"Jesusbarnet er Guds indtrængen i menneskets elendighed"

Troen på Jesus har en styrke, der kan bære trods menneskenes umenneskelighed over for hinanden, skriver generalsekretær i Dansk Europamission Henrik Ertner Rasmussen

”Fred på jord, fryd på jord” – sådan begynder 3. vers af den elskede julesalme ”Glade jul, dejlige jul”. Dens tyske originaltitel lyder oversat: ”Stille nat, hellige nat”.

Midt i 1. verdenskrigs rædsler tav våbnene julenat. I stedet lød ”Stille nat” og andre julesalmer hen over ingenmandsland. Soldater fra begge sider af fronten kom ud af skyttegravene og ønskede hinanden glædelig jul. De viste dermed hen til at der er en større, overordnet virkelighed som de var fælles om trods deres statslederes forskellige ambitioner i retning af magt og landområder.
 
Man kan ikke lade være med at gribes af beretningen om, hvordan soldater det ene øjeblik skyder på hinanden og måske dræber hinanden – og det næste øjeblik viser at de i bund og grund er hinandens brødre i Ham som de på begge sider vil fejre og ære samme nat. Det er en historie, som må fortælles videre fra generation til generation, ikke for nostalgiens skyld, men fordi mennesket med et praktisk eksempel trænger til at få at vide, igen og igen, at det er ansvarligt over for noget, ja én, der er større end det selv, og at håbet om ”Fred på jord” ikke kan og ikke må dø, netop på grund af barnet i krybben, som er selve årsagen til fejringen.
 
Jeg foretrækker at sige ”én” frem for ”noget”, fordi Gud vil være mere end ”noget”. Gud vil kendes som person, som far, men også som et værgeløst barn i en udsat situation i et fjendtligt miljø; som barn i en jødisk familie der må flygte fra en magtfuldkommen hersker, der i barnet aner og frygter en konkurrent til tronen.

Sådan er det sket med så mange familier både før og siden, når krige og magtkampe truer med at udslette de ydmyge og magtesløse. Sådan er det i vor tid sket for kristne fra Ninivesletten, der måtte flygte over hals og hoved til Duhok og Ankawa i irakisk Kurdistan i forbindelse med Islamisk Stats grusomme udrensninger. Sådan er det i samme forbindelse sket for titusinder af familier fra andre mindretal, for eksempel yazidier og kakaier.

Nogle af disse fordrevne besøgte jeg lige op til jul 2014. De kristne, især børnene, var travlt beskæftiget med at lave julepynt. Midt i al elendigheden og udlændigheden (ifølge gammel sprogbrug egentlig to ord med samme betydning) var de i gang med at arbejde sammen med Gud om at skabe ”fred på jord, fryd på jord.” Kristne yazidier og kakaier, der på grund af deres tro på Jesus, var blevet udstødt, kom med gaver til dem, der havde tænkt og gjort ondt mod dem, for at vise at Gud i Kristus vil skænke fryd og fred gennem forsoning.
 
Det har slået mig stort set hver gang, jeg har mødt kristne, som er forfulgt for deres tro, at de udstråler fred midt i sorgen over at have mistet deres kære.

Kirkens første martyr Stefanus, som 2. juledag er viet til i mange kirkesamfund, udstrålede også fryd og fred, da han stod over for at skulle henrettes ved stening. Rådsmedlemmerne som forhørte ham, stirrede på ham, står der i Apostlenes Gerninger kapitel 6, vers 15, ”og for dem at se var hans ansigt som en engels ansigt.”

Jesusbarnet er Guds indtrængen i menneskets historie i kød og blod, i svaghed og afhængighed, men netop i svagheden har troen på Jesus sin styrke, der kan bære trods menneskenes umenneskelighed over for hinanden. Fred på jord er fred midt i jordens ufred, fryd på jord er en fryd midt i sorgen og ulykken på jorden.

Henrik Ertner Ramussen
Generalsekretær i Dansk Europamission