Synspunkt

"Julebudskabet kommer det ensomme menneske til undsætning"

Længslen efter fællesskab og følgeskab i ensomheden kan dybest set kun få et sandt og sundt svar, når du ønsker at blive set, at blive kendt og at blive elsket, skriver forfatter og billedkunster Jørn Henrik Olsen. Foto: NIMA STOCK Â 2010

Akslen i kristen tro og teologi drejer sig om, at vi i vores ensomhed ikke er alene. Gud svigter og forlader ikke sit menneske, skriver forfatter, ph.d. og billedkunster Jørn Henrik Olsen

Julens budskab kommer det svækkede menneske til undsætning. Julen er Guds indbrud i vores verden og konkrete sendelse til det enkelte menneske. Julen giver mennesker et særligt svar på tiltale, også når det er vanskeligt at tro på ham. Jesus måtte gå helt ind i menneskers ensomhed og forladthed, for at de ikke skulle blive ladt alene. Derfor kan spejlingen og vurderingen af ensomhedens problem i den kristne teologi vise, at ensomheden kan opløses eller reduceres.

Det mest ultimative eksempel på ensomhedens mørke og menneskets forladthed finder vi i Jesu eget liv og gennem hans død på korset til relationernes genoprettelse. ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matthæusevangeliet kapitel 27, vers 45). Jesus måtte ind i denne forladthed, for at vi aldrig skulle blive forladt af Gud.

Derfor kan længslen efter fællesskab og følgeskab i ensomheden dybest set kun få et sandt og sundt svar, når du ønsker at blive set, at blive kendt og at blive elsket. I Bibelen ser vi, at Gud kender os, elsker os, hører vores fortvivlede råb, og at han altid er hos os. Selv når vi er alene, behøver vi ikke at være alene hele tiden, for vi kan se vores liv og vores kæmpende tro i lyset af julens salmer og tekster.

Mennesket står i fare for at forløfte sig på sit eget liv. Det giver grobund for megen ensomhed og mange skyggedannende bekymringer. Men mennesket skal ikke tilvejebringe sig selv. Intet menneske er fordømt til at være sin egen skaber eller sit eget livs ”ansvarshavende redaktør” (Kierkegaard). At være overdraget til den store ”redaktør” er i dybeste forstand livets og meningsfuldhedens forudsætning. (Matthæus kapitel 6, vers 24-34).

Vi er sat i et ubetinget ansvar for hinanden. Men vi glemmer hurtigt, at vi ikke styrer os selv. Vi mangler selvindsigt og viljestyrke til at overkomme vores egen dovenskab og ligegladhed. Der råder blot en forsvindende lille trang til at elske dem, man ikke umiddelbart interesserer sig for. Men kærligheden bygger ikke på vort vakkelvorne sindelag. Den enkeltes ansvar stadfæstes ikke gennem et flygtigt lystprincip, men det er noget, vi skal gøre for et andet menneskes skyld. Gør godt og lev for din næste! (Lukasevangeliet kapitel 10, vers 25-37).

Ensomhed er altså i høj grad også religiøst og etisk betinget, eftersom vores pligtfølelse og liv med hinanden har at gøre med forholdet til Gud, med en ægte selverkendelse og med tilgangen til kærlighed. Friheden består i at komme ud over sig selv i kærlighedens lidenskab. Dermed brydes ensomhedens problem indefra. På denne måde knytter den negative side ved ensomhed sig til et positivt resultat af samme.
 
At nå til en erkendelse af, at der i magtesløshedens og utilstrækkelighedens mørke findes en Gud, der selv har oplevet ensomhedens mørke og skamfyldte sted, er et meget hjælpsomt perspektiv. Akslen i kristen tro og teologi drejer sig om, at vi i vores ensomhed ikke er alene. Gud svigter og forlader ikke sit menneske. I den forstand gælder det, at hvis du føler dig alene, er du ikke alene (5. Mosebog kapitel 31, vers 8).

Julen kan godt rumme denne erfaring, hvor troen og tvivlen kæmper med hinanden. Modsat kan julen også give et radikalt og udfordrende svar på ensomhedens problem. Må ingen iblandt os blive så alene, at slet ingen ved det. Heldigvis findes der mange gode steder og tilbud, hvor det er tilladt at melde ud med sin ensomhed, og hvor det relationsbærende fællesskab afslører og beriger os med julebudskabet.

Jørn Henrik Olsen
Forfatter, billedkunstner, ph.d og cand.theol

Har udgivet bogen Den blå ild: Ensomhedens længsel og skønhedens smerte