Katolik: Vi lever i et tæt fællesskab med de døde

Vi tror på, at helgenerne sammen med englene lever i Himlens herlighed i "den triumferende Kirke," mens vi andre endnu er pilgrimme på jorden, skriver den katolske forfatter Kirsten Kjærulff Foto: Privat

"Til allehelgen beder vi for de afdøde, og vi beder dem gå i forbøn for os. Vi er ét levende, bedende fællesskab af levende og døde, engle og helgener," skriver den katolske forfatter Kirsten Kjærulff

Til allehelgenssøndag går vi efter højmessen i kirken en tur på kirkegården. Hele menigheden med præsten og messedrengene i spidsen. Vi går rundt fra grav til grav, vi beder rosenkransen, vi sætter lys og blomster, og præsten bestænker gravene med vievand.

Vi er de helliges samfund
Vi beder for de afdøde, og vi beder dem gå i forbøn for os. Vi er ét levende, bedende fællesskab af levende og døde, engle og helgener.

Vi er "de helliges samfund," som vi siger i trosbekendelsen. Alle kristne er gennem dåben blevet lemmer på Kristi Mystiske Legeme, Kirken, men der er ikke kun tale om et fællesskab her på jorden. Kirken er hellig. Den overskrider tid og rum. Den omfatter også helgenerne og alle andre afdøde, der allerede er hos Gud.

Vi tror på, at helgenerne sammen med englene lever i Himlens herlighed i "den triumferende Kirke," mens vi andre endnu er pilgrimme på jorden i "den stridende Kirke" eller renses i skærsilden i "den lidende Kirke."

Alle tre grupper er ét legeme i Kristus i Hans levende, hellige Kirke, Kristi mystiske Legeme.

De døde lever hos Gud
Som katolikker nøjes vi derfor ikke med at mindes de døde, for det er jo kun deres legemer, som er døde. Vi tror på, at de dødes sjæle lever hos Gud, mens de venter på, at de i opstandelsen skal genforenes med deres fysiske legemer i "kødets opstandelse og det evige liv."

De sjæle, som allerede er i Himlen hos Gud, kalder vi helgener. Det er jo ikke kun de mennesker, som officielt er blevet helgenkåret, som lever hos Gud. Der findes utallige ukendte helgener, jævne almindelige mennesker, som har levet et liv i Kristi efterfølgelse.

Bernhard af Clairvaux, som levede for otte hundrede år siden, og som selv er en af de store, kendte helgener, sagde, at det at blive en helgen, er et kald til alle:

En helgen er "kendt for at være god og velgørende, han lever som et menneske blandt mennesker, beholder ikke noget for sig selv, men anvender alt sit for det fælles bedste; han anser sig selv for at være alles skyldner, både vens og fjendes, både den kloges og den mindre kloges. Et sådant menneske, som helt igennem er ydmygt og som gør godt mod alle, er elsket af Gud og mennesker."

Vi lever virkelig i et tæt fællesskab med de døde, for de som allerede er i Himlen, de beder for os og er forbilleder for os, mens vi her på jorden går i forbøn for de sjæle, som endnu ikke er så rene af hjertet, at de kan tåle at se Gud ansigt til ansigt.

Kun Gud ved, om vore døde er lykkelige hos Ham i Himlen, eller om de endnu er i den tilstand, hvor de lider i en usigelig smerte af længsel efter Gud(Skærsilden). Derfor går vi på kirkegården allehelgensdag og beder ved de dødes grave, beder om, at Gud vil tilgive dem deres synder og lad dem komme ind til den evige hvile, den evige lykke og det evige lys. Herre, giv dem den evige hvile, og lad det evige lys lyse for dem. De hvile i fred. Sådan lyder bønnen.

Helgenerne er vore forbilleder
Allehelgen er også en højtid, hvor man i særlig grad bliver mindet om, at vi alle er kaldede til at være hellige. Jesus siger selv:

"I skal være hellige, ligesom min Fader er hellig."

Hans disciple vidste det godt. Derfor fulgte de efter Ham og prøvede at leve på den måde, Jesus gjorde. Derfor er de helgener.

Men også efter Bibelens tid har der været mange helgener: Mennesker, som lever, som Jesus har lært os: De elsker Gud af hele deres hjerte og hele deres sind og hele deres styrke og elsker andre mennesker, ligesom Gud elsker hver eneste af os.

Hellighed er ikke noget, man kan opnå ved egne anstrengelser alene, man kan kun gøre det ved hjælp af den guddommelige nåde. Helgenerne er dem, som modtager og samarbejder med nåden mere helhjertet, mere uselvisk og mere heroisk end andre, indtil de kommer til at ligne Kristus, eller som Paulus siger:

"Jeg lever, dog ikke jeg, men Kristus lever i mig".

Der har levet utallige helgener, og de er alle forskellige. Det er den store hvide flok i Himlen, mænd og kvinder fra alle sociale lag, fra konger og dronninger til bønder, fra forretningsfolk og håndværkere til gadens tiggere, fra paver, biskopper og præster til de mest enfoldige munke eller nonner.

Det betyder, at vi alle kan finde et forbillede, der lige passer til vores egen livssituation, og som vi kan få hjælp og støtte af på vores egen vej i Kristi efterfølgelse, på vejen mod hellighed. Derfor er allehelgen også festen, hvor vi beder om helgenernes forbøn og måske i særlig grad mediterer over den helgens liv, som vi har valgt som vort personlige forbillede.

Kirsten Kjærulff er cand.mag, forfatter og panelist på religion.dk