange. Det er det samme med dåben og firmelsen. Alle disse sakramenter skaber en ændring i os, som ikke kan fratages os eller gives igen. 

Efter bønnen bliver man iklædt diakonens særlige klæder til brug i liturgien, en stola, der hænger skråt over venstre skulder, samt en dalmatika (lang kappe med ærmer, red.). 

Til slut modtager man en bog med de fire evangelier i, som et symbol på den særlige opgave man nu har med at prædike dette ord. 

Indtil dette punkt har kandidaterne stået foran alteret, men nu går de for første gang som diakoner op bag alteret til det, der nu skal være deres pladser fremover. 

På dette tidspunkt i vielsen gik det op for mig, hvad der var sket. Det var en overvældende dag, som mest af alt var fyldt med en helt utrolig stor glæde.

Læs også: Nyt studium skal styrke kirkens sociale arbejde 

Der var især to store oplevelser som fik stor betydning for mig.
 
Den første var under Alle Helgenslitaniet, hvor jeg lå på kirkegulvet udstrakt og kunne høre alle de tilstedeværende bede hellige mænd og kvinder om at bede netop for mig, som lå der. Det var næsten ikke til at forstå og en meget stærk oplevelse, der også gør mig særdeles ydmyg overfor mine nye opgaver som diakon. 

Det næste store skridt var, da vi kom op til alteret og for første gang stod bag ved det som diakoner. Her kunne jeg se alle de mennesker, der var til stede, omkring 400 til 500 mennesker, og var nu endeligt kommet til det sted, som jeg så længe havde længtes efter. 

Diakonvielsen er et skridt på vej mod at blive præst. Præstevielsen følger normalt cirka 6 måneder efter diakonvielsen.

Kasper Baadsgaard-Jensen er diakon og panelist ved kristendom.dk.