- Kirkeasyl er et juridisk dilemma

Mange kan være politisk irriterede over, at folk begiver sig ind i en kirke og tager ophold der – men der skal noget mere til, for at politiet kan opfatte det som fare for den offentlige orden, skriver professor i kirkeret Lisbet Christoffersen. - Foto: Foto: .dk

Ordet kirkeasyl står ikke i lovgivningen. Men så længe menighedsrådet lovligt kan opfatte aktiviteten som kirkelig, er der hjemmel for, at det giver tilladelse til ophold, skriver professor i kirkeret Lisbet Christoffersen

Er der overhovedet kirkeasyl i Danmark? Nej, ordet kirkeasyl står ikke i lovgivningen. Og ja, hvis politiet skal eftersætte en forbryder eller stoppe en ulovlig aktivitet, så kan det også gøres i kirkerummet. Endelig er det helt rigtigt, at politiet én gang har ryddet en kirke.

Hjardemål kirke blev besat, gudstjenester blev aflyst og menigheden var udelukket fra at få adgang til deres kirke, som menighedsrådet er sat til at bestyre. I dén situation kan menighedsrådet selvsagt bede politiet komme på banen, så rummet kan gives tilbage til det, der er dets funktion.

Politiet i kirkerne
Men inden for disse rammer er der faktisk ikke nogen automatisk adgang til bare at send the marines lade politiet gå i aktion og rydde en kirke, f.eks. for asylansøgere. Lad mig folde det lidt nærmere ud ved først at se på politiloven:

Ud over de tilfælde, jeg har nævnt i indledningen, skal politiet have grundlag i lovgivningen for at gå ind i bygninger mv. Politiet kan handle (og herunder uden retskendelse skaffe sig adgang til ikke frit tilgængelige steder), hvis det er nødvendigt for at afværge fare for forstyrrelsen af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

Mange kan være politisk irriterede over, at folk begiver sig ind i en kirke og tager ophold der men der skal noget mere til, for at politiet kan opfatte det som fare for den offentlige orden eller enkeltpersoners og offentlig sikkerhed.

Så når Københavns Politi har givet udtryk for håb om mindelige løsninger, ligger det helt i forlængelse af bestemmelserne i politiloven.

Kirkerne er selvejende institutioner
Og kirkerne er ikke automatisk offentligt tilgængelige for politiet. Kirkerne har en offentligheds-karakter, som i lovgivningen er udtrykt som kravet om, at gudstjenesterne er offentlige. Men ejermæssigt er de allerfleste kirker selvejende institutioner, der bestyres af menighedsrådet inden for lovgivningens rammer.

Kirkerne er altså heller ikke privat ejendom, og menighedsrådet kan ikke bare bede politiet rydde rummet, som man kunne bede om at få ryddet en privat ejendom.

Kirker er til gudstjenester og kirkelige handlinger
Menighedsrådets bestyrelse af kirkebygningerne skal ske inden for rammerne af lov om brug af folkekirkens kirkebygninger. Heraf fremgår, at kirkerne først og fremmest skal bruges til gudstjenester og kirkelige handlinger (dåb, konfirmation, vielse og begravelse).

- og til andre kirkelige formål
Men derudover kan menighedsrådet beslutte, at kirken benyttes til andre kirkelige formål. Hvis et mindretal forlanger det, skal beslutninger om kirkekoncerter m.v. henskydes til biskoppens beslutning. Og hvis man vil overlade kirken til andre kristne trossamfund til gudstjeneste og kirkelige handlinger, kræver det biskoppens tilladelse.

Er kirkeasyl et kirkeligt formål?
Den absolut første forudsætning for, at der lovligt kan være tale om kirkeasyl er altså, at det er menighedsrådet, der som det organ, der bestyrer kirken evt. med biskoppens billigelse opfatter tilstedeværelsen i kirken som en kirkelig aktivitet. Diakoni, mission, sjælesorg eller lignende.

Hvis man ikke opfatter tilstedeværelsen som en kirkelig aktivitet f.eks. fordi man ikke selv har adgang til kirken, fordi andre end menighedsrådet og de ansatte tager stilling til, hvem der må komme ind og ud, eller fordi hele opholdet har (fået) en karakter der overskrider rammerne for, hvad man kan opfatte som kirkelig aktivitet så er der ikke noget retligt grundlag for tilstedeværelsen.

Og så kan og bør menighedsrådet sørge for, at kirken igen sættes fri til kirkelige aktiviteter samt gudstjenester og kirkelige handlinger.

Men så længe menighedsrådet lovligt kan opfatte aktiviteten som kirkelig, så er der hjemmel til at rådet giver tilladelse til ophold.

Kun kristne gudstjenester
I den forbindelse bør man også lige forholde sig til, at rådet som sagt skal have biskoppens tilladelse til at lade andre kristne trossamfund bruge kirken til gudstjenester og kirkelige handlinger.

Heraf må følge, at anvendelse af kirken til ikke-kristne religiøse aktiviteter næppe ligger inden for, hvad der er forudsat i lovgivningen. Heller ikke selvom det blev opfattet som en økumenisk, religionsdialogisk eller sjælesørgerisk fornuftigt.

I hvert fald måtte en sådan aktivitet kræve, at biskoppen traf beslutningen og dermed stod inde for, at man her bevægede sig inden for lovgivningens rammer jf. den kompetencefordeling, der ligger i loven.

Er det sømmeligt at sove i kirken?
Udover at der skal være tale om en kirkelig aktivitet, er der imidlertid en betingelse mere. Det fremgår af lov om brug af folkekirkens kirkebygninger mv. § 18, at I kirken skal almindelig sømmelighed iagttages, og der må intet foretages, som strider mod rummets særlige karakter.

Rummets særlige karakter følger af, at en kirke er kristent indviet efter et bestemt ritual. Også dette er det menighedsrådets pligt og ret at sørge for. Og igen: vil det være stridende mod rummets særlige karakter, at mennesker sover i kirken eller strider det mod rummets særlige karakter, hvis man smider en gruppe mennesker ud, der påberåber sig at have brug for kirken?

Kirkeasyl et ægte dilemma for menighedsrådet
Når en gruppe mennesker går ind i en kirke og påberåber sig kirkeasyl, står et menighedsråd i et ægte dilemma. På den ene side er rummet alene bestemt til brug for kirkelige aktiviteter. På den anden side taler rummets særlige karakter måske netop for, at man åbner døren for den, der opfatter sig selv som værende i nød.

Og tilsvarende: på den ene side er det ikke privat ejendom, menighedsrådet råder over, så de blot kan tilkalde politiet og få rummet ryddet. Der er en offentlighedskarakter, som menighedsrådet er forpligtet på.

Og på den anden side er der ikke tale om en offentligt tilgængelig bygning i politilovens forstand. Kirkerne er selvejende institutioner, der bestyres af menighedsrådene (i samspil med biskopperne), ikke af andre.

Men også et dilemma for politikerne
Men også det politiske niveau står i et vist dilemma. Mange kan føle sig fristede til at fremsætte et beslutningsforslag i folketinget, der pålægger ministeren eller ministrene at sørge for at få kirken ryddet. For har vi ikke en statskirke og er det ikke Folketinget, der er kirkens synode?

Men også Folketinget er bundet af sin egen lovgivning. Og ministrene er i hvert fald. Og som det fremgår, er det menighedsrådene, ikke ministeriet, der har pligt og ansvar i sådanne sager.

Juraen løser ikke kirkeasylets dilemma
Kirkeasyl er et ægte dilemma og juraen åbner en sprække for begrebet men kun en sprække. Det er i denne sprække, i dette dilemma, den aktuelle sag i Brorsons kirke skal løses. Juraen fordeler nogle opgaver den anviser ikke løsningen.

Lisbet Christoffersen er ph.d. og lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet. Desuden adjungeret professor i kirke- og religionsret ved Københavns Universitet