"Kirken bør bevare sin forankring i evangelisk-luthersk kristendom"

Navnet folkekirke udtrykker den historiske kendsgerning, at praktisk taget alle danskere i 1849 tilhørte den evangelisk-lutherske kirke. Den var således folkets kirke, kirken for det danske folk, men ikke i den betydning, at trosanliggender skulle sættes til afstemning. Det forestillede ingen sig, skriver sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed. Foto: Foto: Arkiv

Det afgørende argument i kirkelige spørgsmål synes ofte at være 'hvad mener befolkningen?' frem for 'hvad er bedst i overensstemmelse med kirkens trosgrundlag?' skriver sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed

Den nuværende kirkeminister, Manu Sareen, er en foretagsom mand. Han har holdt en konference på Christiansborg for at få bedre styr på folkekirken. Det flagrende begreb, som benævnes det kirkelige landskab, var indbudt.

LÆS OGSÅ
: Folkekirkens reformproces møder kritik

Pas på med et nyt kirkeråd!

Kristendommens tusindårige integration i det danske folk og udviklingen efter junigrundloven 1849 klares selvfølgelig ikke ved et par dages småsnakken. Det er en meget speget affære, som kræver tid og indsigt at udrede og eventuelt indrette på en ny måde. Det gælder især tankerne om at oprette et nyt styrende kirkeråd.

Den aktuelle kirkeministers håndtering af sagen om homoseksuelles mulighed for at indgå ægteskab i folkekirken kunne i sig selv nok friste til at få en anden form for styring, hvor kirken i højere grad talte med én røst.

Hele denne sag med dens politiske initiativer skræmmer ved at være et opgør med den nænsomme statslige regulering af folkekirkens praksis og et direkte angreb på den hidtidige fælles forståelse af ægteskabet.

Alligevel er der al mulig grund til at tøve lidt. For hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre at finde frem til et kirkeligt organ, der med et fingerknips taler sig frem til konsensus i såvel aktuelle som fremtidige tænkelige sager?

Menighedsråd er en akilleshæl for folkekirken
Folkekirken er nok i sit bekendelsesgrundlag en evangelisk-luthersk kirke, men i praksis skal det forstås i meget bred og fed betydning.

Man kan bare tage menighedsrådene som et eksempel. På én gang er de udtryk for I.C. Christensens smukke vision at lade kirkens medlemmer træde i karakter og få ansvar og er samtidig nu hundrede år senere en akilleshæl for folkekirken.

I flere og flere sogne må man ligefrem nøde folk til at gå ind i menighedsråd, og der er derfor nok af eksempler på, at det er umuligt at få alle pladserne besat. Samtidig har det kirkeministerielle styre udviklet en bureaukratisering, som har gjort opgaven for menighedsrådene sværere at overskue og afsætte tid til.

Resultatet er blevet, at meget få menighedsråd lever op til idealet om udelukkende at bestå af interesserede og initiativrige kirkemedlemmer. Der er medlemmer, der har følt sig nødsaget til at tage imod hvervet, der er medlemmer, der er gået ind i rådet for at sætte trumf på imod et kirkebyggeri eller en præst, der er medlemmer, der kalder sig grundtvigianere uden at have noget som helt begreb om, hvad det så ellers betyder, bortset fra at kirken skal holde så lav profil som muligt.

Det frister efter min bedste overbevisning ikke til på det grundlag at rekruttere et overkirkeligt råd, der skal tage teten i den kirkelige hverdag.

Kirkens trosgrundlag bliver overset
Navnet folkekirke udtrykker den historiske kendsgerning, at praktisk taget alle danskere i 1849 tilhørte den evangelisk-lutherske kirke. Den var således folkets kirke, kirken for det danske folk, men ikke i den betydning, at trosanliggender skulle sættes til afstemning. Det forestillede ingen sig.

Den forståelse er siden skredet sammen med en svækket tilslutning og forankring i evangelisk-luthersk kristendom. Det afgørende argument i kirkelige spørgsmål synes ofte at være 'hvad mener befolkningen?' frem for 'hvad er bedst i overensstemmelse med kirkens trosgrundlag?'

Niels Jørgen Kobbersmed

Sognepræst og panelist på www.kristendom.dk