Kom som du er og gå som dig selv

I gudstjenesten lader vi i en times tid Gud fylde os med den tillid, som vi har så hårdt brug for i verden, skriver sognepræst Line Hage i denne reklame for højmessen

I Danmark kommer vi stort set kun i kirken, når vi har noget specielt at bruge den til. Vi kommer til dåb og bryllupper, til begravelser og konfirmationer. Vi kan også finde på at komme juleaften.

Og det er en rigtig god måde at bruge kirken på, for det er det, den er der for. Den kan skabe ceremonier ud af livets og årets højdepunkter og vigtige begivenheder. Kirken kan løfte os ud af hverdagen og give os de nødvendige rammer, der både skal kunne rumme festlig glæde og sorg og afmagt.

Derfor er medlemstallet stadig så højt. Vi ved nemlig, at vi har brug for et særligt sted med særlige traditioner til at varetage de dele af livet, som falder uden for hverdagen.

Men Folkekirken kan meget mere end det. Den har også noget at byde på i hverdagen. Ikke dagligt måske men ugentligt om søndagen ved gudstjenesten kl. 10.00. Den gudstjeneste som hedder højmessen.

Højmessen er en fuldstændig åben gudstjeneste. Enhver kan gå lige ind fra gaden og sætte sig på de bageste bænke og tjekke forestillingen ud stille og roligt. Hele gudstjenestens koncept er fokuseret på, at de, der deltager, skal modtage noget. Du skal altså ikke selv bidrage med andet end din tid og dit nærvær. Jeg vil senere komme ind på, hvad det er, du modtager i kirken om søndagen.

Højmessen er folkekirkens åndelige centrum. Den er de kristnes kult i Danmark; det er her kristendommen får sit særlige danske religiøse udtryk. Og der er mange lange forklaringer på, hvorfor højmessen er blevet som den er. Dem vil jeg ikke gå nærmere ind i her, men blot minde om, at det er en kultisk forestilling, du går ind til, og derfor må du forvente en noget anderledes oplevelse end de oplevelser, kulturen ellers har at byde på med eksempelvis teater, film og koncerter. 

For at få noget ud af højmessen skal du vænne dig til den anderledes form. Det vil typisk kræve et par søndage eller flere, før Højmessen åbner sig for dig, for man skal øve sig i det kultiske formsprog. Det er bl.a derfor, at alle konfirmander skal gå mindst ti gange i kirke, mens de forbereder sig.

Det koster nemlig tid at finde ind i den åndelige rytme, som hersker ved højmessen, fordi denne rytme er fremmed for vores sædvanlige opskruede tempo i samfundet.

Den anderledes rytme er det første gode argument for at indfinde sig ved Højmessen regelmæssigt. For det er balsam for krop og sjæl at tage sig en ugentlig time i en anden rytme. Du kan se på det som et brusebad i ro og mag før det bliver mandag igen, og livet pumper videre. 

Det næste gode argument for at komme i kirke om søndagen hænger sammen med det første. For den eneste måde, du kan komme i Højmesse-gear på, er at slippe dig selv og dine daglige bekymringer. I alle kirker er der et lille forrum våbenhuset, hvor man i gamle dage skulle hænge sine våben og arbejdsredskaber fra sig, før man gik ind i selve kirkerummet.

Man skulle møde Gud og sin næste ubevæbnet og det er det samme i dag. Nu er det bare vores hårdtarbejdende ego, vi skal hænge fra os i våbenhuset. 

Egoet arbejder hårdt ude i hverdagen, hvor traditionernes trygge trummerum har udspillet sin rolle. Vi skal opfinde os selv på ny hele tiden. Vi får ingen identitet foræret længere, men skal hele tiden vælge alting til og fra og på den måde skabe os vores egen unikke identitet. Vi har kun os selv at falde tilbage på det er kun dig selv, der kan afgøre, hvad der er et rigtigt eller et forkert valg.

Og det er alt sammen meget godt for vi bliver selvstændige og ansvarlige individer af det. Men kedlen kan nemt koge over med stress og depression til følge. Vi taler meget om, at man skal passe på sig selv; at man skal huske at forkæle sig selv, og vi taler om, at man må lære at håndtere presset og beskytte sig selv.

I kirken må du hænge bekymringerne fra dig på vejen ind, for du skal møde Gud og din næste med paraderne nede. Og det er i sig selv en befrielse, når først man har fået det lært.

Det tredje gode argument ligger på et lidt dybere plan, for det har at gøre med, hvad der rent faktisk foregår ved højmessen: det, du kommer for at modtage. Når du deltager, er du med i en kultisk handling, det vil sige: en rytmisk gentagelse af faste ritualer, bønner og salmer, der alle beskæftiger sig med det, der er større end det enkelte menneske. Det vi i kirken har et ord for, nemlig Gud. 

Intet menneske er stort nok til at overskue den sammenhæng, der er i livet og som vi alle er en del af. Og derfor er der ingen af os, der ved, hvad Gud er, eller hvad Gud vil. I Højmessen går man ud fra denne præmis: At Gud er større end vores forstand, større end det, vi kan vide. Vi skal tage en anden af vores menneskelige evner i brug for at fatte noget som helst. Vi skal bruge vores tro eller lad os kalde det tillid. Så bliver det tydeligere, hvad vi kan bruge den til.

Tillid er både en evne og en følelse. Vi kender den udmærket, ligesom vi også kender dens modsætning: mistilliden. Tillid er en evne, vi mennesker har, og vi kan slet ikke eksistere uden denne evne.

Hvordan komme ud af døren hver morgen, hvis vi ikke har tillid til, at det heller ikke bliver i dag, vi får en tagsten i hovedet eller bliver kørt ned af en bil? Eller hvordan finde en ny kæreste, hvis vi blot én gang er blevet såret og ikke selv formår at forny den svigtede tillid? Erfaringen viser os, at andre mennesker har magt til at gøre os ondt. Alligevel har vi tillid til, at det næste menneske, vi møder, ikke vil gøre det. Vi handler stik imod vores viden om den farlige trafik og vores erfaringer i omgangen med andre.

Sandsynligheden er selvfølgelig lille for at blive trafikdræbt, og bare fordi vi én gang er blevet såret, kunne det måske bare være af verdens eneste idiot. Men pointen er, at vi ikke selv kan styre, om vi har tillid eller ej. Vi må møde tilliden og føle den, for at vide, hvad den er. Hvis vi ikke lærer tilliden at kende med det samme, når vi bliver født og op igennem vores første par år så ender vi som psykisk handikappede. Det menneske, der ikke har lært at nære tillid til andre, er fortabt.

Tilliden kan sagtens reduceres til ren overlevelsesstrategi à la Darwin, for den er af en luftig kvalitet den kan ikke begribes, kun opleves. Men bare fordi den kan reduceres, er det ikke det bedste at gøre. 

Kirken opfatter tilliden som en værdi, der kan maksimeres. Kulten har til hovedformål at fremme tilliden i verden: Ved at insistere på et forhold til Gud, selv om vi ikke kan begribe, hvad Gud er, åbnes og udvides evnen til tillid. 

I kulten/gudstjenesten lader vi i en times tid Gud fylde os med den tillid, som vi har så hårdt brug for i verden. Vi øver os i tillid til alt det, vi ikke kan vide noget om ikke kan planlægge og arrangere. Og er det meste af livet ikke netop underlagt de vilkår?

Det tredje argument for at gå i kirke om søndagen er altså, at du, når du er blevet bekendt med højmessen, helt automatisk træner din evne til tillid. Det sker, når du giver dig hen til det, der er større end dig selv det, du ikke kan forstå, men må tro. Og alle, der sidder omkring dig, gør det samme. Vi bliver klar over, at vi alle blot er små mennesker over for Gud. Vi er mere ens end vi er forskellige vi har mere tilfælles, end vi måske ellers går rundt og tror.

Lad mig fortælle om min egen vej ind i højmessen. Jeg voksede op i 70erne og 80erne i en familie, der fulgte med hippietiden og derfor ikke gik i kirke. Jeg blev fx ikke døbt, og der var i det hele taget en stemning af, at kirken og kristendommen var noget gammeldags reaktionært noget, som det gjaldt om at holde sig fra.

Jeg var et barn af tiden og blev opdraget til at tænke politisk og
"fri os fra traditionerne". Der var meget frigørelse dengang, og det var vel også berettiget langt hen ad vejen, at man ville rense nogle stivnede omgangsformer og samfundsmønstre ud, men noget værdifuldt blev hældt ud med badevandet, og det er tilværelsens åndelige dimension.

Da jeg begyndte at læse teologi, var det ikke for at blive præst. Jeg opfattede studiet som et kulturfag og gik stadig ikke i kirke. Ikke i trods som mine forældre og deres generation. Nej, det faldt mig bare ikke ind!

Men da jeg fik et studenterjob som sognemedhjælper ved en kirke, så måtte jeg jo også komme der til højmesserne. Og det var slemt i starten. Jeg vred og vendte mig på den hårde kirkebænk jeg blev småaggressiv over alle de underdanige bønner og den tunge salmesang. Jeg følte mig fanget og kunne slet ikke høre, hvad der egentlig foregik.

Men da jeg havde været til et par gudstjenester i træk og så småt fornemmede deres gang, begyndte jeg ligefrem at glæde mig til en ganske bestemt del af Højmessen: velsignelsen.

Velsignelsen er noget af det allersidste, der sker. Når præsten løfter armene og lyser velsignelsen over dem, der er til stede, så er det, som om en engel går gennem kirkerummet. Der bliver stille på en helt særlig nærværende måde. Det er, som om man kan række ud og røre freden den er meget konkret.

Den første gang, jeg oplevede det, troede jeg bare, at det var noget med mig selv og min sindstilstand den søndag. Men nu ved jeg, at det altid er sådan uanset hvilken kirke og hvilken præst. Ved højmessen sker der noget, som er større end det enkelte menneske. 

Velsignelsen blev min indgangsport til resten af højmessen. Den viste mig den modtagende og tillidsfulde livsindstilling, der giver højmessen mening og værdi. Jeg lærte, at modtage noget, som jeg dybest set ikke forstår, men alligevel kan mærke.

De andre ting, der sker ved højmessen, handler, som velsignelsen, også om at modtage noget! Men kun du selv kan afgøre, hvad det er for noget.

Måske er det Gud måske er det vores fælles forventninger, der skaber oplevelsen måske er det bare ren indbildning. Men uanset hvad det er, så er virkningen helt fantastisk og du kan gå opløftet og lettet fra kirken.

Kom som du er - og gå som dig selv.