"Juleprædikenen kræver grundighed"

Hvad betyder julens budskab for os i dag? Hvad er grundtonen i Juleevangeliet? Det er det, det handler om at få udtrykt juleaften, skriver sognepræst Edith Østergaard

Juleaften er bedre end sit rygte og er en dejlig aften at prædike. Det sker overraskende tit, at folk fortæller mig om den juleprædiken, de hørte juleaften der eller der. Juleprædikenen er derfor en helt afgørende del af julegudstjenesten.

Det er dejligt med en fuld kirke og en menighed, der lytter mere opmærksomt, end vi umiddelbart tror. Ligesom det er dejligt med fælles og højlydt salmesang.

Det tager lang tid at forberede en juleprædiken
En juleprædiken er ikke en prædiken, der først arbejdes med aftenen før juleaften. Det kan godt være, at juleprædikenen først bliver skrevet aftenen før juleaften, men det betyder ikke, at den ikke har været i ens tanker i længere tid.

Lang tid før juleprædiken bliver skrevet, er der blevet indsamlet idéer til den. Øjne og ører har været åbne for at finde et godt udgangspunkt for juleprædikenen; hvad sker der rundt om i verden? Hvad tales der om for tiden? Hvad står der i aviserne? Er der et budskab i årets julekalendere, som der kan tages udgangspunkt i? Har jeg læst noget, der kunne være godt at genfortælle Juleaften? Har jeg set en film, som jeg kan inddrage i juleprædikenen?

Inspiration til juleprædikenen bliver samlet sammen over lang tid, inden prædikenen bliver skrevet. Juleaften er en svær aften at prædike, og det er det af flere grunde.

Juleaften er både en familiebegivenhed og en verdensbegivenhed
For det første er julegudstjenesten en sammensmeltning af to forskellige begivenheder. Juleaften er dels en familiebegivenhed, idet vi er sammen med dem, der står os nær og giver vores liv betydning, og dels en verdensbegivenhed.

Selvfølgelig er det verdensbegivenheden, Jesu Kristi fødsel, der skal prædikes over, men det, at julen også er en familiebegivenhed, må ikke overses. Hermed mener jeg, at der i prædikenen også skal tages højde for, at julen er en familiebegivenhed.

For det andet er det vigtigt at erkende som præst, at det nu engang er sådan, at det, som præsten siger, ikke altid er det, som menigheden hører. Det betyder, at man som prædikant altid må have i tankerne, hvem menigheden er. Præsten må tage højde for, hvordan det, som siges, bliver hørt. Det er lettere at gøre til almindelige gudstjenester, når man nogenlunde ved, hvem der er menighed, men det kan man ikke helt vide juleaften.

Julebudskabet vækker vores glæde
For det tredje må juleprædikenen, som det gælder for alle prædikener, tolke den verdensbegivenhed, der indtraf, da Jesus Kristus blev født, ind i vores tid her og nu ind i vores liv.

Hvad betyder julens budskab for os i dag? Hvad er grundtonen i Juleevangeliet? Det er det, det handler om at få udtrykt juleaften.

Julenat siger englene til hyrderne:

"Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren!" (Lukas kap. 2; 10)

Julenat vil nedtone vores frygt og vække vores glæde.

Budskabet er vigtigere end formen
Og så må endelig en sidste ting med, som ikke kun gælder juleprædikenen, men alle prædikener. Præsten skal og må virkelig mene det, han eller hun siger.

Der skal være ægthed og lidenskab over prædikenen. Det betyder, at selvom der skal tages hensyn til modtager og de forskellige forventninger, som menigheden har juleaften, så skal det stadig være det, som præsten har på hjerte, der kommer til udtryk. Form er vigtig, men formen må ikke være vigtigere end budskabet.

Man bør overveje, hvem man vil være ydmyg over for
Juleaften 2011 synes jeg, at det vil være naturligt at komme ind på den krisestemning, som præger vores privilegerede overskudssamfund.

Grundstemningen i juleevangeliet er fred. Fred på trods af den kaotiske situation, som den lille familie, Maria, Josef og barnet, befinder sig i.

Hvordan finder vi sådan en fred på trods af den stadige tale om økonomisk krise, som fylder så meget i og omkring os?

Til at illustrere dette vil jeg give et enkelt billede. I Fødselskirken i Betlehem (den store kirke, der er rejst over det sted, hvor traditionen siger, at Jesus blev født) er der kun en lille dør.

En dør, der er så lille, at man må bøje hovedet for at komme ind i den, og et bøjet hoved er som bekendt tegn på ydmyghed og ærbødighed.

Nationalbanken i København er også en stor bygning, men i denne store bygning er der også kun en lille indgangsdør. Her skal man måske ikke ligefrem bøje hovedet, men alligevel.

At sætte de to steder op over for hinanden er ret tankevækkende. Hvad vælger vi at bøje os for og være ydmyge overfor? Livet eller pengene?

Edith Østergaard
Sognepræst i Ravnsbjergkirken i Aarhus