"Kirken blev til et klokkemuseum"

"Vi har hverken lukket en kirke eller smidt håndklædet i ringen, men talt om, hvordan vi i vores sogne går fremtidens kirkeliv i møde," skriver sognepræst Peter Kiel Nielsen. Her er det Dansk Klokkemuseum i Over Lerte Kirke ved Sommersted. Foto: Claus Fisker Denmark

Vi har hverken lukket en kirke eller smidt håndklædet i ringen, men talt om, hvordan vi i vores sogne går fremtidens kirkeliv i møde, skriver sognepræst Peter Kiel Nielsen

Der er meget langt fra kirkeliv på Vesterbro til her, hvor jeg er præst på landet, med to sogne og to kirker, Oksenvad og Sommersted. Og jeg kan meget nemt gøre mig klog på noget, som jeg ikke ved noget om: Skal man lukke kirker i København? Som skatteyder: ja som kristen: nej. Og måske er der en sandhed i begge svar.

LÆS OGSÅ: Hvordan foregår en kirkelukning?

Kombination af kirke og klokkemuseum
Men jeg kan måske i stedet komme med tanker vi i vore kirker og sogne har gjort os. Vel vidende, at to landsogne nær Haderslev jo ikke er Vesterbro.

Først og fremmest har vi i 1997 lukket og solgt en kirke, Over Lerte Kirke. I forbindelse med en sognesammenlægning blev vi i enige om, at vi havde en kirke for meget. Og da Dansk Klokkemuseum søgte et sted at udstille deres fine samling af klokker, så blev det en god løsning på en svær sag. Og vi har været så heldige, at klokkemuseet kan bruges til kirke, da alter, font, orgel stadig står i kirken. Men den køres som kirke af museets bestyrelse, der selv sørger for præst og betjening, og der er vel cirka 4 gudstjenester om året.

Vi går fremtidens kirkeliv i møde

Mange i vore sogne har følt, at det var spild af ressourcer at holde to gudstjenester hver eneste søndag, bare fordi der tilfældigvis ligger to kirker i to sogne. Vi kører et forsøg i øjeblikket, hvor vi holder én velbesøgt gudstjeneste om søndagen. Og selvom forsøget kun har kørt i 4 måneder, så forsøger vi at lave lidt statistik, som er meget usikkert, men alligevel fortæller, at en gennemsnitssøndag med en gudstjeneste har 103 kirkegængere, hvor der de sidste to år med to gudstjenester har været henholdsvis 90 og 95. Det er da lidt interessant!

Der vil selvfølgelig komme en besparelse, hvis ordningen bliver permanent. Men det interessante er i langt højere grad, at dér, hvor mange kommer, der kommer mange.

Vi har hverken lukket en kirke eller smidt håndklædet i ringen, men talt om, hvordan vi i vores sogne går fremtidens kirkeliv i møde. I fremtiden vil sognetilhørsforholdet sandsynligvis være mindre. Men til gengæld betyder det noget, at livet i kirken ikke kun er en religiøs forestilling, men er mennesker, der samles omkring at fejre gudstjeneste. Og det, tror jeg, gælder både på Vesterbro og her i Jylland.

Peter Kiel Nielsen
Sognepræst i Sommersted-Oksenvad og flyverpræst på Fighter Wing Skrydstrup