Sammenhold og risiko for snestorm styrer Grønlands katolske menighed

På Grønland har de, ligesom os i Danmark, et ottende sakramente, nemlig kirkekaffen; fællesskabet efter gudstjenesten. Vi har delt brødet og vinen ved Herrens bord, og nu kommer vi sammen for at dele livet og maden, skriver katolsk diakon Kaare Nielsen efter et besøg i den katolske menighed på Grønland. Foto: Kaare Nielsen.

I et varmt fællesskab mellem is, sne og bjerge lever den katolske kirke på bedste velgående i Grønland. Og selvom menigheden i Nuuk ligner en katolsk menighed i Danmark, er der en verden til forskel, skriver katolsk diakon Kaare Nielsen

De sidste to år har jeg haft den glæde at afløse sognepræsten på Grønland i nogle uger. Menigheden på verdens største ø er enestående. Den er ikke stor, men meget international, hvis der ses på antallet af dem, der kommer og står i kartoteket. Geografisk er menigheden imidlertid enorm.

Den katolske kirke har kun én menighed på Grønland, og den ligger i Nuuk. Den anden katolske menighed, på Thule Basen, hører ind under det amerikanske militær. Mellem disse menigheder strækker sig flere tusinde kilometer is, sne og bjerge.

Vores menighed i Nuuk tæller små 100 medlemmer, hvoraf nogle er grønlændere, nogle er danskere, og så er der rigtig mange, som har fundet vej til den fra andre lande, fordi de arbejder eller har bosat sig på Grønland. Nogle har fundet kærligheden til landet og andre også deres livs kærlighed i den arktiske sne. For menigheden i Nuuk er det en gave med alle dem, der er kommet langvejsfra: Filippinerne, Frankrig, Belgien, Spanien, Polen, Canada, etcetera. Denne dejlige flok afspejler, som altid her i Norden, den katolske kirkes mangfoldighed.

Rødderne helt tilbage til 1960
Menigheden blev grundlagt i 60’erne af amerikanske præster, der tilhørte Oblatfædrenes orden. De varetog sjælesorgen frem til 2005.

På det ydre er der ikke ret megen forskel mellem en katolsk menighed i Danmark og menigheden i Nuuk. Men der er en verden til forskel alligevel. I Danmark er det nemt at komme rundt. Vi tager bil, offentlig transport eller cykel, og det er ikke et problem for en sognepræst at komme forholdsvis hurtigt ud til sine sognebørn. Det er anderledes på Grønland.

Naturligvis er det muligt at besøge katolikkerne, der lever i Nuuk, og der er det også ofte muligt at gå rundt. Men hvis man skal ud af byen, så kan man ikke bare køre, for der findes ingen asfalterede veje mellem de forskellige bygder. Det er ikke let at komme frem. De første præster, Oblatfædrene, sejlede derfor i begyndelsen med en båd, når de besøgte katolikker, som levede i de afsidesliggende bygder, og de tog fly for at fejre messe der, hvor det var for langt at sejle hen.

En anden afgørende faktor, der altid spiller ind, når man taler om Grønland, er vejret. Første gang jeg var på Grønland, studsede jeg lidt over, at folk ofte sagde: ”Vi ses næste søndag, måske”.

Naturligvis tænkte jeg, at de endnu ikke var sikre på, om de ville komme til søndagsgudstjeneste. Men dette ”måske” er menneskers forbehold for vejret. Vejret kan hurtig slå om og dermed sætte en stopper for aftalen.

Tiderne har ikke ændret sig. Hvis præsten skal rundt og besøge menigheden, skal det foregå med båd, hvilket kræver godt kendskab til farvandet og til de isbjerge, der i foråret river sig løs længere nordpå og majestætisk kommer sejlende forbi.

Men de seneste præster har ikke haft en båd, og det betyder, at det ikke er muligt at komme ud og holde gudstjenester udenfor Nuuk. Det er beklageligt, også fordi der med minearbejderne kommer flere og flere fremmedarbejdere til Grønland, og mange af dem er af katolsk herkomst. For dem ville et aktivt menighedsliv også skabe genkendelighed og et stykke ”heimat” (hjem, red.).

Den katolske Kirke i Nuuk
Hvordan er menigheden så i Nuuk? Oprigtigt talt, så er den dejlig; den er levende og fyldt med lattermilde og smilende mennesker, der prøver at holde sammen. De fysiske rammer, det vil sige kirken, sognegården og menighedslokalerne, trænger til en kærlig hånd, for der er i lang tid ikke blevet gjort noget ved dem. Lige nu arbejdes der hårdt på at fremskaffe de midler, der er behov for, for at sætte alt i stand og isolere bygningerne sådan, at det svarer til miljøkravene i arktiske områder.

Selvom det er en fysisk lille menighed, så fejres der to gudstjenester om søndagen; den ene på dansk om formiddagen og den anden på engelsk om eftermiddagen, og jævnligt bliver de lagt sammen til en fælles gudstjeneste med et mix af sprog.

Det ottende sakramente
På Grønland har de, ligesom os i Danmark, et ottende sakramente, nemlig kirkekaffen; fællesskabet efter gudstjenesten. Vi har delt brødet og vinen ved Herrens bord, og nu kommer vi sammen for at dele livet og maden.

For en menighed, som er sådan en lille enhed, er det vigtigt at dele livet sammen. Kirken er jo netop også et fællesskab, ikke bare et åndeligt, men også et livsfællesskab – både med hinanden og med den Opstandne Jesus. Uden at overdrive, så nyder katolikkerne hinandens selskab, og der er næsten 100 procent tilslutning til kirkekaffen og samværet efter gudstjenesten.

Herhjemme i Danmark er min tjeneste i kirken både at stå for den ydre mission i verden og den nye evangelisering her i landet. Af den grund kan jeg slet ikke lade være med straks at tænke i de baner, når jeg er på Grønland.

Hvad kunne man gøre for at nå ud over menigheden? Hvordan kan vi nå mennesker uden for menigheden, der søger, og som har brug for en mening med deres liv, eller som er blevet betaget af Jesu ansigt? Hvordan kan vi forkynde evangeliet på en god måde?

Hvad er vigtigt, når man vil nå ud til den grønlandske menighed?
Derfor stillede jeg forskellige mennesker det samme spørgsmål: Hvad kendetegner en grønlænder? Hvad er vigtigt, hvis man vil nå dem?

Svarene var forskellige. Men alle pegede på, at grønlænderne har en stor ydmyghed og beskedenhed.

Søster Agnes fra den katolske orden Jesu Små Søstre, som har arbejdet på sygehuset i Nuuk i mange år, understreger:

”Du skal ikke komme, forklare og tale, som om du ved alt og kan alt. Grønlænderne ser mere på det, du gør, end det du siger. Hvis de oplever, at der er sammenhæng, mellem det du siger, og det du gør, så ”køber” de dig, ellers ikke. Så kan du være nok så dygtig.”

Det fik mig straks til at tænke på Frans af Assisi, som sendte sine brødre ud med disse ord: ”Forkynd evangeliet, og hvis det er nødvendigt, så må I bruge ord”.

”Grønlændere er meget åbne for det åndelige,” sagde en politikommissær, som kommer i menigheden og er opvokset i Nuuk. ”Vi behøver ikke en forklaring på alt og kan godt lade ting stå.”

Det er skønt i betragtning af, at vi så ofte i kirken tror, at vi skal forklare og sætte ord på alt. Dybest set kan vi det jo ikke. For Gud kan vi ikke rumme med vores ord, han skal erfares. Lidt som ord ikke kan rumme den smukke natur i Grønland, den skal opleves.

Kaare Nielsen er katolsk diakon.

Hvordan er menigheden så i Nuuk? Oprigtigt talt, så er den dejlig; den er levende og fyldt med lattermilde og smilende mennesker, der prøver at holde sammen, skriver katolsk diakon Kaare Nielsen. Fotoet viser den katolske menigheds kirke i Nuuk. Foto: Kaare Nielsen
Gud kan vi ikke rumme med vores ord, han skal erfares. Lidt som ord ikke kan rumme den smukke natur i Grønland, den skal opleves, skriver katolsk diakon Kaare Nielsen. Foto: Kaare Nielsen
De første præster, Oblatfædrene, sejlede derfor i begyndelsen med en båd, når de besøgte katolikker, som levede i de afsidesliggende bygder, og de tog fly for at fejre messe der, hvor det var for langt at sejle hen, forklarer katolsk diakon Kaare Nielsen. Foto: Kaare Nielsen