Jesu opstandelse er en fysisk opstandelse

Jesus var delvist underlagt de jordiske naturlove i sin levetid. Han var helt og holdent menneske. Det, han kunne, som ikke er menneskeligt muligt, kunne han i kraft af Helligånden, mener Baptistkirkens generalsekretær Lone Møller-Hansen

Et spørgsmål, der deler mange teologer, er opstandelsen. Fandt den i virkeligheden sted? Er det ren symbolik? Eller er opstandelsen en forening af krop og ånd? Kristendom.dk har bedt en række teologer om at give deres bud på, hvordan man skal tolke opstandelsen. Generalsekretær Lone-Møller Hansen svarer:

Jeg tror på en Gud, som er en almægtig kraft, universets skaber og altings opretholder. Derfor har Gud også mulighed for at gøre mirakler og udrette det overnaturlige - det, der er umuligt og uforståeligt for os mennesker. Gud er ikke bundet af naturlovene. Han har jo selv skabt dem!

Jesus, Guds søn, var derimod delvis underlagt de jordiske naturlove i sin levetid. Han var helt og holdent menneske. Det, han kunne, som ikke er menneskeligt muligt, kunne han i kraft af Helligånden; for eksempel at gå på vandet, gøre vand til vin, helbrede og opvække fra de døde og mangfoldiggøre mad, så det rakte til alle. Hans jordiske tilstand var midlertidig, men hans guddommelighed er evig.

Helligånden er formidleren af Guds kraft. Det er derfor også Helligånden, der må have revet Jesus ud af dødens greb. Jesus var i dødsriget det var også planlagt fra Guds side, for han skulle derefter ikke være udelukket fra nogen jordisk erfaring, og for at han skulle have nøglerne til dødsriget, som der står i Johannes Åbenbaring kapitel 1.

At Jesu opstandelse er en fysisk opstandelse, er jeg ikke i tvivl om. Han blev set af mange mennesker. Spiste sammen med dem og de kunne røre ved ham.

Samtidig var hans overnaturlige guddommelighed vakt til live igen. Han kunne gå gennem låste døre, pludselig lade sig genkende og pludselig være væk igen, som det skete for vandrerne til Emmaus (Lukas evangeliet kapitel 24).

I Jesu død forkynder Gud syndernes forladelse: Gud er med os i døden, også den åndelige død, som synden forårsager.

Og i Jesu opstandelse får vi løftet om det evige liv sammen med Gud. Gud har endegyldigt vundet over dødens magt. Jeg tror også, at vi også som mennesker kan forvente en opstandelse af en eller anden slags - i det, man kan kalde et åndeligt legeme.

Derfor er det ligegyldigt, om vi bliver brændt eller begravet, for det fysiske legeme forgår. Jeg kan jo ikke tro, at et foster, der dør, før det bliver født, eller en trafikdræbt, der er kvast til ukendelighed, opstår i det legeme, Om vi kan genkende hinanden i himlen? Jeg vil jo gerne tro det, men til den tid er det nok ligegyldigt.

Og det støre spørgsmål: Hvorfor griber Gud ikke ind over for alt det onde på jorden? Jeg ved det ikke. Af en eller anden grund, som intet menneske har fuld indsigt i, lader Gud stadig døden og synden gøre sin indflydelse. Det ser vi dagligt. Men løftet og håbet, Gud har givet os at leve på, er, at Jesu død og opstandelse er hans tegn på, at han har det sidste ord.

Der er derfor al mulig grund til at fejre påske.

Lone Møller-Hansen er generalsekretær i Baptistkirken i Danmark og fast panelist på kristendom.dk