Kirkegænger: Brug rosenkransen i folkekirken

I 12 år har jeg kendt og praktiseret rosenkransbønnen, og den glæde vil jeg gerne dele med andre. Der kræves ikke nogen særlig teologisk kundskab, faktisk bliver kristentroen så enkel og så ligetil, at selv små børn kan lære og forstå den, fortæller Ester Mikkelsen Foto: privatfoto

Folkekirken har et nedadgående medlemstal, og mange middelalderkirker står tomme. Det er på tide, at Jomfru Maria kommer ind i kirken igen, mener Ester Mikkelsen, der inviterer til rosenkransbøn i sin lokale kirke

Når danskere har været på rejse i Sydeuropa, har de ofte købt en rosenkrans, der er en krans med perler i en bestemt rækkefølge og et kors i et lille vedhæng. Perlerne kan være af glas, plastic eller måske udskåret træ, som hver forestiller en lille rose.

Kæden er dejlig at holde i hånden, og de har set folk gå med den i hænderne og ladet perlerne glide mellem fingrene. I Danmark er det ikke almindeligt, så rosenkransen bliver lagt væk sammen med andre souvenirs fra rejsen, for mange mener, at rosenkransen er forbeholdt katolikker. Men det er ikke rigtigt. Den kan bedes af alle kristne.

LÆS OGSÅ: Rosenkransen sammenfatter den kristne tro

Rosenkransen, i den form den har i dag, stammer fra middelalderen. Den består af en kæde med fem gange ti perler adskilt af lidt anderledes perler, måske lidt større - de kaldes Fadervorperler - samt et lille vedhæng med et kors, tre sammenhængende perler og to Fadervorperler.

Maria forsvandt ved reformationen
Ved reformationen blev Maria sammen med meget andet renset ud af kirkerne, malerier blev kalket over, ikke noget med at ære Guds moder, kun juleaften og ved Mariæ bebudelse bliver Jomfru Maria nævnt.

Men kirkerne, de fine små middelalderkirker, er her stadig som lysende punkter i landskabet, i Vesthimmerland er der 32. Da der blev talt og skrevet om, at der er for mange ubenyttede kirker, og at de måske skal lukkes eller sælges, tænkte jeg, NEJ, de skal da bruges, nu er det på tide, at Jomfru Maria kommer ind i kirken igen.

Vi skal ikke tilbede Jomfru Maria, det gør katolikkerne heller ikke, men vi må bede til Jomfru Mariabemærk forskellen. Ved at bede rosenkransen ærer vi Guds Moder, hun er et forbillede, en slags rollemodel i lydighed, ydmyghed og kærlighed.

LÆS OGSÅ: Hvad er en rosenkransandagt?

Jesus er midtpunkt i rosenkransen
I 12 år har jeg kendt og praktiseret denne bøn, og den glæde vil jeg gerne dele med andre. Der kræves ikke nogen særlig teologisk kundskab, faktisk bliver kristentroen så enkel og så ligetil, at selv små børn kan lære og forstå den.

LÆS OGSÅ: Læs rosenkransbønnerne her

De smukke ord i rosenkransen er lette at lære udenad, og de mange gentagelser bevirker, at man kan meditere over den episode eller tildragelse i Jesu liv, som hører til det pågældende sted. Det er Jesus Kristus, der er midtpunktet i rosenkransen.

Man fornemmer eller aner frelsens mysterium - dette, at Gud blev menneske, kom ind i vor fysiske verden, undfanget og født af Jomfru Maria, at Han levede og døde for os, overvandt døden, fór til himmels, sendte Helligånden. Og ja, alt dette ligger i de fire mysterier, som rosenkransen består af; Glædens, Lysets, Smertens og Herlighedens.

LÆS OGSÅ
: Rosenkransen - en katolsk bønstradition

Alt dette vil jeg gerne dele med andre, og nu har vi fået lov at benytte Giver Kirke til rosenkransbøn sammen med alle, som vil være med. Stor tak til menighedsråd og præst.

Men man kan ikke klare det hele på én dag, så det bliver i dagene 1014. juni 2013, klokken 10-12. Det er gratis, og alle er velkomne. Medbring din rosenkrans, hvis du har én, ellers får du en af mig.

Ester Mikkelsen er aktiv i Dansk Blindesamfund og tidligere både været børnehavepædagog på Grønland med erfaring som hundeslædefører og landmandskone i Danmark.