"Kirken skal være en ledestjerne"

Bibelen taler hele tiden om mennesker, som er på vej. Den er en vandringshistorie, fortæller katolsk diakon Kaare Nielsen Foto: Wikimedia Commons

Alle mennesker søger efter en tro. Kun en kirke, der går ud for at møde mennesker, er en kristen kirke, skriver katolsk diakon Kaare Nielsen

Som jyde er det ikke let at finde vej i København. Der er mange biler; der er myldretid; der findes store og små veje, endda motorveje i og omkring byen og meget trafik. Det går stærkt på Københavns veje. Ofte har jeg orienteret mig ved de store tegn, for eksempel Tivoli eller Tuborg Ølflasken på Strandvejen.

Vi er hele tiden undervejs
Vi bruger ordet vej om at nå fra et udgangspunkt til et mål. Nogle gange bruger vi udtrykket omveje. Ofte forekommer det mig, som om det ikke er en omvej, men blot den vej, der fører os til vort mål.

Bibelen taler hele tiden om mennesker, som er på vej. Den er en vandringshistorie. Det begynder med Adam og Eva, der må vandre ud af Edens have, og så Abraham og Moses, der virkelig er på vej i deres liv.

Den ender med dem, der følger Jesus, og tilbeder ham i det himmelske Jerusalem.

I Apostlenes Gerninger omtales vi kristne som dem, der holder sig til vejen. I dag taler vi i kirken om, at vi er på en troens vandring, og at vort liv er en trosvej.

Her i julen har vi hørt, at Jesus er Immanuel (Gud med os) på denne vores vej.

Hvad er din ledestjerne?
Vi har ved De hellige tre kongers fest hørt om tre mænd, der er undervejs. De aftaster nattehimmelen i det dybeste mørke og opdager en stjerne. Ikke hvilken som helst stjerne, men en stjerne, der leder dem til krybben i Betlehem, hvor de finder Jesus og tilbeder ham.

Hvor vil denne tekst føre os hen? Den stiller for mig at se følgende spørgsmål til os:Hvilken vej har du taget for at komme til det sted i dit liv, hvor du just nu sidder og læser dette?

Ja, ikke kun forstået som den fysiske vej, men også på et dybere plan.
Tænk kort over, hvad der for dig har været en ledestjerne i dit liv. Det kunne være mennesker, begivenheder, udfordringer.

I fortællingen om de hellige tre konger hører vi om, hvad der fører dem til et skelsættende møde på deres livsvej.

Kongerne så lyset. De havde tillid til det, de så, og de fulgte det. Overbevist om, at de havde noget godt, noget stort i vente, lod de sig ikke anfægte i deres tro, selv om vejen var lang, og der nok også har været smertefulde tider undervejs. Dette lys var værd at begive sig på vandring for.

De holdt fast ved drømmen og fulgte deres vej. Som fremmede kom de til Jesus og tilbad ham. Derefter vendte de tilbage til deres land som forvandlede mennesker. De var blevet forandret. De var ikke længere de samme.

Betragt en gang disse konger, eller vismænd, eller hvad vi end måtte kalde dem. De har alt i sig, hvad også søgende mennesker har i sig. De har en længsel og er søgende. Så begiver de sig på vej, og til sidst finder de barnet i krybben. Bag dem ligger der en hel trosvandring.

Først må der være en længsel, som driver et menneske til at søge, for at det kan finde. Og når mennesket har fundet, må det spørge sig selv, om det vil tage det til sig.

Det gjorde de hellige tre konger. De længtes, søgte og fandt krybben med Jesusbarnet.

Er kirken åben for de søgende?
I min missionstjeneste oplever jeg ofte mennesker, der søger, måske ikke altid bevidst Gud; men de søger en mening eller noget mere end det, der ligger håndgribeligt foran dem. Hvad finder disse mennesker, når de møder kirken?

Eller spurgt på en anden måde: Er vi som kirke åbne for mennesker, der er undervejs, der måske ikke i første omgang har den samme tilgang til troen som vi? Er vi som kirke åben for, at søgende mennesker, der har gået deres vej eller en anden vej, og nu slår følge med os?

Måske går de ikke i helt samme takt som os. Vil vi følges med dem? For det er da lettere at følges med dem, der går i takt, er det ikke?

Kan vi ligesom Jesus i krybben åbne vore arme og tage imod mennesker, der kommer langvejs fra og er søgende, og som har beskæftiget sig med ting, der ikke hører til det, man "burde" beskæftige sig med?

Men barnet i krybben åbner hjertet og armene for dem og tager imod dem. Derefter tager de derfra og er forvandlet. Formår vi som kirke at gøre det samme for de mennesker, der kommer til os? Bærer vi i os en kraft og en tro på, at mennesker kan forvandles?

Kirken skal hjælpe mennesker med at komme til tro
At være kirke er at ville have en nød for og at ville se mennesker komme til tro. Det forudsætter, at vi tør møde mennesker på deres vej. Kun en kirke, der går ud for at møde mennesker, er en kristen kirke. Hvis de første disciple var forblevet bag lukkede døre af frygt, ville den første mission havde haft det svært. Tak og lov, at de gik ud ved Helligåndens hjælp og styrke.

Frygt ikke står der 365 gange i Bibelen. (Jeg har ikke talt efter). Én gang til hver dag. Måske er det de ord, der ved denne fest lægges os som kirke på sinde.

Kaare Nielsen er katolsk diakon og leder af den katolske organisation Missio Danmark