Fasten understreger, at kristendom er noget, vi gør sammen

Danskerne vil have vejledning på det åndelige område, men i en misforstået frygt for gerningsretfærdighed er præsterne bange for at komme ud af busken, mener sognepræst Christian Roar Pedersen

Et af de første minder jeg har, er at min mor beder fadervor sammen med mig, inden jeg skal sove. Det er jeg hende evigt taknemmelig for i dag. For kristendommen er uløseligt knyttet sammen med praksis. Den er noget, vi gør sammen.
 
Alligevel er der en udbredt opfattelse af, at religion er en privatsag. Det er i orden, at folk er religiøse, bare de holder det for sig selv. Det giver jo unægtelig den kristne praksis svære kår.

Jeg talte på et tidspunkt med en, der var på kursus med sit arbejde. Om søndagen gik han i kirke det pågældende sted, og det var først dér, at han opdagede, at en anden fra kurset også gik i kirke regelmæssigt.

Det var ikke noget, de havde talt om i pauserne. Det sidder dybt i os. Vi holder troen for os selv. Og hvem taler i øvrigt om søndagens prædikentekst til kirkekaffen?

Denne individualisering og privatisering af troen begyndte med Martin Luthers reformation. Det er den enkeltes forhold til Gud, der er vigtigt, ikke præster, pave eller andre institutioner. Vi er alle præster for Vorherre.

I det tyvende århundrede har den såkaldte dialektiske teologi understreget det virkelig radikale aspekt af nåden: Gud er alt, og jeg er ingenting. Vi kan ikke frelse os selv.

Resultatet er, at kristendommen er havnet oppe i hovedet på os. Den er langt hen ad vejen blevet en intellektuel øvelse: Vi må indse, at vi er syndere. Ja ovenikøbet tilgivne syndere. Der er ikke noget, vi selv kan gøre. Alt er gave.

Det er ikke svært at se, hvorfor den kristne praksis ud fra denne tankegang står i overhængende fare for at forsvinde. Der er jo alligevel intet af det, vi gør, som hjælper os i forhold til frelsen. Og hvorfor så faste eller for den sags skyld gå i kirke? ”Det kan være bedre at sidde i kroen og tænke på kirken”, som vi siger til os selv og hinanden. Der er ikke langt herfra, til at langfredag er blevet den store havedag, hvor vi kører i byggemarked og på planteskole.

Spørgsmålet er, om vi kan være kristne uden praksis. Hvis man aldrig kommer i kirken, beder en bøn eller læser i Bibelen, er man så stadig kristen? Ud fra ens selvforståelse, ja. Det er vi jo i Danmark.

Lige såvel som jeg er lystfisker, selvom jeg ikke har været ude med snøren i 20 år. Og hvem skal i øvrigt bestemme, hvad jeg er?

Men det klinger lidt hult. Vi præster skal blive bedre til at insistere på den kristne praksis. Når vi møder folk, der ikke kommer i kirken, gør vi alt for, at de ikke skal føle sig som spedalske af den grund. I stedet kunne vi sige til dem: Det er ikke for sent, ses vi på søndag?

Hvis danskerne virkelig er de åndelige analfabeter, som vi i kirkens elite ynder at sige, så har vi en stor del af skylden selv.

Når man ser på antallet af horoskoper i bladene, yogakurser i aftenskoleregi og den stadigt voksende coachingindustri, er det tydeligt, at danskerne søger svar og anvisninger til, hvad de konkret skal gøre. De søger en praksis, og vi i kirken skal ikke give dem stene for brød.

Vi lever i en noget-for-noget kultur. Det er den økonomiske tænkning, der har sneget sig ind i vores mellemmenneskelige relationer: Kan det betale sig? I kristendommen taler vi om “alt for intet.” Det er noget helt andet.

Men lige præcis på det punkt skal vi passe på ikke at smide den kristne praksis ud med det lutherske badevand. Luther var jo ikke modstander af et levet kristenliv. Han var modstander af det hykleri, der kan være knyttet til vores liv i troen.

Han var modstander af, at vi tror, vi er bedre end andre, hvis vi lever asketisk. Han var modstander af gerningsretfærdighed, hvor vi forveksler Gud med en købmand, vi kan betale med gode gerninger.

I den henseende er det vigtigt at huske på, at man godt kan få noget ud af noget, selvom man ikke gør sig fortjent til noget. Måske den kommende faste kan være gavnlig for os, selvom vi ikke gør os fortjent til noget.

Christian Roar Pedersens første faste-tip

Den tankegang har noget for sig og kan blive en vigtig replik til samfundets noget-for-noget. Der er også et livssyn, der hedder, at vi kan gøre en indsats uden at skulle have løn for den.
Luther skrev konkrete anvisninger til folk. De skulle slå korset tegn for sig, de skulle bede fadervor. Vi skal som folkekirkens præster genopdage denne vejlederrolle. Vi skal anvise vores menighed en praksis.

Fasten er en oplagt tid til at genopdage den kristne praksis. Både for os præster og for vores menighed, der ikke kommer i kirken hver søndag.

For at nå bredere ud har jeg i år lavet en række videoer med konkrete tips til fasten. Videoerne deler jeg på sociale medier, og de kommer også til at være min egen dagbog med refleksioner over fasten. Hvad rører der sig i mig, når jeg beder og faster?

Christian Roar Pedersens andet faste-tip:

Men hold op hvor er det grænseoverskridende for mig. Er jeg ikke bare en hykler? Kan jeg gå ud med det? Det er jo så personligt. Ja, sådan kan troen som en privatsag være dybt forankret selv hos en præst.

Kristendommen er noget, vi gør sammen. Den er noget, vi giver til hinanden. Som min mor gav den til mig, da hun lærte mig fadervor. Som kristne kan vi ikke være alene, vi er sammen om tro og praksis. Liv og gerning.

Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift.