LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Synspunkt

Lad ikke ekstremisterne gøre os ekstreme

Hvordan vinder vi over ekstremismen og terroren? Det gør vi først og fremmest med ord. Vi kan ikke bombe os til fred og frihed. Hverken i udlandet eller herhjemme. Vi må i stedet gøre en indsats for at vende folks tanker. Det gøres med ord og kærlighedsgerninger, skriver mediekonsulent Christian Roar.

Vi skal møde det onde med kærlighed. Kun sådan kan vi bryde voldens cirkel og vedblive med at leve i et fredeligt samfund. Det er det kristne budskab ind i en terrortid, mener mediekonsulent Christian Roar

Hvad er din umiddelbare følelse i forbindelse med de formodede terrorhandlinger?
Jeg er ked af det og samtidig vred. Det er et angreb på vort danske samfund og de frihedsrettigheder, vi har.

Samtidig er jeg ikke overrasket. Vi har jo frygtet et sådant angreb. En vis lettelse over at der ikke er flere døde blandes med sorgen over dem, der faldt.

Hvordan bør vi reagere på hændelsen som mennesker og som samfund?
Terroren har ramt vores hovedstad, og ordene om fjendekærlighed og om at vende den anden kind til høres på en helt anden måde nu. Mere aktuelle end før og samtidig så svære.

Læs også: Søndagens særlige kirkebøn fra sognepræst Christian Roar Pedersen 

Vi mennesker er ikke kun defineret af, hvad andre gør mod os. Vi er også defineret af, hvordan vi reagerer på andres ugerninger. Det bliver meget tydeligt i den situation, vi som folk står i.

Hvis ikke vi passer på, kan vi hurtigt blive som dem, der gør ondt mod os. Sådan er voldens logik. Derfor giver Jesu ord om fjendekærlighed mening, selv om de kan lyde paradoksale. Vi skal ikke søge hævn for hævnens skyld. Vi skal i stedet vise, hvad vi står for.

Vi skal møde det onde med kærlighed. Ikke sådan forstået, at vi elsker det onde eller de onde gerninger. Men vores reaktion på ondskaben skal være kærlighed. Kun sådan kan vi bryde voldens cirkel og vedblive med at leve i et fredeligt samfund. Det er det kristne budskab ind i en terrortid.

Hvordan vinder vi over ekstremismen og terroren? Det gør vi først og fremmest med ord. Vi kan ikke bombe os til fred og frihed. Hverken i udlandet eller herhjemme. Vi må i stedet gøre en indsats for at vende folks tanker. Det gøres med ord og kærlighedsgerninger.

Læs også: Kristne og muslimer opfordrer til solidaritet efter terrorangreb 

Det er alt for let at skubbe al ondskaben over på en enkelt person eller befolkningsgruppe. Det skal vi undgå. Ikke mindst ved at tale dette imod og insistere på nuancerne. Alle muslimer er ikke jihadister og alle kristne er ikke Breivik.

Vi må bede for os selv. At vi kan modstå trangen til ondskab. En trang der sidder i os alle, og hvis frugter desværre fylder historiebøgerne. Vi må også bede for dem, der forfølger os. For dem, der vil os til livs, må vi bede, at de møder kærligheden og omvender sig. At de ændrer kurs og går i en anden retning.

Læs også: Muslimske organisationer tager afstand fra weekendens angreb

Den bibelske Paulus siger, vi skal gengælde det onde med det gode. Sådan taler den Paulus, der selv havde været optændt af hadet og forfulgt de kristne. Indtil han mødte Kristus på vejen til Damaskus og omvendte sig.

Folk kan komme på bedre tanker. De kan ændre livsstil. Det er en del af vores kristne tankegods. Det giver håb for ekstremisterne. Egne som fremmede.

Hvad skal vi holde fast i disse dage?
Billedet af domprovst Anders Gadegaard der går med blomsterne fra alteret i Vor Frue Kirke i København til den jødiske synagoge i Krystalgade, står stærkt. Lad os holde fast i, at vores våben er blomsterne fra alteret. Med dem i hånden skal vi omfavne jøder, muslimer og ateister. Med dem i hånden skal vi vise vores kærlighed. En kærlighed der trives i frihed.

Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift