Katolsk præst: Pave Frans mener det samme som sin forgænger

På sociale medier, på blogs og til kirkekaffen efter messen hører man flere og flere bekymrede katolikker, der står uforstående over for nogle af de udtalelser pave Frans kommer med. Er han ved at gøre op med Kirkens lære for at tilpasse sig vor tids ånd? Hvor vil han bevæge Kirken hen? Andre katolikker jubler over den nye pave, og ser ham som den Den katolske Kirkes redningsmand. Hvad skal man mene om pave Frans? Pastor Daniel Nørgaard forsøger her at tegne et billede af Roms nye biskop

Pave Frans har taget verden med storm. Aldrig er så mange mennesker mødt op til en paves generalaudienser om onsdagen og til hans middagsbøn om søndagen. Medierne følger hans færden og ord med større opmærksomhed end de fulgte hans forgængere, og salget af plakater og kalendere med fotos af paven er blevet en indbringende forretning for mange af Roms gadesælgere.

Der er ingen tvivl om, at pave Frans er meget populær blandt både katolikker og ikke-katolikker (og i særdeleshed blandt gadesælgere!). Det skyldes blandt andet hans enkle og ligefremme stil, hans krav om at Kirken skal være mere tro mod Evangeliets idealer og hans budskab om at Kirken skal være der for samfundets svage.

En letkøbt popularitet?
Men især det faktum, at pave Frans næsten ikke har udtalt sig om de upopulære katolske holdninger omkring prævention, abort og homoseksuelle ægteskaber, har blandt mange katolikker og ikke-katolikker vakt det håb, at Den katolske Kirke endelig er ved at skifte holdning på disse områder. Mange medier har derfor fremstillet ham som en modsætning til sin forgænger, Benedikt XVI.

Historien, de ønsker at formidle, er, at en pave ude af trit med virkeligheden er blevet afløst af en pave med forståelse for menneskets problemer anno 2013. Som jeg ser det, skyldes pave Frans' popularitet for en stor del mediernes velvilje, som har skabt myten om en helt, der har afløst en skurk, men denne velvilje kan jo forsvinde når som helst.

Et voksende antal katolikker fra den mere konservative del af kirken ser nu med skepsis på pave Frans' let købte popularitet. Er det pavens opgave at være populær? Passer det ikke en pave bedre at blive forhånet og forfulgt, hvilket jo var Jesu løfte over for dem, der ville følge ham (jf. Matt 5,11)? Er paven ikke først og fremmest forpligtet til at forsvare de sandheder, som hans kirke altid har forkyndt?

Det er mit indtryk, at både det store flertal, der lovpriser paven for hans brud med Kirkens gammeldags holdninger, og de konservative katolikker, der beklager sig over pavens svigtende opbakning til Kirkens lære, har forstået pave Frans lige dårligt. Det, der har forvirret mange, og som reelt er et brud med det, vi har været vant til, er hans stil. En stil, der bærer meget præg af hans baggrund som jesuit.

LÆS OGSÅ: 10 kontroversielle udsagn fra pave Frans

Kilder til at lære paven at kende
Uden at foregive at jeg kender pave Frans' tanker ned i mindste detalje, så vil jeg dog påstå, at jeg har to ting, der skal til for at forstå ham bedre end flertallet: 1) et kendskab til evangelierne og til katolsk tro og tradition, 2) at have læst hans vigtigste ytringer i deres helhed. Desværre har de fleste journalister, der har beskæftiget sig med pave Frans ingen af delene!

Særligt værdifulde for at lære pave Frans at kende er hans pressekonference i flyet på vej hjem fra Brasilien den 28. juli, jesuitten Antonio Spadaros interview med ham offentliggjort den 21. september og ateisten Eugenio Scalfaros interview med ham den 2. oktober. For ikke at gøre min fremlæggelse af pavens tanker for tung, vil jeg undlade direkte citater fra disse tekster, men blot drage nogle konklusioner ud fra hvad pavens udsagn fastslår:

Intet brud med Kirkens lære
Pave Frans bakker fuldt op omkring Den katolske Kirkes lære om foe eksempel abort og ægteskab. Kirkens holdning er også hans holdning, for han er et barn af Kirken og kan ikke ændre på Kirkens lære. Når han så sjældent udtaler sig om de kontroversielle moralske emner, er det ikke fordi han sætter spørgsmålstegn ved den katolske morallære, men fordi han ikke tror det nytter noget hele tiden at tale om disse emner.

Det mest relevante at tale med de unge om til Verdensungdomsdagen i Rio de Janeiro var ikke prævention og abort, men at de unge har et kald til at gå ud i verden og fortælle om Jesus. Til et møde med katolske gynækologer den 20. september fordømte pave Frans derimod abort på det kraftigste.

Paven gør altså ikke op med de holdninger, som hans forgængere har forsvaret, men han mener, at der er noget andet, der må komme i første række, når man skal vejlede folk: at de må forstå, at de er Guds elskede børn. Derefter kan man fortælle dem, hvordan de bør leve. Det bringer os til næste punkt:

En ny stil
Frans' stil eller taktik er helt forskellig fra hans to forgængeres. Her skinner hans jesuitiske baggrund klart igennem: Det, der skal bevæge folk hen mod et autentisk kristent liv, kan ikke være forbud og påbud. Folk skal få smag for de krav, som den kristne tro medfører. Men det kan de kun få, hvis Kirken og dens bud bliver præsenteret på en mere attraktiv måde.

Den første reform, Kirken skal gennemgå for at blive mere attraktiv, er derfor, at den skal ændre på sin stil. Kirken skal komme folk i møde på en helt anden måde, end man har gjort tidligere. Kirkens hyrder skal kunne varme folks hjerter og møde dem i det mørke, de befinder sig, uden dog selv at fare vild. Insisterer de for meget på at tale moral, opfatter folk ikke det endnu vigtigere budskab om, at Gud kan give dem frelse.

Da den fortabte søn fra en af Jesu lignelser vendte hjem, stillede hans far ham ikke til regnskab for de penge, han ødslede væk, men han overøste ham med kærlighed. Kirken skal efterligne den barmhjertige far. Hvis Evangeliet bliver forkyndt med en fornyet enkelthed og tiltrækningskraft, vil folk efterfølgende få lyst til at følge Kirkens morallære. Et billede, han bruger for at beskrive Kirkens opgave, er at sammenligne den med et felthospital med alvorligt sårede. De har brug for at få plejet deres sår, ikke at man bebrejder dem, at de har for højt kolesterol-tal.

En fattig kirke
Med til Kirkens ændring af stil hører at den må blive en fattig kirke for de fattige. Pave Frans brugte disse ord for at beskrive sin vision for Kirken, kort efter han var blevet valgt til pave. Kirken bliver et mere ægte billede på Kristus ved at afføre sig magt og rigdom. Den skal ikke blot blive inden for sine egne trygge rammer, men bevæge sig ud til menneskene i nød. Her tænker han ikke kun på dem i materiel fattigdom, men på de udstødte, der ikke får den opmærksomhed og omsorg som de har brug for.

Dette er ikke meget forskelligt fra visioner og ønsker som pave Benedikt har ytret, men pave Frans har på en helt anden måde formået at slå dette budskab igennem ved sine handlinger. Hans første rejse som pave var til øen Lampedusa for at mindes de mange bådflygtninge, der hvert år dør i forsøget på at slippe væk fra fattigdommen. Italienerne havde egentlig mest set de mange flygtninge som en belastning indtil da, men efter pavens besøg og efterfølgende forlis med hundreder af omkomne er der en helt anden vilje til at gøre noget ved problemet.

Mindre topstyring
Den katolske Kirke har ikke kun brug for at ændre på sin stil, men hele dens organisatoriske struktur må også reformeres, så kirkerne lokalt for eksempel bedre kan tilpasse sig de lokale forhold. Det er Pave Frans' ønske at gøre Kirken mindre topstyret, så Vatikanet ikke skal ind over alle slags sager. Han har allerede oprettet et råd af otte kardinaler fra alle jordens kontinenter som et slags permanent råd, der skal give ham input til de kommende reformer, og så vil han give verdens biskopper mere indflydelse under de bispesynoder, der afholdes med jævne mellemrum i Rom.

Han ønsker at lede Kirken i fællesskab med biskopperne og de troende og håber også at denne mere brede ledelsesmåde vil gøre det lettere at kunne nærme sig de ortodokse kirker.

En åndelig mand
Pave Frans er ikke kun en aldrende mand med hjertelig udstråling eller en effektiv reformator af det kirkelige bureaukrati. Han er også en mand, der er dybt forankret i sin kristne tro og i den spiritualitet som han har levet efter det meste af sit liv som jesuit.

Han begynder sin dag med tidebøn og messe og bruger en time om aftenen på stille meditation foran det velsignede alterbrød. De beslutninger, paven træffer, er truffet i bøn. Han gør meget ud af det, Ignatius af Loyola, jesuitternes grundlægger, kaldte for at skelne mellem ånderne. Når man skal træffe en beslutning skal man foran Gud mærke efter, hvordan de forskellige løsninger føles; prøve at finde ud af hvad der driver en til at træffe den ene beslutning frem for en anden.

LÆS OGSÅ:Hvad er jesuiterordenen?

Ens første indskydelse kan meget let vise sig at være forkert, så det er vigtigt at give sig tid. Det rigtige valg kan træffes, når man har sikret sig, at motiverne, der får en til at foretrække en løsning, er drevet af omsorg for andre (en god ånd) frem for tanker om egen vinding eller hævn (en dårlig ånd). Pave Frans forsøger på denne måde at følge Guds vilje i alt det han gør.

Jeg har her forsøgt at belyse nogle af de sider af pave Frans, som efterhånden er kommet frem gennem det, han har sagt og gjort. Selv er jeg meget taknemmelig for, at vi har fået denne mand som pave, for jeg tror han både har de indsigter og den styrke, der skal til for at bevæge Den katolske Kirke i en rigtig retning.

Jeg vil dog berolige enhver katolik, der har det dårligt med ikke at være forelsket i pave Frans. Paver vil og skal altid være forskellige, og om man fatter sympati for dem eller ej er et spørgsmål om smag. I sidste ende er det vigtigste for os katolikker ikke pavens personlighed, men det at han er pave, at han som katolikkernes leder er et tegn på vor kirkes enhed og en garant for at vores kirke holder fast ved Jesu Kristi lære.

Links til pavens vigtigste udtalelser:
Pressemøde på vej hjem fra Brasilien og i uddrag.

Interview med Spadaro, redaktøren for tidsskriftet La Civiltà Cattolica.

Interview med Scalfaro, redaktøren for dagbladet La Repubblica.