"Jeg turde ikke sige farvel"

Sognepræst og familieterapeut Lene Østergaard er en af de 20 præster, der har tilsluttet sig et nyt ...

Efter nære slægtninge eller venners død kan der være ting, man gerne ville have sagt, mens tid var, reflekterer sognepræst Lene Østergaard. Foto: Peter Kristensen

Fordi vi ikke fik sagt rigtigt farvel, blev begravelsen af min svoger mit livs tungeste, fortæller sognepræst Lene Østergaard

Kristendom.dk har spurgt panelisterne: Er der en person, du særligt mindes, når det bliver allehelgen - og hvorfor?

I marts måned 2001 døde min kusines mand af kræft i en alder af 37 år. Det var ventet og alligevel ikke. For det man ikke vil have sker, skubber man ud af tankerne. Derfor kommer det bag på en.

En uge inden han døde, ringede jeg og spurgte ham, hvordan det gik. Han var i en behandling, som dengang ikke blev lavet i Danmark, men var påbegyndt i udlandet.

Den virkede ikke efter hensigten, men det fortalte han mig ikke. Han svarede mig, spøgefuldt som sædvanligt, at det gik med hovedet op og benene ned. Det blev en lidt kort telefonsamtale. Vi kom ikke til at tale om det, som ingen af os ikke havde lyst til at vide.

Senere blev jeg ked af, at jeg ikke havde været modigere og gået ham på klingen. Det var mig selv, jeg snød for at undgå den smerte, det var at skulle sige farvel. Vores sidste telefonsamtale blev ikke et reelt møde.

Otte dage senere blev vi ringet op af min kusine som var på sygehuset hos sin mand. Hun skulle spørge fra Douglas, om jeg ville begrave ham?

Det havde jeg naturligvis ikke lyst til. Jeg ville ikke have, at han døde. Men jeg var der ikke til at svare, for jeg var på arbejde; holdt gudstjeneste. Og da hun ringede igen nogle timer senere, var han død.

Jeg kunne ikke begrave ham, men jeg havde ikke noget valg. Jeg ringede til gode præstekolleger i dagene efter, for at høre om de ville hjælpe mig: ved at forrette den kirkelige handling. Men dem jeg kendte som dygtige, forstående og livskloge præster, fik jeg ikke fat i. Derfor blev jeg nødt til at stå der bag kisten og føre familien og venner gennem ceremonien.

Jeg var i krise
Det blev en hård tid før begravelsen. Jeg kunne ikke sove om natten. Jeg kunne ikke fylde benzin på bilen. Jeg kunne ikke lave mad. Jeg kunne ikke passe mine børn. Jeg var fyldt af at eksistere, men ikke at kunne noget. Jeg var i krise.

Men jeg fik skrevet talen. Hvis jeg skal tro reaktionerne på den, blev den rigtig god. Ceremonien i kirken forløb planmæssigt. Jeg havde bedøvet mig selv med cognac.

Det har jeg gjort før, engang hvor jeg skulle bisætte en god ven, der døde som 28-årig, også af kræft. Han bad mig om det på sit dødsleje. Så græd jeg og aede ham på hånden. Men tingene var mellem os, som de skulle være.

Det var en lang og tung gang fra kirken til graven med Douglas kiste. Bag den sammen med min kusine, der var blevet enke mange år for tidligt, og de to faderløse børn på 9 og 12 år. Og bag os måske 150 mennesker.

Da kisten var sænket ned, og jeg skulle stå op på brættet for at foretage jordpåkastelsen, kom kvalmen skyllende. Det var der god logik i, for både livet og døden kan være til at brække sig over.

Men jeg havde ikke noget at kaste op, for jeg havde intet spist og cognacen var forsvundet over i blodet. Og man kaster ikke op i ornat; derfor lod jeg være. Jeg sank og løste en umulig opgave! Og så gik jeg væk fra følget hen og græd for mig selv. For man græder ikke i ornat.

Vi burde have sagt farvel
Jeg har bisat og begravet en del, der har hørt mig til. Men jeg har aldrig været på så svær en opgave som denne. Og i årene bagefter har jeg gransket mig selv, hvorfor?

Douglas var en dejlig fyr! Smil på læben og i øjnene. Han var kommet som teenager fra England. Han arbejdede som skibsdreng. Han var af engelsk arbejderklasse; der var bedre sociale kår i Danmark. Han tog det arbejde, der var at få.

Og han lærte dansk - dvs. jysk på rekordtid; kvik og arbejdsom som han var. Han var gæstfri, havde humor og var altid hjælpsom. Og han havde scotch på flasken og skænkede godt op. Man kom i godt lag; og dem blev der nogle stykker af.

Jeg er fuld af respekt for ham for det livs- og gå-på-mod, han altid havde. Han lod sig ikke kue af hverken sygdom eller svære kår. Han har smilet i sin himmel, da han så mig hælde den kæmpestore cognac ned for at klare begravelsen. Men den sidste telefonsamtale klarede vi ikke!

Det lykkedes mig at komme igennem det officielle og rituelle, men det kan aldrig erstatte det farvel, vi burde have haft: to sjæle, der mødtes i smerte, taknemmelighed og glæde. Da jeg lærte Douglas at kende som 20-årig, troede jeg, at der lå et langt liv og fællesskab forude.

Smerten er, at det ikke blev sådan. Men det blev alligevel en perlerække af sjove stunder og et godt kammeratskab, som jeg husker og værdsætter. Den status og det udsagn ønsker jeg kunne have været imellem os sammen med løftet og håbet om, at jeg i fremtiden ville være der for hans børn.

De er voksne nu. Min kusine er gift igen og har stiftet en ny familie. Det er umiddelbart så lykkeligt, som det kan blive. Men jeg forstår nu ni år efter, at det slap mig af hænde. Eller jeg var en kujon ikke at få talt det igennem, hvad vi skulle gøre, når han forlod livet. Vi kunne have hjulpet hinanden, men vi turde bare ikke.