Kan man vaccinere mod kristendom?

Smittende kristendom er ikke afhængig af en kirkeretning, men af enkeltpersoner som lader sig gribe af troen på Jesus, så det spredes. Men den kan bremses. En ”vaccination”, hvor man påfører en svækket variant af kristendommen ser ud til at virke, skriver pressemedarbejder Michael Bobjerg

Kigger man på kristendommens udbredelse fra den spæde start efter Jesu opstandelse, kan den sammenlignes med en infektionssygdom. Påskens budskab om, at Jesus med sin død blev straffet i stedet for os, at vi kan blive tilgivet, og at han vandt over døden for at give os evigt liv, spredte sig som en steppebrand.

Ny Testamente fortæller historien om, hvordan enkeltpersoner lod sig overbevise af et meget klart budskab og de medfølgende helbredelser og mirakler. De ”vendte om”, lod sig døbe og blev fyldt med Helligånden. Herefter spredte troen sig fra person til person over bygrænser og landegrænser.

De religiøse myndigheder forsøgte at bekæmpe efterfølgerne af Jesus med chikane, trusler og vold. Men det fik den totalt modsatte effekt. Yderligere spredning.

Havde det været i vor tid, ville myndighederne have gjort alt for at finde en vaccine, som man for eksempel har mod mæslinger. På grund af et omfattende vaccinationsprogram er antallet af udbrud i Vesteuropa faldet så meget, at sundhedsforskere indtil for nylig var klar til at kalde mæslinger et afsluttet kapitel.

Læs også: Flere kristne vil blive forfulgt i Danmark

Vaccination foregår ifølge Wikipedia ved, at man tager ”et sygdomsfremkaldende stof eller en mikroorganisme, der er svækket eller død, og påfører den på en anden organisme, der derefter udvikler immunitet i større eller mindre grad”.

Hvis man følger myndighedernes anvisning, vil man godt kunne blive smittet, men med stor sandsynlighed vil sygdommen ikke sprede sig. Hvis sygdommen ikke kan sprede sig, vil den uddø.

Kristendommen er en trosretning, som kun overlever, hvis den spredes. Den er i sin grundtanke bygget op om, at et menneske personligt bliver overbevist og med begejstring fortæller sin overbevisning videre. Det er hele essensen af Jesu vigtige sidste ord til disciplene, kendt som missionsbefalingen (Matthæusevangeliet kapitel 28 vers 18-20). Det er det, der i øjeblikket sker i Asien og Sydamerika, hvor kristendommen er i enorm vækst.

Læs også: Er dansk protestantisme på tilbagetog?

Det er ikke traditionelle kirkelige institutioner, der oplever medlemstilgang, men karismatiske vækkelsesbevægelser, der har klare budskaber, oplever mirakler og i det hele taget er tæt på en praksis af den form for kristendom, der præsenteres i Ny Testamente.

Kristendommen i Vesteuropa befinder sig i en helt anden virkelighed. Hvor kirkerne i vækst har klare kristne budskaber med rod i bibelsk forkyndelse, opstår der hos os igen og igen sager, hvor præster og biskopper skaber usikkerhed om helt essentielle budskaber som opstandelsen, helvede, synd og dommedag.

I et velment ønske om at tilpasse det kristne budskab til vores verden, degraderer man bibelske øjenvidneberetninger om Jesu fysiske død og opstandelse til eventyr, og man bortforklarer miraklerne. I stedet burde man fremme den missionale gennemslagskraft i det enkelte menneske, der lader sig overbevise.

Hvor Jesus udfordrer til en barnlig tilgang til troen, bliver den af nogle gjort til en filosofisk raketvidenskab, der skal være logisk forklaret, hvis vi skal kunne forholde os til den. Af andre bliver budskabet til en kærlig light-version, der ligger langt fra den smitsomme livsforvandlende kraft, som tiltrækker nye troende.

Det er måske en af årsagerne til, at medlemstallene i de traditionelle kirkeretninger, herunder Folkekirken, er faldende. Man har i stor udstrækning lænet sig tilbage og forventet, at medlemmer kommer ind i kirken ved, at forældre vælger at lade deres børn døbe. Det viser sig bare ikke at være nok.

Dr.dk bragte den 23. marts nyheden om, at ”Danske forældre dropper dåben”. Her fortæller teolog Karen Marie Sø Leth-Nielsen, at den overordnede grund til, børn ikke bliver døbt, er, at forældre mener, børn skal vælge selv. Konklusionen er, at individualismen og det personlige valg er skurken, og nu må kirken tage sig sammen og få flere børn døbt.

Spørgsmålet er, om det er kirken eller disse forældre, som handler naturligt? Læser man Ny Testamentes beretninger om, hvorfor folk lod sig døbe, er det kun det personlige valg, der er gældende. Mennesker, som havde valgt at tro på budskabet om Jesus, valgte på den baggrund at blive døbt.

Barnedåben blev indført som standard langt senere, primært da kristendommen blev gjort til en statsreligion omkring det 3. århundrede. Et argument var, at det på den måde var lettere at fastholde nationen i en homogen enhed. Indtil enevældets fald var det forbudt at udbrede andre dåbssyn i Danmark.

Læs også: Er kristen mission uetisk?

Da Baptistkirken i sin spæde start i 1839 døbte 11 medlemmer i en sø ved København, blev lederen fængslet og udøbte børn blev tvangsdøbt. Voksendåb blev dog tilladt igen med Grundlovens paragraffer om religionsfrihed.

Det er tankevækkende, at det i dag er dåben, hvor man døbes efter at være kommet til tro, som blandt andet også udføres i pinsebevægelsen og andre frikirker, der er det mest udbredte dåbssyn blandt protestantiske kirker på verdensplan – og det er disse kirker, der vokser mest.
 
Smittende kristendom, som den præsenteres i Bibelen, er ikke afhængig af en kirkeretning, men af enkeltpersoner som lader sig gribe af troen på Jesus, så det spredes. Denne spredning kan sagtens bremses. En ”vaccination”, hvor man påfører en svækket variant af kristendommen ser ud til at virke.

Men det behøver ikke være enden på den kristne tro i Vesteuropa. Så længe, der er mennesker, som får et personligt møde med Jesus, vælger at følge ham og deler troen med andre, er der håb.

Michael Bobjerg er pressemedarbejder ved Frikirkenet og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.