Kan man tilgive terrorister?

Fredagens terrorangreb i Paris vækker mange stærke følelser og svære spørgsmål. Et af dem er spørgsmålet om tilgivelse, skriver sognepræst Flemming Bak Poulsen

”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.”

Ordene stammer som bekendt fra Jesus, og på samme måde taler han også om, at vi skal tilgive mennesker, ligesom Gud har tilgivet os.

Så er tingene da sat på spidsen: Kan man tilgive terrorister? Kan jeg elske min fjende, når han skyder mit barn?

Afradikalisering 

Man får lyst til at afradikalisere Jesus. Hans bud om kærlighed må gælde nogle andre fjender, som ikke slår ihjel. Vi skal vel kun tilgive der, hvor det er rimeligt?

Men det holder ikke rigtigt at devaluere Jesu ord. Der er noget større, stærkere, dybere på spil. Der er noget paradoksalt over selve tanken om tilgivelse, som blandt andre teolog og filosof K.E. Løgstrup har sat ord på. Ifølge ham kan der nemlig kun ”være tale om tilgivelse, hvor der er begået såkaldt ’utilgivelige ting’. For kun de såkaldt ’utilgivelige ting’ bryder forholdet – og tilgivelse betyder netop at genoprette et brudt forhold".

Det er kun i mødet med det, der er umuligt at tilgive, at der egentlig er brug for tilgivelse. Det tilgivelige kan vi sagtens undskylde, bære over med eller se stort på. Det kan vi ikke med det utilgivelige.

Tilgivelsen findes 

Det mærkelige er, at tilgivelsen af det utilgivelige findes. Igen og igen står mennesker frem og siger, at de har tilgivet det helt urimelige. En utro ægtefælle, faderens morder, torturbødlen – for bare at tage nogle eksempler fra det seneste nummer af DSB’s magasin Ud & Se. Eksemplerne er utallige, og man spørger sig selv, hvor tilgivelsen kommer fra. Det er, som om selv den mest utilgivelige handling i praksis bliver tilgivet – ikke altid og af alle, men af nogle.

Der findes næppe to ens tilgivelseshistorier. For nogle kommer tilgivelsen efter en årelang kamp med sig selv, for andre er tilgivelsen overraskende, den dukker pludselig op bagfra. Nogle vil tilgive, men kan ikke. Andre kunne måske godt tilgive, men vil ikke.

Had og tilgivelse 

Tilgivelse kan aldrig trækkes ned over hovedet på nogen, hverken mig selv eller andre. En "tilgivelse", jeg ikke har mig selv med i, gavner hverken mig selv eller andre. Derfor kan det være en vigtig del af tilgivelsen at sige: ”Jeg hader dig!” eller ”Det her tilgiver jeg aldrig!”. Der er en tid til at hade.

Den danske filosof Thomas Brudholm har peget på, hvor vigtig vreden og hadet er. Han hævder, at nogle apartheidofre i Sydafrika ikke fik plads til vreden i deres møde med forsoningskommissionen. Enkeltmennesker kom i klemme under den store vision om national forsoning.

Efter terrorangrebene i Paris i fredags er det med rette blevet betonet, at vi ikke skal give efter for frygten og de mørke værdier, terroristerne forsøger at sprede. Det bedste svar, vi kan give, er at fortsætte livet, som vi plejer. Det er sandt, men det er måske også en sandhed, ofrene kan blive mast under. Hvordan undgå frygt og had, når min datter er dræbt? Hvordan leve videre, som om intet var hændt, når alt er forandret?

Hvad er tilgivelse? 

Dermed er vi på en måde tilbage ved Jesu ord om kærlighed og tilgivelse. Kan man holde fast i de værdier, når den brutale ondskab sætter et stort spørgsmålstegn ved dem?

Kærligheden glæder sig ikke over uretten – heller ikke fjendekærligheden. Tilgivelse er ikke at gøre det onde godt eller acceptabelt. Tilgivelse er heller ikke at lade være at svare på ondskaben eller lukke øjnene for terrorisme.

Men samtidig har Desmond Tutu ret: Der er ingen fremtid uden tilgivelse. Hvis ikke tilgivelsen findes, er vi i mørkets vold – prisgivet voldsspiralen.

Når jeg ikke kan finde tilgivelsen hos mig selv, må jeg håbe på, den er hos Gud.

Flemming Bak Poulsen er ungdomspræst, foredragsholder og forfatter til bogen "Tilgivelse er ikke for tøsedrenge".