Synspunkt

Da kromutter fik besøg af en fattig, højgravid pige

Lyset kom varmt og levende krybende ind ad alle sprækker og lagde sig kærtegnende om det lille mørke hoved, skriver Lisbeth Filtenborg. Foto: Colourbox.com

Hvem var den kromutter, som Josef og Maria opsøgte i herberget i Betlehem? Læs sognepræst Lisbeth Filtenborgs beskrivelse af kromutteren i Betlehem

Der var en skramlen af krus og tallerkner. Duften fra køkkenet bølgede ind i krostuen og fik gæsterne ved bordene til at løfte hovederne og vejre som sultne dyr. Mange af dem, havde rejst langt og var lettede over at være nået frem i god behold – soldater og landvejsrøvere taget i betragtning. De rejsendes pakkenelliker stod lænet op ad væggen og langs med bordben. Ind kom kromutter sejlende med fade i begge stærke arme, mens hun samtidig råbte en kommando til folkene ude i køkkenet.

Det ene fad satte hun fra sig på et langbord og folk begyndte straks at lange til fadet. Hun var berømt for sin gode mad – derfor var der så overfyldt. Rygtet var løbet i forvejen. Meget kunne man sige om Kejser Augustus og den romerske besættelsesmagt, men hans påhit øgede omsætningen i hendes kro og herberg.

Det andet fad fik et andet langbord med tilrejsende. Det var lige før, hun ikke kunne følge med.

Da hun svingede rundt, havde hun nær væltet ham. Endnu en tilrejsende, kunne hun se. Han stod lidt afventende og kom så frem med sit ærinde: Om det var muligt at få lidt husly. Kromutter slog ud med armene og trak på skuldrene. ”Se dig omkring, beklager, alt er fuldt optaget!” Han gjorde et lille kast med hovedet og løftede den ene hånd og pegede bagud mod døren, som for at vise, at han ikke var alene. Hendes øjne fulgte retningen. Derude sad hun – pigen.

Kromutter kunne ikke se hendes ansigt, men hun kunne se, at pigen var højgravid. Hun sad sunket sammen over det lille æsel og da kromutter kom nærmere, kunne hun se, hvordan sveden perlede på pigens overlæbe og hun jamrede svagt. Hun trak vejret i heftige stød. Det var tydeligt, at pigen havde veer. Tankerne fór hurtigt gennem kromutters hoved. Hun kunne ikke lægge hende ind på en sovesal med mange mennesker. Ingen ville få lukket et øje.

Blikket vandrede rundt nogle sekunder, mens hun brød sin hjerne med at finde en løsning. Egentlig var det jo ikke hendes ansvar, men når nu de var kommet til hende og ikke havde andre, så var det pludselig blevet hendes ansvar. Hulen! Ja, hulen kunne de få. Der var i al fald ro. Dyrene ville så blive tilskuere til fødslen, men det måtte blive sådan. Kromutter tog deres beskedne oppakning i øjesyn og så, at de knap ejede tæpper.

Hurtigt fik hun sendt bud efter ekstra tæpper og fik anbragt pigen og manden i hulen og gennet dyrene lidt væk fra pigen. Der var i al fald lunt i stalden, bemærkede kromutter, inden hun gik ind i krostuen til de mange gæster. I løbet af aftenen var hun ude og se til den fødende. Hen på natten, kunne hun se, at det ikke ville vare længe. Hun havde været med til flere fødsler, når jordemoderen var andetsteds, og nu gik det pludseligt stærkt, og hun måtte selv med sine brødduftende hænder tage imod den lille livsspire. Pigen fik barnet i favnen og kromutter viste hende, hvordan man skulle svøbe den nyfødte. En lille krybbe blev foret med halm og et lammeskind. Så gik hun ind for at hente en portion nærende suppe til den nybagte mor og brød.

Lyset kom varmt og levende krybende ind ad alle sprækker og lagde sig kærtegnende om det lille mørke hoved. Så hjælpeløst og dog med så stor styrke, tænkte kromutter, mens hun med hænderne i siden betragtede mor og barn.

På sin egen måde kalder barnet i medfødt tillid på hjælp – og får det. Havde jeg blot en flig af den tillid til Gud, tænkte hun.

Den lille familie rejste videre, men kromutter glemte aldrig den nat eller barnet. Gad vide, hvad der blev af ham?

Lisbeth Filtenborg
Sognepræst og foredragsholder