"Jeg ville helst være den, der blev slået ihjel"

”Mor, hvem vil du helst være, hvis du kan vælge – den der slår andre ihjel, eller den der bliver slået ihjel?” Spørgsmålet blev stillet af min 8-årige datter forleden, fortæller forfatter Malene Fenger-Grøndahl

”Mor, hvem vil du helst være, hvis du kan vælge – den der slår andre ihjel, eller den der bliver slået ihjel?” Spørgsmålet blev stillet af min 8-årige datter forleden. Hun var lige kommet hjem fra skole, og vi havde talt lidt om dagens små begivenheder.

Den tragiske begivenhed fra weekenden før, hvor to mennesker blev dræbt og fem såret i København, havde vi talt om aftenen før. Vi havde talt om, hvad der var sket, og hvilke forklaringer nogle mennesker var kommet med på det skete. Vi havde også talt om, at man aldrig kan være sikker på, hvor og hvornår sådan noget sker, men at det sker meget sjældent.

Læs også: Kristne, kom ind i kampen mod islamismen

Min datter virkede ikke bange. Hun havde talt med sin lærer og sine klassekammerater om det, og begivenheden var blevet afdramatiseret for hende. Så meget, som det nu kan afdramatiseres i en følsom barnesjæl, at et menneske kan finde på at dræbe et andet menneske. Endda et andet menneske, som ikke har gjort det noget.

Jeg havde godt på fornemmelsen, vi ikke var færdige med at tale om drab, terror og menneskers ondskab. Hverken i relation til attentaterne i København eller i det hele taget. Alligevel kom spørgsmålet bag på mig.

Først reagerede jeg på det som en form for drilleri. Et udspekuleret spørgsmål som ikke har noget logisk svar. Men i løbet af ganske få sekunder gik det op for mig, det var et alvorligt ment spørgsmål, og svaret kom til mig uden tøven: ”Jeg ville helst være den, der blev slået ihjel”.

Min datters svar fulgte straks efter: ”Det ville jeg også. For han må have haft det meget dårligt, når han kunne gøre sådan noget. Og han skal leve videre med, at han har gjort det – der hvor han er nu.” Dernæst fulgte refleksionen over den anden mulighed: at være den der slog ihjel.

Læs også: Terror må ikke smitte os med et hadefuldt blik 

Jeg kom i tanke om, der i Koranen står noget i retning af, at slår man et menneske ihjel, er det, som slår man hele menneskeheden ihjel. Jeg mindedes også en klog kristen, der engang sagde til mig, at synden er, når vi vender os bort fra Gud, for når vi gør det, ser vi ikke vores medmennesker med Guds blik, og så er vi i stand til at såre dem. Slå dem ihjel i det små. Det er jo det, vi gør, når vi sårer, ignorerer og taler hårdt til hinanden. Når vi svigter, er ufølsomme og ekskluderer hinanden fra fællesskaberne.

Om drabsmanden fra attentaterne i København ved vi både meget og lidt. Hans ’nekrolog’ er skrevet i mange varianter i medierne de sidste dage. Men sikkert må det være, at mange har syndet på hans vej, og at han selv har syndet. Skylden og ansvaret for drabene er selvfølgelig hans. Men intet menneske lever sit liv alene; andre ser og overser altid ham eller hende, rører og berører, svigter og frelser. Og er et menneske for alvor alene, er det, fordi de andre – vi andre – lader det i stikken. Drabsmadens skæbne var ensomhedens.

Læs også: Vi har alle et ansvar for vores samfund efter terrorangrebet

Derfor berørte det mig meget, da en kvinde, jeg kender ganske overfladisk, på de sociale medier efterspurgte et sted, hvor hun kunne lægge blomster til minde om drabsmanden. Ikke for at hylde hans gerning, men for at mindes et liv, som endte på den vel mest tragiske måde af alle, og vise medfølelse for hans efterladte. Hun ville lægge blomster både for drabsmanden og for hans ofre. På den måde viste hun, at også han var et offer. Og hun gav med sin gestus sit eget svar på min datters spørgsmål. Jeg tror, at det er et vigtigt spørgsmål at stille – og fordybe sig i svaret på.

Malene Fenger-Grøndahl er forfatter og journalist