Kirken og naturen - kirken i naturen

Friluftsgudstjenester er en godt supplement til den almindelige højmesse. Men de kirkelige handlinger hører til i kirken, skriver biskop over Haderslev Stift Niels Henrik Arendt i Kommentaren på kristendom.dk

Kristeligt Dagblad har igen i dette forår bragt en række flotte billeder fra velbesøgte friluftsgudstjenester. Det synes at være et af folkekirkens nye succes-initiativer, ikke mindst, når flere, måske et helt provstis sogne og præster går sammen om en friluftsgudstjeneste, som det skete mange steder anden pinsedag. Folk myldrer til.

Men er det nu ikke bare noget gøgl, et påhit, som afslører, at vi ikke vil stå ved den traditionelle søndagsgudstjeneste i kirkehuset? Skal vi ikke holde fast ved den ægte vare, selvom den ikke nyder samme popularitet?

Jeg vil godt forsvare friluftsgudstjenesterne selvfølgelig ikke som reglen, men som en god tradition en gang eller to hver sommer. Der kommer folk, som gerne vil have med kirken at gøre, men måske føler, at de almindelige gudstjenester er for indforståede. Selvom faste kirkegængere som mig selv ikke mener, de er det, sender de altså indimellem alligevel det signal.

Ved en friluftsgudstjeneste er rammerne lidt friere og tærsklen lidt lavere. Vi har heller ikke skade af at blive mindet om, at bygningen ikke er altafgørende; Gud er imellem os, når det kristne budskab forkyndes, hvor det så end sker. Endelig kan besøget i naturen skærpe vores taknemmelighed for livets vidunderlige gaver, hvoraf naturens skønhed er en. Gak ud! min sjæl, synger vi og så gør vi det også som menighed en gang om året.

Men der gælder nogle grænser. Det er ikke en god ide at begynde også at holde dåb ved friluftsgudstjenesten, selvom friluftsgudstjenesten er at regne for en fuldgyldig gudstjeneste.

Jeg synes, det er vigtigt, at dåben finder sted dér, hvor alle generationerne før os har båret deres børn til dåb. Det minder os om, at kristendommen er en arv, som vi har fået og som skal gives videre. Hvis dåben skal styrke vores tro, når den er sølle, er det også godt at have et sted at holde sig til: DER i lige nøjagtig denne gamle døbefont tog Gud imod mig.

I disse år kommer der også tilbagevendende anmodninger til biskopperne om tilladelse til at holde vielser ude i skoven eller hjemme i folks haver. Det siger biskopperne for det meste nej til. Der skal noget helt særligt til (f.eks. alvorlig sygdom) for, at en kirkelig vielse ikke finder sted i kirken. Det siger næsten sig selv.

Er kirken et problem for en, kan man gå på rådhuset. Dertil kommer selvfølgelig, at giver vi los på dette punkt, åbner vi for en endeløs opfindsomhed med hensyn til at finde det helt unikke sted for ens bryllup. Og så kommer stedet til helt at overskygge både ægteskabet og kirkens budskab i den sammenhæng.

Nogle begrunder deres ønske med, at de bedst kan finde Gud i naturen. Og selvfølgelig kan vi fornemme skaberens storhed i naturen. Men naturen giver nu alligevel et tvetydigt billede. For i naturen gælder den stærkeres ret. Helt indiskutabelt. Men kristendommen fortæller altså noget andet. Jesus pegede faktisk direkte hen på de svageste mennesker og sagde: det er i dem, at I møder mig.

Også når det handler om begravelse, er naturen kommet ind i billedet. Der indrettes flere og flere skovkirkegårde. Mange vil gerne have, at kirkegården kan opleves som et stykke af den omgivende natur.

I Danmark gælder en regel om, at alle kirkegårde skal være indhegnede, f.eks. ved et sten- eller græs-dige. I gamle dage har digerne nok tjent til at holde løstgående dyr ude. Men også i dag gælder reglen, fordi den har stor symbolsk betydning. Indhegningen er der, fordi kirkegården er et særligt sted. I gamle dage kunne fredløse mennesker søge tilflugt dér.

I naturen gælder naturens lov (den stærkeres ret). I det menneskelige fællesskab gælder samfundets lov, og det skulle gerne være retfærdighedens lov. Men på kirkegården gælder barmhjertighedens lov. Det er jo derfor, vi kan lægge vores døde i graven dér med håb. Og det er derfor, at selv en naturkirkegård skal være adskilt fra den omgivende natur.

Kristendom og natur har bestemt noget med hinanden at gøre. Men de er ikke ét og det samme.