Kirkeordninger kommer og går!

Keld Dahlmann er præst i Århus Valgmenighed. Han byder Indre Missions nye åbning over for at etablere valg- og frimenigheder velkommen. Foto: Søren Holm

I Århus Valgmenighed glæder vi os over, at Indre Mission i praksis - og nu også officielt - har integreret valg- og frimenigheder i sin selvforståelse. Århus Valgmenighed er en del af Dansk Oases menighedsnetværk, hvor en lignende debat omkring forholdet til folkekirken blussede op i 1990erne.

I forlængelse af denne debat blev det Dansk Oases officielle linje at forene mange typer af lutherske menigheder i samme netværk. Den linje har efter min opfattelse været meget frugtbar for dansk kirkeliv, idet den fastholder, at kirkens væsen - identitet - ikke er det samme som kirkens ordning.

De lutherske bekendelsesskrifter lægger selv op til denne skelnen og derfor er det en selvmodsigelse at være en luthersk bevægelse og ville identificere sig med een ordning alene.

Tværtimod er det meget afgørende for kirkens fortsatte reformation, at evangeliet kan iklæde sig nye typer af fællesskabsformer og ordninger, for at kirken kan være tro mod sin missionale identitet. Allerede i Det Nye Testamente fremstår ansatser til flere forskellige måder at organisere kirken på.

Vi skal være fleksible
Menigheden i Jerusalem var efter alt at dømme meget velorganiseret og knyttede an ved organisationsformer der var velkendt i jødedommen. Kirken i Antiokia var mere ustruktureret og spontan og nogle af de konflikter vi læser om i apostlenes gerninger kan forståes på den baggrund.

I Oldkirken udviklede kirkens organisation sig med et stærk præg fra romersk administration og modsat var den keltiske kirkeordning meget mere relationel og løs i formen.

Igennem hele kirke- og missionshistorien har kirken udviklet sig i mange forskellige ordninger, og det er meget glædeligt, at den virkelighed sætter sig igennem i Indre Missions selvforståelse og strategi. Vi skal være fleksible i kirkens ordninger, men vi skal være tro mod kirkens Herre.

Keld Dahlmann er præst i Århus Valgmenighed.