Kommentar: Hvor vildt styrer folkekirken egentlig?

Man skal ikke være profet for at forudse, at den nuværende tætte forbindelse mellem stat og kirke ikke er langtidsholdbar, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen i en kommentar til Folketingets betænkning "Folkekirkens styre"

For nogle år siden stødte jeg på slangudtrykket, han styrer for vildt, der signalerede, at en person gjorde det meget godt.

Folkekirkens styre er titlen på den betænkning 1544, som i dag blev offentliggjort af Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken. Kan man med udgangspunkt i de fremlagte lovforslag sige, at folkekirken styrer for vildt?

Når jeg læser (eller rettere skimmer) den 448 sider lange betænkning, er min konklusion, at flertallets lovforslag er et skridt i den helt rigtige retning, men at det er det lille og dog meget vigtigt skridt.

LÆS OGSÅ: Anbefalinger om folkekirkens fremtidige styring

Det er et udtryk for, at flertallet i udvalget har taget de første spæde skridt til at udvise rettidig omhu for folkekirkens fremtid. Man skal ikke være fremtidsforsker eller profet for at forudse, at den nuværende tætte forbindelse mellem stat og kirke ikke er langtidsholdbar se eksempelvis på udviklingen i andre lande med stats/folkekirker, og det ville være dybt problematisk, hvis politikerne en dag brød forbindelsen mellem stat og kirke, uden at kirken var begyndt at forberede sig på det.

Det forslag, som peger i den rigtige retning er først og fremmest, at der lægges op til, at der for første gang i folkekirkens historie etableres et demokratisk valgt råd for hele folkekirken, Folkekirkens Fællesråd.

Dermed begynder processen med at overdrage ansvaret for folkekirken fra folketing og minister til et folkekirkeligt organ, så kirken bevæger sig længere væk fra at være en statskirke til i højere grad at blive en folkekirke.

Det er også et skridt i den rigtige retning, at kirkens ydre og indre anliggender ikke på dualistisk vis adskilles, men holdes sammen i det samme udvalg, om end udvalgets kompetence vedrørende de indre anliggender ikke bliver så store som når det gælder kirkens ydre anliggender (økonomi og fællesanliggender).

Økonomiske beslutninger har naturligvis også konsekvenser for kirkens indre anliggender, og beslutninger om kirkens indre anliggender har naturligvis også økonomiske implikationer.

Det er en klog beslutning, at udvalget foreslå, at statens tilskud til folkekirken omlægges til et ikke øremærket bloktilskud, således at det bliver tydeligere for ikke-folkekirkemedlemmer, at de ikke direkte er med til at betale præstelønninger, men bidrager til betaling fx af bevarelsen af middelalderkirker og til dækning af udgifter til kirkens personregistrering og begravelsesopgaver.

LÆS OGSÅ: Folkekirken er bygget på ånd, men styrter i grus uden finanser

Adskillelsen af folkekirkens og statens økonomi er en enorm opgave, som dette forslag blot er begyndelsen på. Sammensætningen af Folkekirkens Fællesudvalg ser også meget fornuftig ud.

I en luthersk kirke, der bygger på det almene præstedømme, er det helt rigtigt at foreslå, at næste ¾ af medlemmerne er lægfolk. I lyset af den kirkelig virkelighed, hvor en meget stor del af folkekirkens børne-/ungdomsarbejde, diakoni og mission varetages af frie kirkelige organisationer, giver det god mening, at udvalget får tre medlemmer fra disse områder.

Ganske vist spiller de kirkelige retninger ikke så stor en rolle som tidligere, men alligevel er det velgørende at læse, at udvalget har lyttet til kritikken, og givet mulighed for at fire af udvalgets medlemmer vælges ved direkte valg blandt alle landets menighedsrådsmedlemmer, således at eksempelvis Indre Mission og Grundtvigsk Forum har en chance for at blive repræsenteret.

Det er meget opmuntrende, at der er endog meget bred opbakning i udvalget til udkastene til lovforslag, således at det kun er udvalgets to tilbageværende politikere, som præsenterer mindretalsudtalelser.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens formål til debat blandt præster

Det betyder, at stort set hele det kirkelige landskab for så vidt som det er repræsenteret i udvalget står bag forslagene. På baggrund af den iøjnefaldende kirkelige konsensus, som betænkningen repræsenterer, burde man kunne forvente, at de politiske partier ville undlade at politisere folkekirkens forhold, men udvise en klædelig respekt over for folkekirken ved at gøre lovforslagene til lov.

Selv hvis de foreslåede lovforslag bliver positivt modtaget i høringen og - bliver vedtaget af folketinget, er der endnu lang vej at gå, inden vi har en sammenhængende og moderne styringsstruktur i folkekirken, og der tilbagestår stadig mange opgaver, der venter på en løsning.

Men enhver rejse begynder med det første skridt. Og ja, folkekirken styrer, men den styrer ikke for vildt!

Mogens S. Mogensen er interreligiøs konsulent.