"Jomfru Maria er svaret på den moderne feminists bønner"

Pension står højt på danskernes økonomiske dagsorden. Hos pensionsselskabet PFA er antallet af opkald steget med 30 procent. Privatøkonomiske rådgivere hilser udviklingen velkommen Foto: Leif Tuxen

Rødstrømpe-generationens børnebørn kan rette deres bønner mod en kvinde, der var ophøjet i kraft af sit moderskab, skriver radiovært Iben Maria Zeuthen

Et af de største paradokser ved at være mig, findes i spændingsfeltet mellem opofrelse og værdighed. Som rødstrømpegenerationens barnebarn er jeg opdraget til ikke at lade mig underkue i mere end 30-40 sekunder af gangen og det tror jeg gør sig gældende for en del af mine samtidige.

Er jeg selv en Jomfru Maria?
Parallelt begynder det at gå op for min generation af kvinder, at mandekønnet KAN knækkes, hvis man arbejder ihærdigt nok på det.

Denne indsigt, kombineret med, at vi måske endda ville kunne finde en ro i den klassiske femininitet, gør, at vi tøver med at mase os frem, på trods af vores mødrene arv. Jeg oplever magnetfeltet mellem selvhævdelse og selvopofrelse som reelt limbo.

I mit mellemnavn er jeg opkaldt efter selveste Jomfru Maria. Jeg har taget mig selv i, meget tidligt i livet, at lege med tanken om at jeg simpelthen var Jomfru Maria.

Min mor er kirkesanger og som lille var jeg ofte med hende på job. Det, mine øjne hæftede sig ved mens jeg sad med en croissant og lilledynen, var den afbildning, der var oppe ved alteret af Jomfru Maria.

For en fem-årig pige, der hvert år ville være fe, var Jomfruen bare toppen. Altid i pastelfarver og med guldkrone sad hun, blid og fin. Absolut ikke et oplagt rødstrømpe-ikon. Og dog.

Jomfru Maria er på trods af sin ydmyghed og blidhed ophøjet, tilbedt og uomtvistelig essentiel. Det ved vi alle, og Jomfru Maria har end ikke behøvet at brænde sin bh for at understrege det.

Jomfru Maria er automatisk evigt ophøjet, hendes rolle som Jesu mor placerer hende fluks i evighedernes hall of fame. Ind træder Marias 2014 år yngre medsøstre: den opdaterede udgave af den klassiske livmoderfeminist.

Moderen er berettiget til respekt
Jeg kunne nævne navne, men lader det ligge i denne omgang. Det som de er kommet for at sige er, at den ret, kvinden skal kæmpe for fremover, er retten til at opfostre sine børn selv. Retten til at sige nej til vuggestue og måske endda børnehave, retten til at vende sig imod institutionaliseringen af vores børn.

Med den afvisning følger også en ny kvinderolle. Kvinden kan, tro det eller ej, være stærk og hjemmegående på én og samme tid. Fuldkommen ligesom selveste Jomfruen, der ikke behøvede løfte en finger for at få den respekt, som hun var berettiget, ligesådan vil kvinden ikke længere være styrkefuld på trods af sit moderskab, men via sit moderskab og sin opofrelse for samme.

Og lad så ligge, at ikke alle børn er Jesusbørn. Ja, det hele er jo nemt for mig at sige, når jeg ingen børn har endnu. Men lad mig i anledning af Mariæ Bebudelse den 6. april og i anledning af, at jeg sidder midt i et glas hverdagshvidvin og skøjter rundt i et vidtløftigt tankeeksperiment, formulere noget så sjældent for min generation som et kristent budskab.

Lad mig kaste denne idé ind i det feministiske limbo: Lad os rette fokus mod ikonet i hjørnet af kalkmaleriet. Lad os bede til Jomfru Maria. Hun kunne meget vel være svaret på den moderne feminists bønner.

Iben Maria Zeuthen er journalist, vært på Radio24syv og troende.