"Kirken er ikke bare en bygning"

Hvis man går ind i en åben og imødekommende samtale om de forskellige elementer i vielsen - herunder den fysiske placering - vil man kunne opnå, at brylluppet bliver både traditionelt på de vigtige punkter og personligt, så parret tager medejerskab i det som sker, mener landsleder i Areopagos Lars Mollerup-Degn. Foto: Arkivfoto

Der er mange undskyldninger for at sige nej til kirkelige vielser uden for kirkerummet og de er alle sammen dårlige, mener landsleder i Areopagos Lars Mollerup-Degn

Sommerens debat om biskoppernes konsekvente nej til at tillade præster at deltage ved vielser udenfor kirkerummet, har bragt mange principielle og mere overordnede overvejelser til torvs om, hvordan man skal være kirke og folkekirke i Danmark anno 2012.

Umiddelbart tænkte jeg, at det var en pjattet og unødvendig petitesse-diskussion, som kun kunne begrundes i agurketidens mangel på mere seriøse temaer. Men ved nærmere eftertanke handler diskussionen jo om noget helt grundlæggende og centralt: er kirken en død og stivnet skal af bygninger og traditioner, eller er den først og fremmest Guds Rige levende midt i blandt os, i samtale, samvær og evangeliets tiltale til den enkelte og til fællesskabet?

LÆS OGSÅ:Kirkeminister åben for vielser i det fri

Og hvis vi tror det sidste, hvordan får vi så bedst muligt formidlet evangeliets levende budskab til den samtid og virkelighed, som er vores? Med andre ord, så handler debatten om kirkens selvforståelse og vilje til mission. Lad mig gennemgå de begrundelser, som jeg er stødt på, for at sige nej til alternative steder for kirkelig vielse:

1. Kirken skal ikke ligge under for pres fra folkestemningen eller ministeren
Det er jeg for så vidt enig i. Skal præsten deltage i en vielse et andet sted end i kirken, skal det naturligvis være præstens eget tilvalg begrundet i, at det giver mening for alle parter. Men en konsekvent og ureflekteret afvisning af et sådant ønske efterlader i lige så høj grad indtrykket af en konturløs kirke, hvor præsten optræder som nikkedukke.

Med den nuværende kirkeminister viser erfaringen oven i købet, at hvis ikke kirken selv kommer med udspillet og går i dialog med medlemmernes forespørgsler, så kommer der et politisk pres ovenfra, som biskopper, præster og ritualer bare slår hælene sammen og retter ind efter. Og så har man for alvor lagt sig under presset udefra, i stedet for selv at tage initiativet til at overveje, hvad man vil være med til, hvornår og hvorfor.

LÆS OGSÅ:Kirke og stat et forhold i opbrud?

2. Præsten slipper for at tage stilling til forespørgslen
Nogle har fremført argumentet, at biskopperne med den konsekvente afvisning af alternative bryllupslokationer, beskytter den enkelte præst, så vedkommende slipper for selv at tage stilling til spørgsmålet og skulle begrunde det over for brudeparret.

Det bekræfter sådan set blot min antagelse i forrige afsnit, at kirken ved ikke at handle og reflektere, allerede er underlagt et ydre pres, som sætter den teologiske refleksion og stillingtagen ud af kraft. Men sikke en umyndiggørelse af den enkelte sognepræst, at han eller hun på denne måde skal være sat under administration af den hellige almindelige skik og brug, uden mulighed for at udvise lokalt pastoralt lederskab.

Selvfølgelig kan langt de fleste præster selv vurdere, hvor de meningsfuldt kan deltage og gennemføre en kirkelig vielse. Faktisk tror jeg, at denne refleksion og samtale med brudeparrene vil øge bevidstheden om, hvad en kirkelig vielse egentlig er, til forskel for en borgerlig ditto. For det er vel ikke primært, at det foregår i kirkerummet?

3. Udendørs kirkebryllupper er en selvmodsigelse
Det kan man faktisk godt frygte lidt, at nogle nej-sigere mener. Det er blandt andet blevet fremført i debatten, at et bryllup udenfor kirkens rum, slet ikke er et kirkebryllup, men en selvmodsigelse. Den form for forståelse af det fysiske kirkerum som det eneste sted, kirken reelt manifesteres, er vist ikke en særlig luthersk tankegang og i min forståelse heller ikke specielt kristelig eller bibelsk, vel nærmere lidt overtroisk.

LÆS OGSÅ:Lad nu være med at lave om på det med kirkelig vielse

Jeg er overbevist om, at steder og bygninger kan have en hellig betydning, både for det enkelte menneske, grupper og folkeslag, og måske også over for 'magter og myndigheder i himmelrummet' som vi ikke lige kan se. I hvert fald er beretningerne utallige, om menneskers oplevelser af særligt åndeligt nærvær på godt og ondt på forskellige fysiske steder.

Om det alene skyldes kulturelle indtryk eller der er noget om snakken, skal jeg ikke bevæge mig ud i spekulationer om her. Men at kirken som sådan skulle være begrænset til mursten og bestemte steder, er stik imod den bibelske forståelse af kirken som Kristi Legeme overalt, hvor to eller tre forsamles i Jesu navn.

Og det kan lige så vel være i skoven eller haven eller hvor der nu måtte være ønske om at holde kirkebryllup. At et bryllup bliver et kirkebryllup afhænger ikke af rummet, men af ordene, ritualet og hjerternes indstilling.
Man kan i min optik bedre sætte spørgsmålstegn ved, om et bryllup er et kirkebryllup, selv om det foregår i en kirke, hvis parret og vidnerne sidder og i tanken er imod ritualets indhold, præstens tale og tekstlæsningernes tiltale, og i øvrigt ikke hurtigt nok kan komme ud af kirken og videre til 'den egentlige' fest.

4. Kirkelig vielse ledsages af et Guds ord
Flere nej-sigere, tror jeg, deler denne opfattelse. At få en kirkelig vielse er indholdsmæssigt noget andet, end at få en vielse på rådhuset. Den kirkelige vielse skal ledsages af et Guds ord, som én udtrykker det. Jeg er helt enig. Jeg synes bare, at det er verdens dårligste undskyldning for, at brylluppet absolut skal afholdes i kirkerummet.

LÆS OGSÅ:Debat: Vielser uden for kirken skal ikke gøres til et skræmmebillede

Tove Fergo slog meget præcist denne pointe fast ved at skrive, at hun var overbevist om, at hun kunne opnå meget større lydhørhed hos parret og bryllupsgæsterne i øvrigt, hvis hun inden havde haft en god drøftelse med dem om, hvorfor de foretrak en anden lokation end kirken til deres bryllupsceremoni.

Imødekommenhed og fælles refleksion ville give hende som præst en platform og en goodwill, som også ville smitte af på opmærksomheden på ritualet og hendes tale til parret. Omvendt, hvis parret blot sidder i kirken og ærgrer sig over, at det ikke kunne være et andet sted, vil denne skuffelse blive projiceret over på præst, ritual og kirke. Dermed bliver kirkens nej til udendørs vielse en hindring for, at de hører det Guds ord, som man fik dem i kirken for høre.

5. Brylluppet skal få folk i kirke
Men man har jo da trods alt fået parret og deres gæster ind i kirken, som man ville. Og for nogle nej-sigere, har det været fremhævet som et af de væsentligste argumenter: Brylluppet skal få folk i kirke! Problemet er bare, at flere og flere vælger den borgerlige vielse frem for kirkebrylluppet det nærmer sig faktisk dobbelt så mange borgerlige vielser som kirkelige.

Hvor mange af disse kunne mon have været gennemført med en præst, der kunne have haft anledning til at sige de Guds ord, som følger af det kirkelige ritual, dersom der ikke var krav om, at det skulle have foregået i kirkerummet? Jeg tror en pæn del, men vi ved det jo reelt ikke.

6. Kirken skal ikke medvirke i folks selvarrangerede events
Det er selvfølgelig vigtigt, at en alvorlig sag ikke ender i pjat. Det tror jeg, de fleste præster er i stand til at vurdere, om det vil gøre. Præster klager ofte over, at de ender som statist og kirken som kulisse i parrets selviscenesættelse.

Jeg mener der er langt større risiko for, at kirkerummet og ritualet bliver en distanceret kulisse, hvis alt er stift og ufleksibelt. Hvis man går ind i en åben og imødekommende samtale om de forskellige elementer i vielsen herunder den fysiske placering vil man kunne opnå, at brylluppet bliver både traditionelt på de vigtige punkter og personligt, så parret tager medejerskab i det som sker. Det er ikke tivoli med tilskuere, det er aktiv gudstjeneste, hvis det gribes rigtigt an.

7. Vielsen er en gudstjeneste
Dermed er argumentet om, at vielsen er en gudstjeneste og som sådan skal holdes i kirkerummet - også imødegået. Udover at der er langt større mulighed at det rent faktisk ender som en gudstjeneste, når parrets ønsker så vidt muligt inddrages, så er det selvfølgelig også noget decideret u-luthersk vrøvl, at en gudstjeneste absolut skal foregå i et kirkerum.

De utallige friluftsgudstjenester er rigelig argumentation herfor. Og så kan man selvfølgelig også spørge, om det, at vielsen skal opfattes som en gudstjeneste, overhovedet er luthersk tænkning. I den lutherske tradition er ægteskabet jo ikke et sakramente, sådan som det er i den katolske kirke. Så vielsen er først og fremmest en juridisk borgerlig pagtsindgåelse, en offentlig handling som Luther vist mente hørte til udenfor kirkerummet.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste begivenheder til et bryllup

Jeg ser derfor heller ikke noget grundlag for argumentet om, at man ikke skal privatisere det offentlige rum. I tilknytning den den offentlige vielse kan man så have både en velsignelseshandling, som primært giver mening for kristne ægtefolk, der ønsker at deres ægteskab skal udleves under Guds vejledning og velsignelse.
Og man kan også, hvis man finder det naturligt, i tilknytning til vielsen afholde en gudstjeneste, med tak til Gud for livet, kærligheden og fællesskabet i troen. Velsignelse og gudstjeneste kan naturligt henlægges til kirkerummet men ikke nødvendigvis kun der.

8. Musikken hvad med den?
Der er fremført en række mere lavpraktiske argumenter imod alternative vielsessteder. Man kan ikke få højtidelighedsstemningen med, eller hvordan får man orgelet med ud i skoven?. Jeg synes det er svært helt at tage alvorligt.

Højtidelighedsstemning er en meget individuel størrelse, som kirkerummet på ingen måde garanterer. Og vi er mange, som kan finde megen højtideligheds-inspiration i naturen eller andre steder, der betyder noget særligt for os. Og selv om Niels Hausgaard påstår, at orgelet er Guds foretrukne instrument, så er jeg ikke sikker på, at det er det enesteFør orgelets tid, var det vist harper!

LÆS OGSÅ:Hvordan blev orglet kirkens instrument?

Nej, pointen er selvfølgelig, at netop den slags praktiske rammer vil det være helt naturligt at lægge ansvaret for hos parret. Det sker i øvrigt allerede i høj grad ved mange bryllupper i kirker, at venner og bekendte af parret medvirker med alternative instrument- og musikindslag, som kan gøre vielsen både meget personlig og højtidelig.

9. Der skal være plads til vidner
Dette er et af de vigtigste nej-argumenter, der har været fremført i debatten, synes jeg. Vidnerne er en meget væsentlig del af en kristen vielse. Og det vil f.eks. kunne sætte nogle naturlige begrænsninger for, hvor præsten kan deltage som vielsesmyndighed. Men de fleste skove og haver har plads til vidner!
I det hele taget vil det være klogt og væsentligt, hvis kirken kunne formulere nogle positive konkrete rammer for, hvad der skal til, for at præsten kan deltage i en vielse et andet sted end i kirken.

Udover plads til vidnerne, ville dette skulle handle om det praktiske i ritualets gennemførelse, muligheden for at kunne tale til forsamlingen, indhold i tekster og sange, som er i overensstemmelse med den kristne ægteskabsforståelse o.s.v.
Dermed vil man kunne få en konstruktiv samtale med parret om vielsens indhold og man ville få understreget, at kirken ikke først og fremmest er mursten og bygning, men et levende trosfællesskab, der ønsker at være i mission, det vil sige i kontakt med sin samtid, for at forkynde evangeliet. Så giv da hinanden hånden derpå!

Lars Mollerup-Degn er konstitueret landsleder for Areopagos og kommentarskribent ved religion.dk.