LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Synspunkt

Kristi Himmelfart bliver Gud nærværende med os

Måske kunne der ligge en pointe gemt i maleriets komposition og position? skriver sognepræst og dr.theol Anders Eyvind Nielsen om kalkmaleriet i Bellinge Kirke. Kalkmalerierne er fra 1496 og malet af Ebbe Olsen Simon Petersen. Foto: Uffe Kærup

Himmelfartsmotivet sætter selve ’loftshøjden’ for den gudstjenestelige fejring af den nærværende Kristus, mener dr. theol og sognepræst Anders Eyvind Nielsen

I Bellinge kirke på Fyn finder vi et eksempel på et tilsyneladende naivistisk kalkmaleri af Kristi himmelfart.

Vi ser nogle disciple stå som fortryllede og stirre sig blinde på et par fodaftryk, der åbenbart udgør selve afsættet for Jesu opstigning til det himmelske niveau. Men, hvor naivt er billedet i grunden tænkt? Måske kunne der ligge en pointe gemt i maleriets komposition og position.

For disciplene ser jo ikke, hvad kirkegængerne ser, nemlig kalkmaleriet i sin helhed. Den gudstjenestefejrende menighed ser altså noget mere, hvilket vil sige et par tæer stikke frem under den nederste del af Jesu kjortel oppe i billedets øverste del. I gudstjenestens rum kunne meningen med kalkmaleriet måske være, at den jordisk fraværende Jesus (som de efterladte fodaftryk signalerer) transformeres om til at være den på én gang ophøjede men nærværende Kristus.

På vej ud af billedet og så alligevel på en måde ikke længere væk, end at kristusskikkelsen stadigvæk er med i billedet.

Det er i hvert fald, vil jeg mene, muligt at forstå et par himmelfartsfortællinger, vi har i den nytestamentlige litteratur, i det lys. Forfatteren af Lukasevangeliet skaber en tæt sammenhæng mellem velsignelse, himmelfart og glæde. Forfatteren runder jo netop sit første bind af Lukasevangeliet af med at skabe en nær sammenhæng mellem på den ene side den opstandnes velsignelse af disciplene umiddelbart før den opstandne ”blev båret op til himlen” og på den anden side de efterladtes reaktion i form af tilbedelse i ren glæde.

Det er givet, glæden ikke udspringer af ren og bar lettelse over at være sluppet af med et genfærd. Det handler ikke om psykologi, men om teologi. Der er noget dybere på færde.

Nemlig en gudstjenstlig glæde over at erfare den ophøjede Kristus som nærværende. Det ligger i den afsluttende bemærkning: ”de var stadig i helligdommen og priste Gud”. Opstandelse, himmelfart, Ånd er forskellige sider, der tilsammen udtrykker Kristus som nærværende.

Det giver god mening med Luther at forstå bekendelsens ord ”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den Almægtiges, højre hånd” som noget andet og mere, end en henvisning til et bestemt ”sted” højt hævet over denne verdens liv på godt og på ondt.

For Luther er Guds ”højre hånd” et andet udtryk for troen på, at Gud som Gud på én og samme tid evner at være nærværende over alt. Derfor er Jesus Kristus – opstået ind i Gud – ikke bundet til et bestemt ”sted”, som en stork i sin rede, eller som en gøgler på sin tronstol, som Luther siger. – Eller som Matthæusevangeliet lader Jesus på foregribende måde udtrykke i et gudstjenestefarvet sprog: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem”.

I en kristen historisk sammenhæng sætter himmelfartsmotivet så at sige lofthøjden for den gudstjenestelige fejring af den nærværende Kristus. Inden Det Nye Testamente formelt blev autoriseret af oldkirken til gudstjenstlig brug i den form, vi kender i dag, var der forskellige kræfter inden for (såvel som uden for) kirken, der efterhånden blev overbevist om, at Kristus med sin himmelfart også havde givet plads og tid til helt nye åbenbaringer – mundtlige som skriftlige. Men det er en anden historie.