- Jeg kan ikke forestille mig et trosliv uden faste

Når Gud ser, at vi er parat til at ofre noget for at komme ham nærmere, glæder han sig. Læs kommentar af generalvikar i den katolske kirke, Lars Messerschmidt

Kristendom. dk har stillet Lars Messerscmidt følgende spørgsmål: Bør en god katolik faste? Hvilke erfaringer, har du selv gjort dig med fasten? Og: bliver Gud glad, når man faster - eller det noget, man gør for sin egen skyld. Se her, hvad generalvikaren svarer:Bør en god katolik faste?

I Den katolske Kirke er der to obligatoriske fastedag: Askeonsdag som indledning til fastetiden og Langfredag, som afslutter fastetiden.

Der foreskrives ikke, hvori denne faste skal bestå bortset fra, at man ikke må spise kødvarer. Der er derfor forskellige traditioner for, hvordan man faster.

En palæstinensisk familie fortalte mig, at i deres tradition fastede man totalt indtil midt på dagen; til gengæld gjorde man det så alle 40 dage i fastetiden (bortset fra søndagene formodentlig).

I vores del af verden plejer man at sige, at man kun spiser et beskedent måltid på fastedagen og reducerer de øvrige måltider til et minimum, hvis ikke man helt springer dem over.

Nogle faster på vand og brød. Ikke så få faster på denne måde hver fredag hele året, men det er frivilligt.

Jeg plejer at sige til folk, der vil faste, at de kun skal spise så meget, at de ikke dør af sult, dvs. de må ikke spise sig mætte. På den måde kan man selv styre kvantiteten af det, man faster fra.

Man kan også vælge at faste ved at afholde sig fra andet end mad, f.eks. drikke (øl, kaffe, the), tobak eller forlystelser (fjernsyn, computerspil og den slags).

Fastens ide er at afholde sig fra noget, der koster en overvindelse. I selve den 40 dages fastetid inden påsken er man kun forpligtet til at faste på de oven nævnte dage, men er moralsk forpligtet til at finde en eller anden form for særlig indsats på de 3 klassiske områder:

1. Bøn, bibellæsning og åndelig læsning. 2. Almisse, dvs. kærlighedsgerninger. 3. Faste af en eller anden art (jf. Matthæus 6,1-18).

Kort og godt: Den katolske Kirke pålægger kun en minimal faste, men opfordrer alle til selv at bruge faste som et middel til at vokse i troens liv.

Hvilke erfaringer har du selv gjort dig med faste?

Jeg må sige, at jeg selv er en dårlig faster forstået på den måde, at jeg kun kan faste moderat i længere tid. Men jeg kan slet ikke forestille mig et trosliv uden faste, den v ære sig nok så moderat.

Når man beslutter sig for systematisk at indføre fasten i den ovenfor anførte betydning i sit personlige trosliv, opdager man dens meget gavnlige virkning, bl.a. fordi den tvinger en til at modarbejde dovenskab og ladhed ved at overvinde nogle ikke livsnødvendige behov.

Samtidig kan det hjælpe en til en slags solidaritet med dem, der virkelig sulter. Det er tradition, at det, man i fastetiden kan spare på mad og fornøjelser, går til de fattige.

I Den katolske Kirke har vi således hvert år en fasteindsamling. Når jeg faster, oplever jeg helt konkret det, Jesus sagde, da han selv fastede: Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund (jf. Matth. 4,4).

Bliver Gud glad, når man faster, eller er det noget, man gør for sin egen skyld?

Man både faster for sin egen skyld og for Guds skyld. Fasten er et redskab, Gud har givet os for at vokse i vort trosliv.

Jesus selv fastede for at give os et eksempel. Når Gud ser, at vi er parat til at ofre noget for at komme ham nærmere, glæder han sig selvfølgelig. Det har noget at gøre med at tage Ham alvorlig.

Men det er vigtigt at understrege, som Jesus netop gør i den ovenfor nævnte tekst (Matth. 6), at hvis motivet til at faste er at promovere sig selv åndeligt, så er det farligt at faste. Motivet skal være at dø en smule, for at Kristus kan tage bolig i os. Er det motivet, velsigner Gud ens faste.

Lars Messerschmidt er generalvikar i Den Katolske Kirke i Danmark