Kristi himmelfart giver os et glimt af en skjult dimension

Himlen er der, hvor Gud er – skjult for os. Og Gud er ikke begrænset af noget sted eller nogen tid, skriver tidligere sognepræst og kernefysiker Poul Martinsen i en refleksion over Kristi himmelfart

"Jesus Kristus
Du er i din himmel bag tiden og rummet,
og dog så nær ved os, at vi kan høre dig,
når du taler til os."

Sådan indleder salmedigteren og præsten Holger Lissner bønnen til Kristi himmelfartsdag. Bønnen siger noget helt centralt om, hvad helligdagen handler om, og hvad den betyder også for os i dag.

”Din himmel bag tiden og rummet” - det er billedtale, men det er nutidig billedtale. Og billedtale er helt nødvendig, hvis vi vil tale om det, der går langt ud over vore daglige erfaringer fra hverdagen.

Vores hverdag foregår indenfor rummets tre dimensioner med tiden som den fjerde. Himlen er derimod som en skjult dimension, der langt overgår, hvad vi kan sanse eller fatte.

Ekstra dimensioner illustreres tit i moderne fysik med et enkelt billede. Vi opfordres for eksempel til at forestille os, at vi er helt flade orme. Vi kan så kun bevæge os omkring hinanden på en helt plan flade og kan kun opfatte længde og bredde, men ved intet om højde. Men noget fra højdens dimension, kan være helt tæt på, uden vi kan opdage det. Kun hvis f.eks. en hånd fra højdens position lader en finger berøre en orm, kan den måske ane en større virkelighed. Med dette i tankerne kan vi også tale om himlen som en skjult dimension.

Himlen er nemlig der, hvor Gud er – skjult for os. Og Gud er ikke begrænset af noget sted eller nogen tid. Han er ovenover og nedenunder, bagved og foran alt det skabte, som Luther udtrykker det et sted.

Når vi i Bibelen møder ord om, at Jesus blev båret op, løftet op, eller taget op til himlen er det således ikke et udtryk for, at det drejer sig om en bogstavelig fysisk opstigning, men derimod at han, som det også udtrykkes, tager plads ved Guds højre hånd – eller med billedet fra før, at han er i en for os usynlig dimension.

Læg mærke til, at Jesu Himmelfart ikke har det fjerneste at gøre med flyvning eller raketfart, det hører kun til i vittighedernes verden. I Lukasevangeliet fortælles blot, at han skiltes fra disciplene, før han blev båret op til himlen, mens Lukas i Apostlenes Gerninger giver os et billede af en sky mellem disciplene og Jesus, og så var han væk fra deres øjne. Det er det sidste, der er pointen.

Også beretningerne om Jesu tilsynekomster for disciplene efter opstandelsen fortæller om, hvordan han pludselig var midt iblandt dem for så efterfølgende at blive usynlig for dem.

Efter sin opstandelse kan Jesus selv være tilstede også iblandt os med al sin kærligheds rigdom. Det vidner både dåb og nadver om, og det kan erfares i særlige øjeblikke, for eksempel ved bøn. Men det kan også ske helt uventet.

Selv husker jeg altså stadig den intense måde en aids-patient en dag i radioen fortalte om, hvordan han en aften på enestuen havde erfaret en særlig fylde og et nærvær i rummet. Det var af en sådan karakter, at han var uden enhver tvivl overbevist om, at det var Kristus selv, der var tilstede med sin kærlighed. Alt andet var pludselig ikke så vigtigt i forhold til dette. Denne erfaring af en større virkelighed havde i øvrigt aldrig sluppet sit tag i ham, som han udtrykte det.

En lignende erfaring har jeg også selv mødt. Og andre har fortalt om det samme.

Sådanne subjektive erfaringer skal selvfølgelig ikke forveksles med beviser for noget, der ikke kan bevises. Men de kan være som glimt fra en større virkelighed.