"Kirken skal komme menneskers ad hoc-tro i møde"

Min erfaring er, at bøn med mennesker er en bedre vej end diskussion, når det gælder gudsforståelse og menneskesyn, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen

Hvis kirken skal opfylde sin opgave: at være sendt til verden, herunder de nyåndelige miljøer, må kirken forstå, at mange af dens medlemmer ikke har noget sprog for sin åndelighed, hvis de har behov for at udtrykke, hvad der kan give deres liv mening.

Mange mennesker har en ad hoc tro
Når man begynder at lede efter sprog, formes det af, hvad man finder i samtale med venner og kolleger eller i det offentlige rum. Åndeligheden bliver derfor ofte synkretistisk og dens udtryk bricolagen (en sammensat enhed af heterogene elementer, red.)

Selvom der indgår kristne elementer, billeder, sprog, værdier, riter og traditioner i den enkeltes trosbricolage, betyder det ikke nødvendigvis, at det er disse, som er betydningsbærende.

De kristne elementer har formentlig ikke samme betydning i de nye åndelige miljøer og i almindelige menneskers tro som i det kirkelige miljø.

Derfor er det svært for kristne at præsentere deres tro til mennesker, hvis spiritualitet netop karakteriseres som ad hoc tro, og hvis åndelige bricolager finder sin betydning i enkeltpersonerne selv.

Synkretisme er et redskab til at udbrede evangeliet
En anden vanskelighed for præsentationen af det kristne evangelium og hele pakken af kristen tro og praksis er den indbyggede mistænksomhed over for alt, der kan opfattes som fanatisk, fundamentalistisk eller sekterisk religion.

Synkretisme kan være et redskab til at genvinde eller genfinde en kulturel relevans af sin egen tradition ved hjælp af fremmede elementer eller ved en kulturernes dialog. Men uanset hvad er synkretismen et vilkår for ethvert fællesskab af Jesu disciple i en given kultur.

Evangeliet bliver ikke forstået i modtagerkulturen, hvis vi ikke magter at formidle det kristne budskab og samtidig magter den synkretistiske proces uden at bukke under for den.

Evangeliets kerne skal bevares uforandret såvel som basis for kirken som Jesu disciples fællesskab samlet om Ordet og sakramenterne. Ordene, handlingerne, sædvanerne, liturgierne og ritualerne skal formidle evangeliet og de kristne kerneværdier på måder, som er relevante for den givne kultur eller miljø.

Missionen skal foregå relationelt
Kulturen er den kontekst, som mennesker finder deres identitet i. Denne proces involverer både bekræftelse og korrektion af en given kulturs elementer.

Kirkens møde med den postreligiøse spiritualitet må begynde relationelt, som den enkelte kristnes møde med det andet menneske i en udveksling af erfaringer.

Samtidig må kirkens spirituelle praksis åbnes, så den giver mulighed for, at den enkelte gør sig sine erfaringer med en kristen spiritualitet. Her kan kirkens helbredende tjeneste komme til at spille en stor rolle.

Gennem mit arbejde med I Mesterens Lys har jeg erfaret, at bøn med mennesker er en bedre vej end diskussion, når det gælder gudsforståelse og menneskesyn, fordi vi da inviterer mennesker med ind i den kristnes gudserfaring.

Mange af de mennesker, kirken møder på messerne, forstår Gud som energi og ser på sig selv som et delaspekt af Gud, en gud med lille g. Uden polemik får de så ved forbønnen en erfaring af Gud og menneske som en jeg-du-relation.

Ole Skjerbæk er missionspræst i missionsstiftelsen Areopagos og leder af I Mesterens Lys