Kopterne er meget aktive kristne

Den koptiske kirke i Egypten kæmper med en indgroet diskrimination fra de muslimsk dominerede myndigheders side, fortæller Henrik Ertner Rasmussen, generalsekretær for Dansk Europamission. Foto: Arkivfoto

Det er de irakiske kristne, der er under størst pres i øjeblikket. Men de koptiske kirker er også terrormål på grund af deres størrelse og deres iver for at udbrede kristendommen, skriver Henrik Ertner Rasmussen

Kristendom.dk har spurgt generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen: Hvad er baggrunden for stridighederne i Egypten lige nu - og for kopternes udsatte position? Har den koptiske kirke en særlig tradition eller historie, der gør den mere udsat for angreb end andre kristne kirker?

Henrik Ertner Rasmussen svarer:

Udtrykket koptiske kristne er på en måde dobbeltkonfekt. Ordet kopter kommer af en arabisk forvanskning af ordet aigyptos, det græske ord for egypter.

Da muslimerne i deres kamp mod Det østromerske Rige invaderede Egypten i år 640, var den oprindelige egyptiske befolkning stort set kristnet. Derfor kom det arabiske ord qubt eller qibt automatisk til at betyde egyptisk KRISTEN, og det har hængt ved siden.

Egypten er nu et arabisk, overvejende muslimsk land, men det er også det land i den arabiske verden med det største antal kristne. Libanon har procentvis flere kristne, men da landets befolkningstal er så lille, kommer kopterne ind på en suveræn førsteplads på grund af deres antal.

Kopterne må ikke tælle deres medlemmer
Der findes koptisk ortodokse, koptisk katolske og koptisk evangeliske kristne. De allerfleste koptiske kristne er orientalsk ortodokse, det vil sige deres gudstjenesteform og visse af deres teologiske læresætninger adskiller sig noget fra de østlige ortodokse kristnes, det vil sige for eksempel russiske og græske ortodokse.

De koptisk katolske og de koptisk evangeliske kristne udgør hver for sig måske kun ca. 5 % af den samlede koptiske befolkning. Det er vanskeligt at lave en nøjagtig statistik over de kristnes antal, idet regeringen modsætter sig at kirkerne laver en nøjagtig optælling af deres medlemmer.

De egyptiske kristne er ivrige missionærer
Det mellemøstlige land, hvor de indfødte kristne er mest under pres i øjeblikket, er Irak, hvorfra ca. 2/3 af den kristne befolkning på over en million er flygtet i tiden fra 1990 og frem. Alligevel er der nu meget fokus på kopterne, bl.a. fordi de hører til de mest aktive vidner om den kristne tro.

Allerede for 100 år siden var egyptiske kristne blandt de ivrigste missionærer og kolportører af Bibelen i den arabiske verden. En af de grunde som islamiske terrorgrupper har brugt som legitimation for angreb på kristne, er rygter og forvanskede historier om, at koptiske kvinder der er konverteret til islam, bliver holdt fangne mod deres vilje i koptiske klostre, en påstand som af Den koptisk ortodokse Kirke er blevet betegnet som opspind.

Konspirationsteorier går ud over kopterne
Det betyder dog meget lidt i en kultur, hvor man ynder at dyrke konspirationsteorier, og hvor mange betragter det som et faktum, at jøder stod bag angrebet på World Trade Centre samtidig med at Osama bin Laden betragtes som helt på grund af samme handling!

På grund af konspirationsteorierne cirkulerer også frit rygter om, at koptiske kirker og klostre har hemmelige våbenlagre parat til at de kristne kan tage magten i Egypten.

En journalist fra et islamistisk blad med ekstreme holdninger besøgte engang en bekendt af mig, som var præst for en kirke i det centrale Cairo for at skrive om kirken. Han havde hørt rygter om, at der var flere muslimer, der var konverteret til kristendommen i netop den kirke. Han blev vist rundt i kirken, og efter eget udsagn senere hen var han overbevist om, at der bag en bestemt dør måtte være et hemmeligt våbenlager.

Stor var hans overraskelse, da præsten frit åbnede døren for ham og viste ham søndagsskolelokalet. Ingen af rummene var hemmelige, viste det sig. Samme ekstremistiske muslim blev ved med at komme og interviewe præsten, og det endte med, at han selv blev kristen.

Eksilpræst skader kirken med Koran-udsagn
Endvidere har specielt én koptisk præst, fader Zakaria, som nu i mange år har boet i eksil i udlandet, gjort mange muslimer vrede på grund af de afsløringer, som han i sine tv-programmer er kommet med om, hvad der faktisk står i Koranen og de mange hadith-samlinger (samlinger af udsagn der tillægges profeten Muhammed og hans disciple). Disse udsagn, som i mange tilfælde er indbyrdes modstridende, danner sammen med Koranen grundlag for islamisk lov, Sharia.

Mange af udsagnene synes så bizarre, at mange muslimer næsten ikke kan tro, at de stammer fra profeten. Der er muslimer, som har opgivet deres tro, fordi disse udsagn er i strid med, hvad de anser for fornuftigt og moralsk acceptabelt. Dette er med til at lægge netop koptiske kristne for had, uanset at fader Zakaria er blevet fradømt kjole og krave af Den koptisk ortodokse Kirkes pave.

Kopternes størrelse betyder forfølgelse
Alligevel er det nok mest den koptiske kirkes talmæssige størrelse, der gør den til et interessant mål for terrorister, og da den nu er udbredt til både Nord- og Sydamerika, Australien og Europa samt forskellige afrikanske lande syd for Sahara, er den et terrormål i alle disse verdensdele, især der, hvor man ikke er vant til, at kirker skal bevogtes af bevæbnet politi, som de bliver det i Egypten.

Samtidig kæmper den koptiske kirke i Egypten med en indgroet diskrimination fra de muslimsk dominerede myndigheders side, blandt andet med overvældende bureaukratiske hindringer for at kunne udføre nødvendige reparationsarbejder på deres kirker, endsige for at kunne bygge nye kirker.

Også i uddannelsessystemet klager kopterne over diskrimination, der dog vanskeligt kan dokumenteres, da den ikke er officiel, men som dog alligevel er meget håndgribelig for dem, den går ud over.

Henrik Ertner Rasmussen er generalsekretær i Dansk Europamission og panelist ved religion.dk.