"Julesalmer er mere end blot smukke vers"

Sødmen i julens salmer er hverken sirupssmørelse eller overflodssamfundets dårlige samvittigheds årlige gaveregn; men at se den julegave skøn: Guds egen elskelige Søn!" skriver adjungeret professor Jørgen Kjærgaard 

For selv den mest forbenede ateist vil der være ét fænomen udover nisser og granduft der er ensbetydende med jul, nemlig julens sange og salmer. Julesangene er, med få undtagelser, kommercielle stemningsmalerier; julesalmerne ja, hvad er de?

Er julesalmer blot idylliske postkortmotiver?

Salmedigteren K.L. Aastrup gik til frontalangreb på især Ingemanns julesalmer: ... den væsentlige Fejl ved en Salme af Ingemann (som ved et stykke alm. dansk Teologi) er i Reglen den, at den giver gale Allusioner. `Du fattige Spurv, flyv ned fra Tag med Duen til Julegilde´ - muligvis har det været Ingemanns hensigt at forkynde Evangelium; Ordenes Indhold er da ogsaa Evangeliet, og noget finere poetisk Udtryk kunde det i og for sig ikke have faaet; men det er sagt saadan, at Mindelsen, det giver, er Borgerskabets Julevelgørenhed og Avisernes Julesmørelse. Og det kan ikke et noksaa godt Indhold, endsige en noksaa fin Poesi bøde paa. `Er Kruset af Ler og Kagen tør, - deri sig Engle finde´ - det er derimod ikke til at tage fejl af. (Tidehverv, maj 1946).

Ingemanns "Julen har bragt velsignet bud" (DDS, 119) blev trykt første gang i 1840. At de billeder, den bruger, siden blev korrumperede af bladenes sentimentale julefortællinger hundrede år senere, kan vel næppe lægges Ingemann til last.

Spørgsmålet er snarere, om Ingemanns salme fortsat er et gyldigt udtryk for, hvad der bør synges i den kristne menighed, når den fejrer Kristi fødsel.

Dybest set handler det om, hvorvidt julens evangelium er et postkortmotiv af det yndige Jesusbarn i den romantiske stald og krybbe, som i utallige variationer er kommet på mode i julekrybber både til salg og til skue netop på grund af motivets eksotiske idyl.

Engle må finde sig i tørt brød og skårede lerkrus

Man har bekvemt glemt, at da Frans af Assissi opstillede den første julekrybbe i sit lille kapel, var det for at minde verden om, at Gud altså valgte at komme til verden i det fattigste, mest foragtede og oversete. Hvis den originale lugt hang ved, var der næppe helt det samme salg i de populære julekrybber.

I den forstand har Aastrup ret: Julen handler først og sidst om, at selv engle må finde sig i tørt brød og skårede lerkrus. Og det gør de så. Igen og igen også i år. Og det er just det fine ved det. Derfor begynder Grundtvig sin julesalme med netop det ord: "Velkommen igen, Guds engle små." (DDS, 99).

Og der skal faktisk tænkes efter, for at forklare, hvorfor han skriver "igen." De fleste synger glat henover det, og tænker højst på englene, der kom til hyrderne uden for Betlehem med den glade besked om Frelserens fødsel.

Men det er altså ikke dem, Grundtvig har i tankerne. I vers 2 beder han englene om ikke at bære julen ud en gammel vending, der sigter til, at man ikke måtte afslå at nyde af højtidsmaden, når man blev budt; og i næste vers minder han englene om, at de jo har gæstet en hytte før. Men englene i Juleevangeliet hos Lukas blev ikke beværtet af hyrderne og de gik ikke med til stalden i Bethlehem; så dem kan det altså ikke være.

Hvor i Bibelen skal vi da hen for at finde et englebesøg, hvor man både blev budt indenfor og på mad og drikke? Såmænd til fortællingen om besøget hos Abraham (1 Mosebog kap. 18).

Der, hvor der også blev forkyndt fødslen af en søn, som faderen senere måtte ofre akkurat som Gud Fader måtte ofre det barn, som blev født julenat.

I historien om Abraham gik nåde for ret, og Abraham fik sønnen tilbage. I historien om Jesus måtte Gud Fader ofre sin eneste menneskesøn, for at nåden kunne blive for alle.

Akkurat den frelseshistorie er det, som intoneres i salmens allerførste linje.

"Søde" julesalmer er mere end blot sukret idyl

En julesalme skal ikke bedømmes på sine smukke vers eller skønheden i dens poesi men om den giver mulighed for, at vi kan synge os ind i den historie, hvor Gud sænker sin himmel helt ned i det mest almindelige i vor jordiske virkelighed: at et barn kommer til verden, sådan som det skete for os alle. Og at deri er Guds frelse, uanset om kagen er tør.

SalmenI denne søde juletid er hverken Ingemanns eller Grundtvigs, men Brorsons (Salmebogen nr. 109) for hvem ordet sød betød noget ganske andet end en sukret idyl.

Brorson brugte nemlig sød ligesom i den oprindelige betydning af sødmælk; altså den sunde og friske i modsætning til den, der er løbet sur, og er ved at fordærves.

Sødmen i julens salmer er derfor egentlig mest af alt brorsonsk. For julens sødme er hverken sirupssmørelse eller overflodssamfundets dårlige samvittigheds årlige gaveregn; men måske gennem en salmelinje at se den julegave skøn: Guds egen elskelige Søn! (DDS, 95).

Jørgen Kjærgaard er adjungeret professor, stiftskonsulent og panelist på religion.dk