"Kirkelukninger kan være ansporende og inspirerende"

Spørgsmålet om kirkelukning er blevet en del af vores samtale i kirken. Det er et yderst sårbart emne for mange af dem, der har deres daglige gang i den kirke, de kender og det fællesskab, der er blevet deres, skriver sognepræst Vibeke Tuxen. Foto: Mette Frandsen

Der er brug for nytænkning. Kirken trænger til nye tiltag for at komme uden for kirkens mure med det kristne budskab, mener sognepræst Vibeke Tuxen

Som sognepræst i København oplever jeg, at arbejdsforholdene hurtigt ændrer sig. Der bliver skubbet økonomisk til os, så vi tvinges til at effektivisere vores arbejdsgange. En spændende udfordring. Der skal spares, samtidig med, at det kristne budskab skal nå ud i sognet, så flere får lyst og mod til at gøre brug af deres kirke.

LÆS OGSÅ: Kirkelukninger uundgåelige

Dørtrinnet til kirken er for højt
Spørgsmålet om kirkelukning er blevet en del af vores samtale i kirken. Det er et yderst sårbart emne for mange af dem, der har deres daglige gang i den kirke, de kender og det fællesskab, der er blevet deres. Den kirke, hvor de lige kan gå hen. For dem, er det et fællesskab i nærmiljøet, der er truet.

Hvad så når den økonomi, der hidtil har båret kirkerne, ikke længere er bæredygtig og byens struktur og befolkning ændrer sig? For ikke at tale om den mindre søgning til kirkerne, der også kendetegner tiden?

Jeg oplever ikke en tilsvarende dalende interesse og nysgerrighed over for kirke og kristentro. Måske er dørtrinnet ind til kirken snarere blevet for højt, fordi mange mangler ord for deres åndelige søgning eller længsel. Det kan være svært at vedkende sig og handle på de længsler, man mangler ord og begreber for.

Umiddelbart kunne man ønske, at kirkerne blev bevaret som små velfungerende kirker rundt omkring i København. Ingen kan gøre for, når kirkelukninger bliver nødvendige!

Det positive er, når der ved kirkelukninger frigives økonomiske ressourcer, samtidig med, at vi alle tvinges til at nytænke, hvordan vi bedst kan være kirke i vores egen tid.

Der tælles og tælles. Det skulle jo nødigt være vores kirke, der må dreje nøglen rundt. Det er selvfølgelig lidt anstrengende, men jeg vover at sige, at det også er ansporende og inspirerende.

Spørgsmål om, hvem vi er, og hvad vi vil med vores kirke, får ny aktualitet. Alle må bidrage med hver sine talenter. Ingen er overflødige. Nye initiativer opstår, og kirkerne begynder at arbejde sammen med hinanden i en gensidig positiv afhængighed.

Drøftelsen og problematikken omkring kirkelukninger kan således anskues både ud fra et negativt og et positivt aspekt. Heldigvis er det ikke noget nyt, at der kan komme noget godt ud af kriser. Nytænkning i kirken som følge af vigende medlemstal, er ingen undtagelse her. Jeg tror, at kirken trænger til nye tiltag for at komme uden for kirkens mure med det kristne budskab.

Kun opfindsomheden sætter grænser
Som præst er det ikke længere nok at forberede og afholde en gudstjeneste. Der må også bruges tid på at invitere folk i kirke. Her sætter kun opfindsomheden sine grænser. Det kan for eksempel være dåbsforældre, der skal have deres barn døbt på en af de kommende søndage, naboer. Mange vil gerne til gudstjeneste. Men de skal have en personlig invitation. De kommer ikke af sig selv.

Jeg tænker, at for at gudstjenesten kan blive et tilbud for flere, er det vigtigt, at der afholdes gudstjenester på forskellige tidspunkter og at de retter sig mod forskellige målgrupper og deres behov. Lige så vigtigt er det, at de frivillige inddrages i tilrettelæggelsen og gennemførelse af gudstjenesten.

Det er for eksempel ikke en særlig hensigtsmæssig brug af ressourcerne, når man har en bydel med 6 kirker, hvor alle gudstjenesterne ligger samtidig søndag formiddag.

Her må der økonomiseres både med kræfterne og økonomien, så vi som kirke når ud til flere målgrupper i vores sogn.

Der er brug for spændende tiltag for konfirmanderne, for også dem bliver der færre af i disse år. Her er konfirmandarrangementer, hvor flere kirker samarbejder, en spændende mulighed.

Der er brug for undervisning i kirke og kristendom. Måske man kunne kalde det konfirmandundervisning for voksne. Også her er det oplagt at udnytte de økonomiske og faglige ressourcer gennem samarbejde på tværs af kirkerne.

Pilgrimsvandring, studiegrupper. Meget mere kunne nævnes under den fællesnævner, hvor forskellige interessegrupper finder sammen på tværs af sognegrænser.

Sjælesorgen kunne udbygges. Måske der kunne ansættes rådgivere, familieterapeuter og psykologer inden for kirkeligt regi. Jeg er ikke i tvivl om, at der er brug for, at kirken arbejder diakonalt i disse år.

Budskabet om Guds kærlighed må følges op inden for de områder, hvor der behov for hjælp, og hvor kirken godt kunne gøre en forskel med sin erfaring inden for rådgivning, terapi og sjælesorg.

Der er brug for pædagogiske tilbud til børnefamilierne. Hvordan passe på sig selv, sit parforhold og sit familieliv i en tid med rigtig mange brud i familien? Der er ligeledes brug for tilbud til børn og unge.

At bevare håbet er vigtigt for os alle
Vi har i dag brug for en kirke, der ikke kun er ord, men også krop. En kirke, der både forkynder det kristne håb og som skaber tillid omkring sig.

En kirke, der tager højde ikke kun for de store planer og perspektiver, men også består prøven, når det gælder de små og udsatte og sårbare i blandt os.

Vibeke Tuxen,
Sognepræst i Johannes Døbers og Margrethe sogns pastorat i Valby