Synspunkt

"Kroppen er sjælens tempel"

Når man vandrer langt som pilgrim, bliver man i sagens natur tvunget til at lytte til sin krop. Der er brug for et vist niveau af næring for at kunne klare vandring, og der er brug for passende pauser, skriver pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith.



En god øvelse i fastetiden kunne være at spørge kroppen, hvad den egentligt har brug for. Den udmattede krop vil have brug for hvile, og den krop, som har hvilet for meget, vil have brug for at komme ud, skriver pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith

Her i forbindelse med fastetiden tales der ofte om at faste fra alt, hvad der har med kroppen at gøre. Kroppen forbindes med det syndige, med det som skal begrænses og kontrolleres. Og når det nu er fastetid, så skal det gøres lidt bedre - eller meget bedre - end alle de andre tider på året.

Faktisk er faste at gøre det modsatte af, hvad man plejer - at bryde mønstre, som ikke tjener til livets bedste. Et af de mønstre, som er kommet til at præge kirken op gennem århundrederne, er forståelsen af, at kroppen er noget fjendtligt, en størrelse, som vi godt nok må "handskes" med, men som arbejder imod ånden. Kroppen er blevet forbundet med det forkerte og farlige.

Denne overlevering præger bevidst eller ubevidst vores syn på os selv og verden. Og det gør det ikke spor nemmere at være kirke i en moderne verden, hvor kroppen ofte dyrkes som et ikon; som et instrument for alskens præstation og perfekthed.

Der er blevet mere plads til kroppen i kirken

Heldigvis er der i dag en række tiltag overalt i det kirkelige landskab, hvor kroppen får lov at få mere og mere plads. Der laves "krop og bøn", "hellig dans", pilgrimsvandring og meget mere. 

LÆS OGSÅ: At gynge midt i kirken

Og det er også blevet mere almindeligt at få lov at inddrage kroppen i gudstjenesten, for eksempel ved at man kan "rejse sig" og bevæge sig i kirkerummet blandt andet for at tænde lys. På den måde kan man via kroppen få lov at udtrykke sin tro.


Hvad har kroppen brug for?

Interessen for pilgrimsvandring er et af de stærkeste signaler i tiden om behovet for at bruge kroppen som et trosudtryk. Flere og flere vandrer alene eller i grupper. 

Det er ikke altid, at vandringen er et bevidst udtryk for tro, men ofte er det erfaringen, at det at bruge kroppen og bevæge sig over lange strækninger skaber en helt ny bevægelse i det enkelte menneske, som er med til at forandre noget. 

Der sker nye erkendelser, og det er lettere at forsone sig med svære ting. Selve det at flytte fødderne kan blive en bøn, med eller uden ord, med eller uden klarhed om, hvad bøn er.

LÆS OGSÅ: Hvad er en pilgrimsvandring egentlig?

En god øvelse i fastetiden kunne være at spørge kroppen, hvad den egentligt har brug for. Den udmattede krop vil have brug for hvile, og den krop, som har hvilet for meget, vil have brug for at komme "ud" med sin overskydende energi. 

At lytte til kroppen er på en måde at lytte til Gud; til den stille stemme, som taler i os, og som vi ofte overhører. Hvis man ikke betragter kroppen som en fjende, men som en ven, så kan der komme et meget frugtbart venskab ud af det. Nyt liv kan i det stille begynde at spire.

Pilgrimsvandring tvinger dig til at lytte

Når man vandrer langt som pilgrim, bliver man i sagens natur tvunget til at lytte til sin krop. Der er brug for et vist niveau af næring for at kunne klare vandring, og der er brug for passende pauser. 

Samtidig er man også nødt til at skubbe både sig selv og sin krop ud over vante grænser. Man opøver en anden lydhørhed for, hvad kroppen kan eller ikke kan. Og nogen gange må man stoppe, også længe før man havde lyst, fordi kroppen sætter sig imod ens entusiastiske forehavende om at nå så og så langt på måske alt for kort tid.

Det at være "ven" med sin krop er at opøve lydhørhed. Men det kan være svært at lære at lytte, for ind i mellem vil kroppen også sige os ting, som vi ikke så gerne vil høre. For eksempel at man presser sig selv alt for hårdt på sit arbejde. At man er stresset og burde ændre de mønstre i livet, som forårsager stressen.

LÆS OGSÅ: Hvad er formålet med meditation?

Måske er én af grundene til "kropsfjendtligheden", at kroppen ind i mellem fortæller os noget, som vi egentlig helst ikke vil forholde os til. Vi lever i et meget præstationsorienteret samfund, og presset på den enkelte bliver til stadighed skruet op.

Vi skal lytte til den indre stemme

I grunden burde kirken kunne være et helle, et sted, hvor vi kan gå hen og puste ud og finde plads til at lytte til de signaler, der ikke er så meget plads til ude i et alt for hurtigtkørende samfund. Et sted, hvor der kan slukkes for al den ydre information, og hvor vi i højre grad kan lytte til den stille indre stemme, som er i os, og som fortæller os, hvordan vi bedst kan værne om vor sjæl og vort væsen og vor krop, som vi har hjemme i.

"Den længste pilgrimsrejse er vejen fra hovedet til hjertet", plejer man at sige. For at kunne begynde denne rejse må kroppen med. Den må have lov at udtrykke sig spontant både i ømhed og omsorg for andre og i en blid tagen vare på den, som "bor" i kroppen.

Vores kroppe er som sjælens tempel. Templet skal behandles med respekt og med værdighed. Måske begynder rejsen med at erkende, at Gud bor i os og har sat sin signatur i os, som de sårbare væsner vi er. 

Gennem stille at trække vejret og sige: "Du i mig, jeg i dig", kan man begynde den stille opmærksomhed, som vil skabe lydhørhed både mod kroppens behov og mod det dybere lag, som sjælen rummer, og som er næret af Ånden helt fra skabelsens begyndende punkt.

Elizabeth Knox-Seith pilgrimspræst i Lolland-Falster stift.