"Kirken skal være der, hvor mennesker er"
Det er klart, at det gør ondt på præsten og menighedsrådet, når der ingen kirkegængere er, men det er ikke fordi de ikke findes, de er bare flyttet, skriver sognepræst Hanne Sander
For mig er der overhovedet ingen tvivl om, at kirken skal være der, hvor mennesker er. Og når overvejelserne om mulige kirkelukninger er kommet op, er det for mig at se ikke kun et nødvendigt besparelsesprogram, men en naturlig følge af, at mennesker bevæger sig, så bydele bliver affolket, og nye bydele opstår.
LÆS OGSÅ: Kirkelukninger er udvikling, ikke afvikling
I de nye bydele bliver der derfor bygget kirker, og spørgsmålet om at lukke kirker i bydele, der bliver affolket, må naturligt rejses. Sådan er det med skoler, og sådan må det også være med kirker. Men når det er sagt, vil jeg også godt føje noget til, der åbner en anden diskussion og kan føre til andre overvejelser.
På Færøerne tager menigheden ansvar for kirken
Lige siden jeg i 2006 gjorde tjeneste som præst på Færøerne i knap 3 måneder, har jeg været optaget af spørgsmålet om forholdet mellem kirke og sogn, præst og menighed.
På Færøerne er der omkring 60 prædikesteder, kirker og bedehuse, hvor der bliver holdt gudstjeneste hver søndag. Da der ikke er mere end 22 præster, har der været tradition for, at der blev holdt degnegudstjenester.
Det vil i al korthed sige, at den lokale menighed tager ansvar for, at der holdes gudstjeneste. Gudstjenesten er så ikke afhængig af betalte ansatte, præst, kirketjener, kordegn, kor og organist, for det er mennesker i menigheden, der på skift gør rent i kirken og pynter op til gudstjenesten, der på skift er kordegne og læser en prædiken op fra en prædikensamling, der frivilligt er kirkekor, og en organist, der er honorarlønnet for sin medvirken.
Da jeg kom tilbage fra Færøerne var jeg parat til at lukke folkekirken og begynde forfra med en kirke, der var bygget op nedefra, mere båret af den lokale menighed og mindre af stat og præster og øvrighed.
I Danmark har vi vænnet os til en velfærdskirke
Men ét er drøm, og noget andet er virkelighed. Sådan som den folkekirkelige virkelighed er, er det svært at forestille sig, at de enkelte menigheder i den grad vil træde i karakter, at de for at fastholde deres lokale kirke for det første vil begynde at komme der mere end nogensinde, og at de for det andet vil tage så meget praktisk ansvar på sig, at det kan bringe de belastende udgifter ned.
Vi har vænnet os så meget til et velfærdssamfund og til en velfærdskirke, der lever på de givne statslige økonomiske vilkår, om vi nu kan lide det eller ej, at vi må være parate til at se den nuværende situation i øjnene.
Det er klart, at det gør ondt på købmanden, på skolelederen, på præsten og menighedsrådet, når der ingen kunder, elever eller kirkegængere er, men det er ikke fordi de ikke findes, de er bare flyttet, og kirken skal i hvert fald være der, hvor mennesker er.
Hanne Sander
Sognepræst og panelist på www.kristendom.dk