Opstandelse

"Opstandelsen er Guds svar på livets mening"

Påsken er opstandelsens store fest. Som præst fejrer jeg den, ved at forkynde den det bedste jeg har lært med ord, toner og billeder, forklarer Martin Ishøy, der er miljø teolog og sognepræst. Foto: Privatfoto

Opstandelsen står som det stærkest tænkelige udtryk for den lykkelige ende på den verden, som vi kender med større eller mindre smerte, skriver miljøteolog Martin Ishøy

Påsken er nær, og for mange af os betyder det, at opstandelsen bliver det dominerende fortegn, når vi taler om kristendommen. 

I mine teologiske tanker er opstandelsen imidlertid altid det centrale omdrejningspunkt. Det har at gøre med min opfattelse af, hvad religionen overhovedet skal til for, og hvad jeg kan bruge den til. 

Religionen kan medføre mange positive ting i liv og samfund, men med mindre den har noget, der kan tilfredsstille menneskers allerdybeste og mest eksistentielle anfægtelser, kan den lige så godt skiftes ud med noget andet, og så er den ligegyldig. Opstandelsen er tegnet på kristendommens gyldighed.

Verdens mest grundlæggende modsætning står mellem liv og død. Det drejer sig også, men slet ikke kun om biologi. 

Døden er det, der ødelægger og tilintetgør al mening og al værdi. Hvis døden fik det sidste ord, var nihilismen velbegrundet. Personligt kender jeg bestemt fristelsen til nihilisme. Men opstandelsen betyder præcis, at døden ikke får det sidste ord. Opstandelsen betyder, livet sejrer over døden.

LÆS OGSÅ: Hvad er betydningen af Jesu lidelse og død?

At det er en dejlig tanke, er på ingen måde et argument for tankens rigtighed. Det eneste ”argument” er Jesus Kristus, og det ”argument” overbeviser kun ved tro. Accepteres ”argumentet” imidlertid, er der intet mere øjenåbnende og livsbekræftende end opstandelsen.

Gud er svaret på livets mening

At Jesus Kristus er det eneste reelle og mulige argument skyldes, at Jesus Kristus henter hele sin betydning i Gud, og Gud er per definition svaret på vores ultimative anliggender og eksistentielle spørgsmål. 

Gud er, eller ”repræsenterer”, de eneste mulige svar på livets mening. Det gælder også, hvis man staver gud med lille og ikke er kristen og måske hellere vil bruge et andet ord end gud. 

Kristi opstandelse er Guds svar på livets mening, og hvorfor livet er meningsfuldt. At man måske nok havde en fornemmelse af, hvorfor livet er meningsfuldt (for eksempel børnenes latter og lyset i et andet menneskes øjne), skyldes, at Kristus, der opstod, er det ord, hvormed alting skabtes. Idet den overvinder døden, bekræfter Kristi opstandelse den mening, hvori og hvortil verden skabtes.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skulle Jesus egentlig dø?

Derfor er opstandelsen håbets tegn frem for alt. Den står som det stærkest tænkelige udtryk for den lykkelige ende på den verden, som vi kender med større eller mindre smerte; en ende, som lige så meget er begyndelsen på en lykke, som vi kun kan gøre os vage forestillinger om.

Opstandelsen gør det muligt at fatte livets mening

Ud fra dette tegn og denne troens virkelighed (som opstandelsen er) kan vi meningsfuldt kalde naturens biologisk gennemskuelige mirakler opstandelsens sanselige virkelighed. 

Vi tror, at den virkelighed, der brød frem med Kristi opstandelse, allerede vokser i verden:
”Ser du, hvor i skovene
alle træer skyder!
Mærker du, hvor engene
sig i våren fryder!
Nu det visne vorder grønt,
hvad der falmed, atter skønt,
det gør påskemorgen”
(Grundtvig Den Danske Salmebog 235,3)

På samme måde gør opstandelsen det muligt meningsfuldt at opfatte vores liv og leve i troen på den opstandne, som det nye liv i Kristus. Som sådan bekræfter opstanden den kristne etiks jordforbindelse. Etikken vokser i den jord, hvor Gud har overvundet døden, og den er en af Guds måder at gøre jordloddet mere frugtbart på. 

Påsken er opstandelsens store fest. Som præst fejrer jeg den, ved at forkynde den det bedste jeg har lært med ord, toner og billeder. Som den private Martin fejrer jeg den ved at indånde, sluge, vælte mig i den og føle mig rig og taknemmelig – helst i en skov.

Martin Ishøy er miljøteolog og sognepræst.