Kristendemokraterne har ikke ændret holdning til det ufødte barn

Jeg mener, at vi skal turde omformulere, modernisere og udvikle vores politik, skriver folketingskandidat for Kristendemokraterne Tove Videbæk.

Hvis Kristen-demokraterne giver køb på de centrale værdier, er jeg ikke længere folketingskandidat for partiet, skriver Tove Videbæk i Kristendom.dks læserdebat

Kristendemokraterne har ikke ændret holdning eller politik vedrørende det ufødte barn. Ifølge vores principprogram er vores holdning stadig: "Et menneskefoster er - uanset sit udviklingstrin - et levende menneske med samme krav på respekt, omsorg og beskyttelse som alle andre mennesker.

Det er derfor Kristendemokraternes mål dels at fjerne årsagerne til, at forældre vælger provokeret abort, og dels gennem relevant lovgivning at yde det ufødte menneske den bedst mulige retsbeskyttelse". Det er Kristendemokraternes holdning og politiske udgangspunkt.

Derfor fremsatte Kristeligt Folkeparti, så snart vi kom i Folketinget i 1998, et forslag til Aborthandlingsplan 1, som blev vedtaget i 1999 af alle Folketingets partier. Det var en meget stor succes for os. I denne plan var der initiativer om mere oplysning, forebyggelse, rådgivning til kvinder, som var uventet gravide og så videre.

Efter udløbet af denne plan, blev Aborthandlingsplan 2 vedtaget i Folketinget, og den slutter ved udgangen af 2007. Derfor er der behov for en ny Aborthandlingsplan 3, og den har Kristendemokraterne i nogen tid internt arbejdet med forslag til.

I den nye plan er der forslag om oplysning og forebyggelse, om rådgivning og sociale indsatser, som dels skal forebygge uventede graviditeter, dels hjælpe og støtte kvinder, der er blevet uventet gravide, således at de på et godt grundlag kan tage deres beslutning.

For nogle år siden lavede Mødrehjælpen i Odense en undersøgelse vedrørende en sådan rådgivning, og det viste sig, at 50% af alle kvinder, som modtog denne uvildige rådgivning, besluttede sig for at gennemføre graviditeten og føde deres barn.

Sådanne forebyggende og støttende tiltag skal vi have flere af. Ligeledes skal vi have bedre sociale foranstaltninger og hjælpemuligheder til kvinder, der beslutter at gennemføre en graviditet.

Alt dette er jeg enig i og støtter fuldt op omkring.

Der, hvor jeg har været lidt usikker er blandt andet vedrørende et citat i Berlingske Tidende fredag d. 6. juli 2007, hvor der står, at vi fremover ikke vil "stille forslag om at ændre abortlovgivningen". Dette er jeg uenig i.

Jeg er 100% enig i vores holdninger som beskrevet i vort principprogram, jeg er enig i udkastet til aborthandlingsplan 3, og jeg mener også, at vi skal turde omformulere, modernisere og udvikle vores politik.

Det er faktisk det, som jeg mener, at vi er i gang med. Jeg mener ikke, at Kristendemokraterne giver køb på "de centrale værdier, som partiet står for". Hvis Kristendemokraterne gør det, så er jeg ikke længere folketingskandidat for Kristendemokraterne, det er helt klart.

Kommentér Tove Videbæks indlæg i Kristendom.dks læserdebat.

Hvis du ikke allerede er oprettet som bruger i Kristendom.dks læserdebat, skal du gøre det for at kunne skrive et indlæg. Opret dig som bruger her.