Jeg vil mindes Martin Luther på allehelgensdag

Man skal ifølge Bibelen ikke tale for meget og for længe om bestemte mennesker som særlige helgener. Men man må godt tænke særlig kærligt på dem, der gik forud, mener professer Kurt E. Larsen

Som min ”favorithelgen” vælger jeg netop ham, der lærte os at se hen til ”Kristus alene” og ”Skriften alene”, skriver teologiprofesser Kurt E. Larsen

Jeg er blevet bedt om at skrive om min favorithelgen. Som evangelisk præst og overbevist luthersk teolog afviste jeg straks tanken for mig selv. Jeg har ikke nogen favorithelgen. For jeg opererer slet ikke med begrebet helgen.

Men ved nærmere eftertanke: Vi skal jo snart fejre allehelgenssøndag i folkekirken, og det glæder jeg mig faktisk til hvert år. Og hvad mener vi så lige med det udtryk ”allehelgen”?

I middelalderens katolske kirke tænkte man for meget på Gud og Jesus Kristus som dommer. Man frygtede Gud, døden og dommen og følte derfor, at man havde brug for hellige mænd og kvinder (helgener) til at gå i forbøn hos Gud for en selv.

For Luther og hele den evangeliske kirke var dette en misforståelse. Gud havde vist sin kærlighed til mennesker i Jesus Kristus, og hos Jesus var der fuld nåde og tilgivelse at få. Der var derfor ikke brug for nogen helgen som mellemmand. Helgendyrkelse var for Luther derfor også et misbrug, der var med til at gøre billedet af Jesus Kristus skævt og uklart.

Luther lagde også vægt på, at der ikke står noget i Bibelen om helgendyrkelse, så det var et menneskeligt påfund. Luther troede på, at de afdøde troende kristne levede hos Gud i Himlen, og udelukkede ikke, at disse hellige (helgener) måske deroppe bad for mennesker på jorden.

Men det kunne man ikke vide, og selvom det skulle være tilfældet, skulle man ikke af den grund påkalde eller tilbede helgener. Man kan jo bede direkte til Gud! Det er Gud, man skal tilbede! Man skulle heller ikke som i middelalderen regne bestemte helgener som hjælpere i sygdom, tordenvejr, tandpine og så videre – men stole på Gud.

Luther ville lede mennesker til Bibelen. Og så kommer det med helgener ind i sit rette perspektiv: Noget helt andet end at dyrke helgener er det at mindes dem og have dem som forbilleder. Det opfordres der til i Bibelen: ”Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord til jer, betragt udfaldet af deres livsløb og efterlign deres tro. Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid” (Hebræerbrevet kapitel 13, vers 7-8).

I lyset af dette bibelord vil jeg personligt tænke på min gamle søndagsskolelærer, en afdød missionær og en nulevende præst, der hver for sig har talt Guds ord til mig på en særlig levende måde. Jeg vil gøre det med taknemlighed, men i mit stille sind og uden at nævne navne for andre.

Det vigtigste var jo ikke de personer, men at Gud brugte dem som sine redskaber. I bibelordet ledes man også hurtigt væk fra at tale om menneskelige forbilleder og over til Jesus Kristus, der er den samme til evig tid.

Man skal ifølge Bibelen ikke tale for meget og for længe om bestemte mennesker som særlige helgener. Men man må godt tænke særlig kærligt på dem, der gik forud.

I folkekirkens salmebog er tre personer i kirkens historie på den måde æret for deres virke. Munken Ansgar, der blev Nordens apostel og som den første byggede en kirke i Danmark. Den anden er Sjællands biskop N. E. Balle, der midt i oplysningstiden kaldtes Bibelens ensomme kæmpe og som også æredes af Grundtvig i salme 343 ”Tusind år stod Kristi Kirke”. Den tredje person er Martin Luther.

Som min ”favorithelgen” vælger jeg netop ham, der lærte os at se hen til ”Kristus alene” og ”Skriften alene”. Det har haft stor betydning, og det vil vi med taknemlighed mindes Luther for på allehelgensdag.

Du lod livets bække flyde
Ned fra sandheds kildevæld,
Du lod åget sønderbryde,
og gav sandheds venner held.
Luther rustede du ud, og ved dette sendebud
tordned ind i nattens mørke:
Kommer, lærer Gud at dyrke!
(Den Danske Salmebog 354, vers 2)

Kurt E. Larsen er dr.theol., professor i kirkehistorie og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.